TV: 26 straffespark i drama

Dramatisk afgørelse: Drengene delte i porten og måtte ud i et brag af en straffesparks-konkurrence

Der blev gået til stålet fra start til slut. (Foto: Michael Nordkvist)
Der blev gået til stålet fra start til slut. (Foto: Michael Nordkvist)

Frederiksberg Skole fra Sorø tog i dag imod naboerne fra Sorø Borgerskole. Det havde sjaskregnet hele dagen, men netop som dommer Chris Sørensen fløjtede kampen igang, holdt regnen op. Så kan det nok være, at vi fik startskuddet til et brag en kamp. En uafgjort kamp og efterfølgende 26 straffespark skulle der til, før kampen havde fundet sin vinder.

Straks fra første fløjt tog en bestemt herre ved. Det var gæsternes Hektor Eusebios, som er lillebror til angrebsmakker Boris. Efter få sekunder nappede Hektor bolden fra en Orangeklædt Frederiksberg-spiller. Herefter satte han syv spillere af i sit soloridt mod mål, men Hektor havde brugt alle kræfterne og afsluttede lige forbi Alexander Amstrups mål. Kæmpe chance efter bare 20 sekunder.

Få sekunder efter var der fare på færde i den anden ende. Kampens bedste spiller Mustafa Noorzad modtog bolden fra sin målmand på midten af banen og sendte den omgående videre til Alen Idriz, der spillede Lukas Skovrød helt fri foran mål.

Se også: Ingen gummiben

Se også: 30 straffespark i gyser

Lukas valgte dog at sparke bolden direkte i sidenettet.

Se kampfakta her.

Drengene gik til stålet. Her ses Arsene Ibihsan (tv.) og Tobias Aarlund (th.)
Drengene gik til stålet. Her ses Arsene Ibihsan (tv.) og Tobias Aarlund (th.)
 

Arsene på pletten
De næste fem minutter var en stor hård fight på midten af banen. Hjemmeholdets Julius Fredslund måtte 10 minutter i skammekrogen med et gult kort. Udvisningen gav straks mere spil til gæsterne. To minutter senere smækkede Boris Eusebius en høj bold ind i Frederiksbergs straffesparksfelt. Her kom Arsene Ibihsan drønende som en raket og skulle lige til at sætte bolden i mål, da dommeren fløjtede for offside.

Nu havde Borgerskolen overtaget. Det så egentlig ud til, at Frederiksberg skulle klare sig igennem de 10 udvisnings-minutter uden at få scoringer imod sig, men bedst som Julius skulle på banen igen, blev der smækket en høj bold lige ind i fødderne på en helt fri Arsene Ibihsan, der lettere besværet fik trillet bolden i mål. 1-0 til gæsterne.

Frederiksbergs Mustafa Noorzad pressede hårdt på med et frispark. Borgerskolens keeper Oliver Larsen fik klaret med besvær. Oliver Larsen, der faktisk kun er 3. målmand blev i øvrigt udtaget få timer inden kick-off, da den normale målmand Philip Andersen havde brækket benet to steder og 2. målmanden heller ikke kunne spille.

Mustafa Noorzed var inden kampen slet ikke i tvivl om, hvem der ville vinde kampen:

— Jeg er sikker på, vi vinder kampen. Vi vinder 2-1, og jeg laver to assists. Det gør vi, fordi vi er 10 på holdet, der til daglig spiller på samme hold i Lynge-Broby IF.

Se også: TV: Suveræn salto

Der kom flere chancer til begge hold, men stillingen var 1-0 til Sorø Borgerskole ved pausen.

I pausen fik Frederiksberg-træner Max Jandausch og hans spillere en god snak om, hvordan de skulle gribe anden halvleg an:

— Vi skal snakke noget mere sammen og så skal vi ikke have flere udvisninger. Der blev tilføjet: – vi skal have noget positiv energi!

Gæsterne var tæt på at øge til 2-0, men så tog Frederiksberg-drengene ellers fat. Pludselig var Frederiksberg-spillerne her, der og alle vegne. Især Mustafa Noorzad, Sofus Grønlund og den fysisk stærke Julius Fredslund viste vinder-attitude og knoklede som okser for at fremtvinge en udligning. Der blev lagt et enormt pres på Sorø-holdet.

Drengene spillede en flot kamp. (Foto: Michael Nordkvist)
Drengene spillede en flot kamp. (Foto: Michael Nordkvist)
 

Anfører Kasper Poulsen fra Sorø-holdet havde inden kampen selvtilliden i orden:

— Jeg tror, vi vinder idag. Vi skal spille med god energi og med lange bolde til vores hurtige angribere på det våde græs. Jeg tror, vi vinder 2-1, lød den friske melding.

Hjemmeholdet holdt stadig fast i presset. Julius Fredslund en kæmpe chance, da han helt alene med Oliver Larsen måtte erkende, at Oliver havde en rigtig god dag. Keeperen kom flyvende ud imod angriberen og med en fodparade i verdensklasse, fik han sendt bolden langt væk.

Yderligere et minut efter gik det galt for gæsterne. Julius Fredslund blev endnu engang stukket i dybden. Denne gang fik han med sin fysik sat Lucas Leegaard ud af spillet og kunne sikkert hamre kuglen ind i kassen til udligning 1-1 og til kæmpe jubel.

Stort drama til det sidste
Nu slap Frederiksberg-holdet det stramme greb, de ellers havde haft om modstanderen, der igen begyndte at tilspille sig nogle chancer.

Efter 48 minutter fandt Marcus Lestern en helt fri og udækket Arsene på kanten af hjemmeholdets straffesparksfelt. Her rundede han så let som ingenting en fremstormende Alexander Amstrup og kunne fra få meters afstand sende bolden i det helt tomme mål til 2-1. Arsene valgte dog at gøre det umulige at sparke forbi, så stadig 1-1 og spændingen intakt.

De sidste 10 minutter af kampen, begyndte nerverne at melde sig, og ingen af spillerne turde satse hele butikken.

Begge hold havde chancer, men de sidste par minutter blev bolden forsigtigt kørt rundt på midten af banen og den ordinære spilletid sluttede derfor 1-1. Afgørelsen skulle findes i straffesparkskonkurrence. I staffesparkskonkurrencen brændte begge hold et enkelt spark. Derfor var det stadig helt lige, da de havde sparket fem hver.

Dramaet kom, da Borgerskolens Sharam Naseri skulle sparke sit holds 6. straffespark. Adam Olsen havde netop scoret for hjemmeholdet, derfor skulle Shahram score, ellers var det slut. Shahram gik til bolden og sendte den en meter forbi højre målstolpe. Hjemmeholdet kunne juble, men dommeren havde fløjtet omspark, da han mente, Alexander Amstrup gik for tidligt. Shahram fik et forsøg mere. Tydeligt mærket af nerver sparkede han hårdt og fladt bolden mod mål.

Amstrup kastede sig ned og reddede flot bolden, men endnu engang fløjtede dommeren omspark, da Amstrup igen havde bevæget sig væk fra målstregen før tid. Sharam kunne igen lægge bolden på pletten og herfra kunne han på sit tredje spark flot sende kuglen i kassen.

Nu scorede begge hold på deres næste seks forsøg. Først på straffespark nr. 25 gik det galt, da Frederiksbergs Lucas Skovrød sendte bolden over Oliver Larsens mål. Nu kunne Christoffer Schandorff sparke Borgerskolen videre i turneringen, hvis han kunne score på det 26. straffesspark. Christoffer svigtede ikke sine kammerater. Han holdt nerverne i ro og satte sikkert bolden i nettet til slutresultat 12-13.