TV: Buldrer videre

Gæsterne chanceløse: Fik ikke et ben til jorden mod de stærke piger fra Frederiksberg Skole

Frederiksberg-pigerne satte gang i angreb på angreb og vandt 7-1. (Foto: Michael Nordkvist)
Frederiksberg-pigerne satte gang i angreb på angreb og vandt 7-1. (Foto: Michael Nordkvist)

Pigerne fra Frederiksberg Skole i Sorø tog i eftermiddag imod gæsterne fra Antvorskov Skole i det herligste efterårsvejr. Det var lagt op til at brag af en fodboldkamp på det nye sportsanlæg ved Frederiksberg Skole med FIFA two-star godkendt kunstgræs, solskin og to hold der indtil i dag havde en målscore på henholdsvis 29-1 og 10-0. Bedre betingelser får man næppe. Og hovedparten af de ca. 200 tilskuere blev ikke skuffede.

Se kampfakta her

Voldsomt uvejr
Fra første fløjt tog Frederiksberg initiativet og gæsterne røg mildest talt ind i et regulært uvejr. Allerede inden for de første to minutter havde hjemmeholdets Ida Hjort haft tre afslutninger, der dog ikke havde meget slutprodukt på.

Ida sagde da også inden kampen:

— Nu giver vi den alt hvad vi har og spiller godt sammen. Så skal det nok gå bare vi spiller som i de andre kampe. Det er jo gået meget godt.


Ida Hjort løb solen sort. (Foto: Michael Nordkvist)
Ida Hjort løb solen sort. (Foto: Michael Nordkvist)

Men vi skulle ikke længere hen end det fjerde minut, hvor en storspillende Johanna Andersen, der var tilbage på holdet efter en længere varende skadesperiode, nappede bolden fra et højtstående Antvorskov-forsvar og drønede direkte mod mål. På kanten af straffesparksfeltet, lagde hun fikst bolden af til Mikkeline Bjerregaard, der var søgt med frem på højrekanten. Mikkeline smed omgående kuglen retur ind mod bageste stolpe, hvor Johanna Andersen let kunne score til 1-0. Drømmestart for hjemmeholdet.

Antvorskovtræner Michael Voss, sagde ellers til sine piger under taktikmødet før kampen:

— Nu skal I være helt klar fra start, og ikke noget med at rende planløst rundt de første 20 minutter og ikke vide hvad I skal gøre.

Se også: TV: Selvmål afgjorde affæren
Se også: TV: Oppe mod overmagten

Spil til et mål
Det var et hjemmehold i total dominans, men efter 17 minutter var det alligevel tæt på udligning, da Freya Thunbo pludselig var helt fri i straffesparksfeltet. I samme øjeblik som Freya skulle til afslutte, nåede den lange Katrine Harfot dog ned og fik tacklet bolden ud til hjørnespark.

Freya Thunbo viser god teknik. (Foto: Michael Nordkvist)
Freya Thunbo viser god teknik. (Foto: Michael Nordkvist)

Syv minutter før pausen tog Cecilie Mikkelsen en flot tur op ad højrekanten. Her smed hun en hård flad bold ind i straffesparksfeltet, hvor målmand Mette Madsen ikke rigtigt fik ram på kuglen og herefter var det ingen sag for Lærke Hansen at score til 2-0.

Kort før pausesignalet var det tæt på at gæsternes Trine Holme fik reduceret, da hun fik sneget sig ind mellem to stillestående Frederiksberg-spillere og fik afsluttet, men en småskadet Louise Jensen i Frederiksberg-målet fik i sidste øjeblik en handske på. Derfor var stilllingen 2-0 til hjemmeholdet ved pausen.

Se også: TV: Ren opvisning

Dominansen fortsatte
Anden halvleg var ikke mange sekunder gammel, før Mikkeline Bjerregaard slukkede de sidste forhåbninger for de stakkels gæster, da hun med sin hurtighed totalt tog fusen på tre forsvarsspillere og sikkert knaldede kuglen i nettet til 3-0.

Og bare et minut efter er fik Johanna Andersen to muligheder for at øge føringen. Først med i friløber, der dog effektivt blev clearet af Clara Morris og Lea Olsen i fællesskab, og kort efter, hvor Johanna fik afsluttet lige over mål fra en spids vinkel.

Det var spil til et mål og Antvorskov pigerne havde nok at gøre med at få bolden sparket væk. Efter 35 minutter var der dog en smule forvirring i gæsternes forsvar da en bold fik lov til at hoppe et par gange omkring kanten af straffesparksfeltet. Det sagde Mikkeline Bjerregaard pænt tak for lynede igen til 4-0 uden chance for keeper Madsen.

Mette Madsen måtte kapitulere syv gange i løbet af dagens kamp. (Foto: Michael Nordkvist)
Mette Madsen måtte kapitulere syv gange i løbet af dagens kamp. (Foto: Michael Nordkvist)

Og bare minuttet efter blev det til 5-0, da Johanna Andersen med sit andet mål fik sendt kuglen flot i nettet med en afslutning med ryggen til målet. Sikke en kasse.

Se også: Blæsten bar bolden
Se også: Ensrettet trafik

Gæsterne begyndte at spille fodbold
Der var i de første 38 minutter ikke meget der var lykkedes for de gæsterne, men med fem mål nede, begyndte de nu at spille rigtig flot fodbold. Det blev de næste minutter til flere flotte gennemspillede angreb og efter 42 minutter viste angriber Zainab Abouraqba sin hurtighed, da hun sled sig fri af et par Frederiksberg-forsvarere og sikkert satte bolden i nettet uden for Louise Jensens rækkevidde. 5-1.

Zainab sparker til bolden. (Foto: Michael Nordkvist)
Zainab sparker til bolden. (Foto: Michael Nordkvist)

To minutter efter var det tæt på at Zainab kunne sætte endnu et mål på sit CV, men netop som hun skulle til at afslutte ramlede hun sammen med målmand Louise Jensen og bolden røg ud til målspark. De to spillere kunne dog fortsætte efter lidt behandling.

Maria lukkede målfesten
10 minutter før slutfløjt fik vi kampens flotteste angreb. Dagens bedste spiller, Johanna Andersen, modtog bolden i midtercirklen med ryggen til gæsternes mål. Hun vendte lynhurtigt rundt og spurtede op ad banen. Lidt uden for feltet afleverede hun til Mikkeline Bjerregaard, der tog et par træk og serverede en guldbold til Maria Kristensen som hamrede den lille runde op under overliggeren til 6-1.

To minutter senere var der totalt ophør i Antvorskov-forsvaret. Maria Kristensen fik så let som ingenting lov til at løbe ned i straffesparksfeltet og lægge bolden under Keeper Madsen og ind i målet til 7-1. Der var ikke en eneste, der prøvede at stoppe hende.

Kamp om bolden. (Foto: Michael Nordkvist)
Kamp om bolden. (Foto: Michael Nordkvist)

I forsøget på at redde Marias skud, kom Mette Madsen til skade med de ene knæ og måtte hjælpes fra banen. Zainab Abouraqba overtog handskerne de sidste minutter, men der skete ikke så meget andet end at hjemmeholdet kørte bolden rundt på banen mens de ventede på at dommeren fløjtede af så jublen kunne bryde løs.

Efter kampen fik Ekstra Bladet Skolefodbold en snak med Johanna Andersen, som var kampens bedste spiller.

— Nu er vi mellem de sidste 32 i Danmark og vi er ligeglade med hvem vi skal møde. Men vi glæder os allerede til næste kamp. Det var dejligt at spille på hjemmebane i dag og høre at alle eleverne heppede på os, sagde hun.


Frederiksberg Skole er videre til kredssemifinalen, hvor de skal møde Skolen ved Herredsåsen fra Kalundborg.