TV: Sådan Hedegårdene

Stor fairplay: Hjemmeholdet viste, hvordan man tager ordentligt imod sin modstander

Her ses hjemmeholdets hilsen til Absalons Skole. (Foto: Jørgen Jakobi)
Her ses hjemmeholdets hilsen til Absalons Skole. (Foto: Jørgen Jakobi)

Fire store skilte med en venlig velkomstshilsen var sat på alle indgangsdøre på Hedegårdenes Skole, hvis drengehold skulle spille imod Absalons Skole. Da solen skinnede, og græstæppet var perfekt, var der optimale rammer for en god fodboldkamp imellem to skoler, der har udkæmpet drabelige dyster med hinanden.

Se også: TV: Hedegårdenes hardhitter

De to foregående år var kampen gået i straffe. Skulle det ske igen? Vi fik fat i målmand Nicholai Grenz inden kampen for at høre hans vurdering. Han var velforberedt.

Første chance tilfaldt det kvindelige islæt på banen Emma Christiansen. Hendes boldomgang er eminent og hendes tacklinger er på højde med drengenes. Det er ingen tilfældighed, at hun er en af de mange, der er med omkring DBUs U16-landsholdssamling. Skuddet fra hende stod dog ikke på højde med hendes tekniske færdigheder.

Se kampfakta her.

Emma Christiansen spillede en flot kamp med drengene. (Foto: Jørgen Jakobi)
Emma Christiansen spillede en flot kamp med drengene. (Foto: Jørgen Jakobi)

Kamp om midten
I den anden ende fik William fra hjemmeholdet sendt et godt hjørnespark indover, men Nicholai i Absalon målet fik grebet ind og reddede. Det kostede ham en tur på græsset, men han var hurtigt på benene igen.

Kampen om midtbanen og det første mål var stadig åben, indtil Jakob Ehlers fra Absalon tog en chance. Langt ude fra klappede han til bolden, og en uopmærksom målmand opdagede først alt for sent, hvad der var sket. Rasmus B nåede kun at få hånden på skuddet, der derefter sejlede i mål. 0-1 til udeholdet.

Se også: TV: Absolut godkendt Absalon

Det gav et klart spillemæssigt overtag til udeholdet, der nu fik troen på sejren og de overtog derefter dirigentstokken. I det 18. minut fik vi kampens smukkeste mål. Et godt indlæg fra venstrekanten havnede hos Frederik Larsen, der halvflugtede bolden i nettet uden chance for Rasmus B. 0-2 til Absalon, der lignede et hold i fuld kontrol.

—Smukt mål, lød det anerkendende  fra trænerduoen på Hedegårdenes Skole. De sidste ti minutter blev klart domineret af Absalon Skole, og hjemmeholdet lignede nogle, der havde givet op.

Der var mange farlige hjørnespark i kampen. (Foto: Jørgen Jakobi)
Der var mange farlige hjørnespark i kampen. (Foto: Jørgen Jakobi)
 

Der skete noget i pausen hos hjemmeholdet. De fik indpodet nyt mod og der blev rokeret en smule om.

Det betød, at kampen blev meget mere lige end forventet. Nu havde begge hold tro på sejren, og hjemmeholdet jagtede det mål, der kunne sætte Absalon Skole under pres.

Begge hold havde gode chancer, men især Rasmus B i Hedens mål trak de store redninger frem.

Kort skabte pres
I det 18. minut fik et gult kort en vis betydning. Emma Christiansen havde en lille spag kommentar til en kendelse. Det fortrød hun øjeblikkeligt, da dommeren trak det gule kort op af lommen. 10 minutter i undertal. Det benyttede hjemmeholdet sig af. De sendte stort set hele kavaleriet frem og begyndte et voldsomt bombardement af Absalons mål.

Absalons spillere kom under et gevaldigt pres, men de bevarede hovedet koldt, undgik febrilske tacklinger, og overlevede  langskud, lobbolde og et skud på overliggeren samt tre fire andre farlige forsøg.

Da de blev fuldtallige, vidste begge hold, at nu var kampen afgjort, og det endte da også 0-2. Der blev sagt pænt tillykke med sejren til Absalon skole, der endelig slap for at komme i straffespark mod Hedegårdenes Skole.

Der var mange gode dueller i kampen. (Foto: Jørgen Jakobi)
Der var mange gode dueller i kampen. (Foto: Jørgen Jakobi)
 

Efter kampen havde jeg fat i kampens 'hovedperson' Emma Christiansen, der slet ikke forstod det gule kort.

— Jeg ved faktisk ikke rigtigt, hvad jeg gjorde forkert. Dommeren ville ikke fortælle mig, hvorfor jeg fik gult, men nu vandt vi jo, så det er bare en parentes. Jeg er meget glad for at spille med på drengeholdet. Der er mere modstand, og der forventes ikke, at jeg hele tiden er den bedste. En rolle, jeg af og til får på vores pigehold.

— Jeg oplever ikke, at der bliver taget hensyn til, jeg er en pige. Jeg synes, jeg bliver behandlet som en ligeværdig modstander. Jeg er med i DBUs U16-landsholdssamling som en ud af mange, og har været til en fællessamling i Skærbæk. Jeg kom ikke til at spille kamp, men os der ikke spillede fik dog lov at spille mod et DM-hold. Det er en dejlig trup at være i, og vi er blevet rigtig gode venner.

— Fodbolden tager meget af min tid, men der er bestemt også plads til gode venner og veninder, og så går jeg også til fitness en gang i mellem, sluttede Emma, inden hun smuttede over til sine drengekammerater.