TV: Sikrede kredsfinale i de døende minutter

Stærkt: Drengene fra Brøndby Strand Skole skal nu kæmpe om kvartfinale igen

De tre musketerer: Ali Shah, Muchaha og Zeeshan. Foto: JJØ
De tre musketerer: Ali Shah, Muchaha og Zeeshan. Foto: JJØ

Der var en nervøs sitren over begge drengehold, da klokken nærmede sig 12 i Roskilde Idrætspark, som var stedet, hvor kredssemifinalen mellem Skt. Josefs Skole og Brøndby Strand Skole skulle afvikles.

I Brøndby-lejren var der bekymrede miner. Tre-fire af spillerne var på tur til Prag, og holdets store forsvarsprofil Joseph Mwamba var stadig skadet. Da Abbas under opvarmningen blev småskadet, var det ikke ligefrem optimisme, der lyste ud af trænerstaben.

- Vi må gøre det så godt, vi kan og håbe på, det er nok, lød det fra Brøndby-bænken.

Se kampfakta her.

Se også: TV: Intens fight på Vestegnen

Havde garderet sig
Hjemmeholdet fra Skt. Josef Skole havde taget konsekvensen af deres sidste kamp, hvorfra de heldigt slap videre med en 5-3 sejr efter en kamp, hvor forsvaret sejlede rundt.

- Vi har garderet os bagude, og så håber vi på at kunne putte en kasse i deres mål, lød det fra trænersiden.

Og holdets topscorer Gustav Olsen med otte mål håbede da også på en kneben sejr.

- Jeg bidrager gerne med en kasse, lød fra Gustav lige inden kick-off.

Gustav Olsen håbede at bidrage med et mål i opgøret. Foto: JJØ
Gustav Olsen håbede at bidrage med et mål i opgøret. Foto: JJØ

Inden kampen gik i gang, var Brøndby Strand-spillerne henne og give fairplay-håndtryk til modstandernes træner. Det er god stil.

Se også: Den farligste føring

Væltede fremover
Det kan godt være, at udeholdet manglede nogle spillere, men kampgejsten. Den manglede de ikke. De blev pisket frem på banen af en meget engageret træner, der konstant stak ordrer og beskeder ud i en lind strøm.

Værterne kiggede forundrede på hinanden og spillede bare fodbold. Det kan de nemlig. Deres spil flød fint fra spiller til spiller, men hver gang de kom i nærheden af det farlige felt, blev de bremset af et kontant forsvar, som forstod at bruge sin fysik. Nu har forsvarsspillet ikke været Brøndby Strand Skoles speciale. I holdets sidste kamp lukkede de tre mål ind, fordi de snorksov. Den lektie havde de lært før denne kamp.

Der var ingen smuttere. Hårde, men reelle tacklinger blev sat ind næsten hver gang, og chancerne var små i begge ender i det første kvarter.

Men på standardsituationer var især hjemmeholdet farlige.

Mathias Bagge, der spillede en fremragende kamp, lagde nogle smukke hjørnespark ind, og det var udeholdet ikke forberedt på.

Se også: Tæt kamp om Vestegnen

Her, der og alle vegne
I 14. minut kunne kampen havde taget en helt anden drejning, hvis ikke Ali Shah fra udeholdet havde udført et mirakel. Et flot hjørnespark fra Mathias Bagge var på vej til at sejle ind i kassen, og hjemmeholdets spillere havde fået armene halvvejs op over hovedet, da Ali Shah på det nærmest kom flyvende gennem luften og med et desperat spark fik sendt bolden væk fra målet. Ingen kunne se, om bolden havde været over stregen, så stillingen var stadig 0-0.

Ali Shah var helt ustyrlig i denne kamp. Han kæmpede foran, bagude og på midten. Målfarlig, oprydder og assistsspiller. Han var det hele i dette opgør.

Ali Shah oppe og heade. Foto: JJØ
Ali Shah oppe og heade. Foto: JJØ

Resten af halvlegen blev en hård duel-kamp. Og her vandt udeholdet de fleste bolde. Til gengæld var det hjemmeholdet, der et par gange broderede sig fint igennem, og ganske kort tid før halvleg fik Lucas Barsøe held med en smart tunnel og spillede dermed Gustav Olsen helt fri, men i sidste øjeblik kom Zeeshan stormende og fik bremset Gustav i at få opfyldt sit ønske om et enkelt mål.

Så 0-0 ved pausen.

- Lad nu være med slås med. De er for store. De er for stærke. Spil jer igennem. Det kan I.

- Og kan I få nogle hjørnespark, så angrib med alle mand. De er usikre på standardsituationer, sagde man hos Skt. Josefs Skole.

Og i den modsatte lejr havde man også fokus på hjørnespark.

- Hvad laver du, spurgte man holdets målmand Mudaba.

- Du skal råbe, jeg har. Det er dig, der bestemmer i feltet. Husk det nu for *****.

Og til sidst lød det med høj røst:

- Lad nu være med at dumme jer. Vi vil IKKE have nogen udvisninger som i sidste kamp. Drengene nikkede. De huskede udmærket, at de i sidste kamp fik to gule kort.

Se også: TV: Vestegnens nye helte sikrede guldet

Så faldt målet
Udeholdet startede anden halvleg med helbanepres. De piskede spillet ned mod hjemmeholdet, og så kom chancerne.

Først et frispark, som Zeeshan tog.

- Det er ikke et frispark, jeg er særlig stolt af, sagde han brødbetynget efter kampen. Det skal han heller ikke være. Skuddet gik langt over mål og havnede langt inde på opvisningsbanen.

Minuttet efter spillede Zeeshan så Muchaba helt fri, og Muchaba spillede køligt udenom keeperen, men bolden sneg sig ved siden af. Det var ikke pæne ord, der kom ud af munden på Muchaba. Men 30 sekunder efter fik han oprejsning. Denne gang fik han bolden fra Atahan, og sådan oplevede Muchaba kampens første mål.

- Jeg bad om bolden og fik den fra Atahan. Jeg vidste, jeg kunne bruge min hurtighed til at løbe fra dem, så det gør jeg bare, og da mine modstandere løber videre ind i banen, så tænker jeg, nu skyder jeg. Og det gjorde jeg, men keeperen reddede bolden, og heldigvis springer den ud til mig, og så var det bare at tage et træk og skyde den i kassen.

Hør Muchaba fortælle om det første mål:

Ja, så nemt kan det gøres 1-0 til udeholdet. Et mål, der skabte jubel hos de medrejsende fans.

Se også: TV: Gyser sikrede kvartfinalen

Chancer i begge ender
Målet fik udeholdet til at trække sig længere tilbage, og det udnyttede værterne. Gustav Olsen blev spillet temmelig fri, men fik afsluttet halvdårligt, og kort tid efter havde hjemmeholdet en gylden chance for udligning.

Et perfekt indlæg havnede hos en helt fri Gustav Olsen. Han satte hovedet på bolden, men den gik over mål.

- Fuck, lød det højlydt fra en irriteret fra Gustav. Nu var det hjemmeholdet, der pressede. Rasmus Witzke havde en glimrende langskud, og hjemmeholdet spillede pænt fodbold, men ingen mål.

Brøndby Strand Skole levede på individuelle præstationer, og det gav målscorer Muchaba chancen for at lukke kampen, men hvordan han kunne skyde ved siden af, ville han ikke forklare.

- Den skal jo bare i mål, var hans egen kommentar.

Se også: TV: Matchvinderen væltede rundt

Lukkede og slukkede
Kun to minutter før tid lukkede de dødtrætte spillere fra Brøndby Strand Skole kampen efter et forsvarskiks af de helt store. To forsvarsspillere fra hjemmeholdet skulle sparke bolden væk i en helt ufarlig situation.

De fik i fællesskab skubbet bolden hen til en helt fri Ali Shah, der med største lethed trillede bolden i mål til 2-0.Og herefter ventede alle kun på dommerens slutfløjt.

Men han havde lagt tid til og heldigvis for det. Det gav os fodboldelskere en lækkerbisken at gå hjem på.

Et par meter fra midten tog Zeeshan bolden til sig, og derefter dansede han sig igennem forsvaret med både quickstep og cha-cha-cha rytmer og efterlod fem fortumlede spillere fra Skt. Josefs Skole med krydsede ben og dybe panderynker.

- Hvordan fanden gjorde han dog det?

Hvis det havde været i Vild med Dans, havde dommerne fundet 10-tallet frem. Her fik vi blot endnu et mål, så kampen sluttede med resultatet 3-0 til Brøndby Strand Skole, der nu igen står i en kredsfinale.

Hør fra Ali Shah og Zeeshan her:

Se også: Tvillinger i målhumør

Fairplay hele vejen
En flot og fair fodboldkamp var slut med et resultat, der var helt misvisende. Sejren kunne være gået til begge sider, men Brøndby-drengene har nogle gode individuelle kvaliteter, og de kæmper med hele kroppen. Skal man slå dette hold, så skal man få drengene ud på de rigtig lange løbeture, så de til sidst mister pusten. Så længe de har luft og kan fornemme sejren, har de en enorm gejst.

Det var en stor fornøjelse at overvære, hvorledes spillerne efter kampen takkede hinanden pænt for kampen, og der blev ønsket held og lykke til kampens vindere.

Man kan kun sige, at Skt. Josefs Skole tabte med værdigheden i behold. Stor ros for den flotte og fair sportslige opførsel til både drenge og lederteam fra Skt. Josefs Skole.

Brøndby Strand Skole er nu klar til kredsfinalen, der spilles torsdag 22. november kl. 11 imod Marievangsskolen.

Brøndby Strand Skoles vej til kredsfinalen

27. september: Torstorp Skole - Brøndby Strand Skole, 2-3

5. oktober: Brøndby Strand Skole - Hedehusene Skole, 11-0

22. oktober: Herstedøster Skole - Brøndby Strand Skole, 0-0 (Efter straffe: 3-5)

5. november: Brøndby Strand Skole - Brøndbyøster Skole, 4-3

15. november: Skt. Josefs Skole - Brøndby Strand Skole, 0-3

Holdets samlede målscore: 21-5

1 af 2 Drengene fra Brøndby Strand Skole udviste fariplay før kampen og ønskede god kamp til modstanderens træner. Foto: JJØ
2 af 2 De tre musketerer: Ali Shah, Muchaha og Zeeshan. Foto: JJØ
Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna Cecilia Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen