TV: Sommer slog til

På kassen: Keeper pillede glansen af værterne

Silas Sommer blev dagens mand i skysovs. Foto: JJØ
Silas Sommer blev dagens mand i skysovs. Foto: JJØ

Det var ikke mange supportere, der havde fundet vej ned bag Taastrup Hallen, hvor Vestegnens Privatskole mandag tog i mod Taastrup Realskole. Se kampfakta her.

Og det var måske forståeligt nok. For gennem hele første halvleg væltede en kæmpe haglbyge ned over anlægget, så forholdene for både spillere og trænere var temmelig ubehagelige.

Men drengene på banen lod sig ikke mærke af de svære betingelser. De spillede frisk til, og baneforholdene lagde op til glidende tacklinger, så dem var der mange af. Og til begge holds ros skal det siges, at der aldrig var eller blev optræk til farligt spil. Fair-play var et gennemgående tema gennem hele kampen.

Hurtig start
Det blev Taastrup Realskole, der kom bedst fra start . Efter bare 85 sekunder fik holdet et hjørne. Det blev sparket halvskidt, men alligevel endte bolden inde foran målet, hvor der opstod et gigantisk klumpspil. Bolden sprang gevaldigt rundt, før den via David Vejsmoses ben endte i mål, og så førte Taastrup Realskole 1-0.

Det slog dog ikke værterne ud. De kæmpede videre, og spillet bølgede frem og tilbage. Anton Frederiksen fra Vestegnens Privatskole havde et drøn på overliggeren efter et kvarters spil. men der kom ikke så mange gode chancer, fordi begge hold stod solidt i defensiven.

Det ændrede sig lige før pausen, hvor Taastrup Realskole fik tilkendt et straffe, og på dette scorede anfører Casper Wassmann meget sikkert, så hans hold gik til pause med en 0-2 føring i bagagen.

Se straffesparket her:


Se også: Trak fra efter pausen

Sløseri
Da anden halvleg startede kiggede solen frem, og dermed blev spillet endnu bedre . Det var stadig Taastrup Realskole, der var toneangivende, men de sløsede rigtig meget, og der blev også slækket en smule i forsvaret. Hjemmeholdet troede stadig på det, og troen blev endnu større efter 45 minutter, hvor Mikkel Regaard fyrede et langskud af.

Og ordet langskud er virkelig dækkende her. Han tog chancen omkring 40 meter udefra, og skuddet gik i mål, selvom udeholdets keeper burde have reddet den. Men nu stod den 1-2 med et kvarter tilbage af kampen.

Se også: TV: Katja klaskede kuglen i kassen

Slog til
Taastrup Realskole kom op i gear igen, og de havde rigtig mange gode chancer, men der stod en strålende keeper, Frederik Christensen, i hjemmeholdets mål. Han diskede op med flere refleksredninger, så Taastrup Realskole kunne ikke lukke kampen, og i stedet slog Vestegnens Privatskole kontra.

De fik et frispark ca. 30 meter udefra.

- Skyd på mål, blev der råbt mere end en gang udefra, og det gjorde Marcus Blom.

Med et dejligt præcist skud sendte han bolden i kassen, og udligningen til 2-2 var en kendsgerning.

Se også: Farlige i luften

På kassen
I de sidste fem-seks minutter var begge hold påpasselige. Det her skulle afgøres på straffe. Der blev ikke taget chancer og ej heller skabt chancer, så kampen sluttede 2-2

Holdene gjorde sig klar til at sparke. Taastrup Realskole skiftede keeper, og Silas Sommer trak i trøjen.

Hvorfor går du i mål?, spurgte vi ham.

- Jeg er faktisk forhenværende målmand, og dengang jeg stod i mål, var jeg ret god til at tage straffe, så det synes min træner, at jeg skulle prøve at gøre igen. Og selvom jeg er lidt nervøs, så glæder jeg mig lidt til det, sagde Silas, og så gik han i målet.

Masser af fight. Foto: JJØ
Masser af fight. Foto: JJØ

Se også: Tilfældighedernes kamp

Blev afgørende
Og han fik en meget afgørende rolle. Da Vestegnens Privatskole skulle tage deres sidste spark, var stillingen 4-4, så de havde de bedste kort på hånden, men Taastrup Realskole havde Silas i målet. Han snuppede sparket, så stillingen var fortsat 4-4, og dermed gik holdene over til at sparke et for et.

Her scorede Taastrup Realskole på sit forsøg, og Silas kunne med endnu en redning sende sit hold videre.

Og det gjorde Silas. Han klarede det sidste spark med stor dygtighed, og han blev forståelig nok omfavnet af en masse glade holdkammerater, der fejrede sejren på 7-6 over Vestegnens Privatskole.

Vi fangede Silas til en kort kommentar efter kampen.

Se også: TV: Øst slog vest

Snu keeper
- Jeg havde luret, at deres sidste sparker var lidt nervøs. Han kiggede for meget ned. Så jeg besluttede mig til at vente med at vælge side til sidste øjeblik, og jeg fik jo fat i bolden. En skøn fornemmelse, sagde den på en gang glade og generte helt fra Taastrup Realskole.

Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere