TV: Trio scorede tre

Stærkt: Tre Antvorskov-spillere stod for tre scoringer, som sikrede sejren

Der var masser af drabelige dueller i kampen. (Foto: Michael Nordkvist)
Der var masser af drabelige dueller i kampen. (Foto: Michael Nordkvist)

Antvorskov Skole fra Slagelse bød i dag velkommen til gæsterne fra Sorø Privatskole i solskin og ingen vind. Perfekt fodboldvejr.

Se kampfakta her

Fra første fløjt tog Antvorskov initiativet. Hjemmeholdets tre offentive Hakan Ghadimi, Emil Laursen og Mike Nielsen lagde et tungt pres, godt hjulpet af deres midtbanefolk. Gæsterne derimod havde forudset, hvordan de rødklædte Antvorskov-drenge ville gribe kampen an og havde garderet sig med den alsidige Niels Walmar på venstre back, der sammen med Emil Corse og Oliver Krytz ryddede godt op, når der var fare på færde.

Flot spil gav mål
Hjemmeholdet holdt fast i det høje pres og Sorø-spillerne havde meget svært ved at få bolden sparket væk fra deres eget straffesparksfelt.

Andre Sørensen måtte tidligt udgå med en skade. (Foto: Michael Nordkvist)
Andre Sørensen måtte tidligt udgå med en skade. (Foto: Michael Nordkvist)
 

Efter otte minutter lagde kampens bedste spiller, Hakan Ghadimi, en millimeterpræcis aflevering ud til en fremstormende Sebastian Flindtholt på højrekanten. Sebastian løb til baglinjen og lagde flot bolden ind i hovedet på en fri Benjamin Overby, der desværre ikke rigtigt ramte kuglen. Derfor kunne Sorø-målmand Martin Olsen let samle op.

Bare et minut senere fik Benjamin Overby alt for meget plads foran straffesparksfeltet og med stort overblik lagde han bolden ind i højre side af feltet, hvor anfører Emil Laursen flot sparkede kuglen ind i nettet helt ude ved stolpen. Fortjent 1-0 til hjemmeholdet.

Sorø-drengene var rystede og hvis det ikke var for forsvarer Emil Corse, der holdt hovedet koldt og leverede storspil, havde Antvorskov scoret igen to minutter senere, da han frygtløst sparkede kuglen væk for næsen af Hakan Ghadimi og Benjamin Overby der stod helt umarkeret tæt på mål.

Emil Corse rydder op. (Foto: Michael Nordkvist)
Emil Corse rydder op. (Foto: Michael Nordkvist)

Se også: Mødte overmagten

Hjemmeholet dominerede
I denne periode var det stort set spil til et mål, og hver gang Sorøs to offensive, Max Strøyer og Mads Søndergård, fik noget at arbejde med, kom de til kort, da deres modstandere var større og fysisk stærkere. Det var ikke meget reservemålmand Rasmus Eghøje havde at lave i første halvleg. Rasmus måtte overtage målmandstrøjen få minutter før kampstart da førstekeeper, Patrick Kyed, pludselig blev utilpas under opvarmingen.

Patrick Kyed havde endda sagt før kampen:

— Jeg tror vi vinder 4-1 idag. Måske holder jeg målet rent, men det er en bedre modstander end i sidste kamp, så de får sikkert et enkelt.

I pausen fik Sorø-trænerne Stinna Engelsbak og Simon Egebjerg en god snak med deres spillere og Simon sagde blandt andet:

— Det er som om, vi bliver lidt bange for dem. Det skal vi ikke, for så taber vi. Vi skal turde slå os på dem.

— Vi skal spille med lange afleveringer det næste kvarter, så vi sætter Søndergaard på toppen, så vi kan få lidt fart deroppe.

Målmand Kyed klar igen
Da anden halvleg blev fløjtet i gang, var hjemmeholdets førstemålmand, Patrick Kyed, blevet frisk igen. Så naturligvis overtog han handskerne.

Da gæsterne gav bolden op testede Emil Corse lige om målmanden nu vitterligt var frisk igen, da han fra midterlinien sparkede på mål. Emils sigtekorn var dog ikke blevet indstillet, så bolden røg langt forbi mål.

Et halvt minut efter slap Mikail Uzubdal fri i højre side af gæsternes straffesparksfelt. Mikail afsluttede hårdt og fladt fra en spids vinkel, Martin-målmand kunne ikke holde skuddet, så kuglen sprang lige ud til Mike Nielsen der let kunne score til 2-0.

Hjemmeholdet var fortsat mest på bolden og langt farligst. Sorø-drengene stod stadig stærkt i forsvaret, men midtbane og angreb var nærmest ikke-eksisterende, så det andet mål var reelt afgørende for kampen.

Gæsterne var ved at miste modet. Emil Corse, William Stubtoft og Max Strøyer kæmpede dog godt, men resten af holdkammeraterne hang noget med skuffen. 10 minutter før tid tog Mikail Uzubdal dog revance for en tidligere afbrænder, da han energisk fulgte op på en hård afslutning som Martin Olsen ikke kunne holde, og trillede sikkert kuglen i kassen til 3-0.

Mikail Uzubdal og Magnys Byel i duel. (Foto: Michael Nordkvist)
Mikail Uzubdal og Magnys Byel i duel. (Foto: Michael Nordkvist)

Se også: TV: Kong Corse

Reddede straffe
I kampens sidste minut var der igen problemer i Sorøs straffesparksfelt. Efter lidt småspil fik en træt Niels Walmar taget benene på en Antvorskov-spiller og dommeren dømte straffespark.

Straffesparket tog Mike Nielsen sig af. Han tog selvsikkert bolden og lagde den på pletten, sparkede fladt i højre side af målet men Martin-målmand havde luret ham og reddede flot bolden. Derefter kunne dommeren fløjte kampen af.

Meget fortjent 3-0 sejr til Antvorskov Skole der er videre til næste runde. Sorø Privatskole spillede trods nederlaget en rigtig flot kamp, men tabte på fysikken.

I næste runde skal de stærke drenge fra Antvorskov Skole møde Eggeslevmagle Skole.

1 af 3 Lang aflevering. (Foto: Michael Nordkvist)
2 af 3 Hård fright. (Foto: Michael Nordkvist)
3 af 3 Der var masser af drabelige dueller i kampen. (Foto: Michael Nordkvist)