TV: Uden chance

Klasseforskel: Udspillede sin modstander

Gæsternes målmand havde en travl dag på kontoret, mens de grønblusede værter kørte modstanderen over. Foto: Erik Elmelund
Gæsternes målmand havde en travl dag på kontoret, mens de grønblusede værter kørte modstanderen over. Foto: Erik Elmelund

Herredsåsens drenge tordner derudaf, men de har endnu ikke fået modstand, så spørgsmålet om holdets reelle styrke står stadig ubesvaret. 

Holdet er dog meget stærkt og består af drenge fra 7-9. klasse, der alle spiller klubfodbold til daglig. De fleste på samme hold i Kalundborg G.B. og resten i Raklev G.I.

Se kampfakta her.

Se også: Spillede med musklerne

Dominans igen
I kampen mod Vallekilde Hørve Friskole var Skolen på Herredsåsen igen totalt dominerende, og allerede efter to minutter startede den farlige angriber Sebastian Murray en mål-kavalkade, da han sendte et langskud af sted uden chance for Vallekildes målmand Jalte Jensen, der fik en travl dag på kontoret. Kort efter scorede Murray igen, og da Mohammad Bako flot øgede til 3-0, var kampen afgjort. Holdets anden angriber Altin Dina fortsatte til 4-0 efter en god aflevering fra Lasse Andersen inden Murray igen var på pletten.

Ved føring på 5-0 indskiftede træner Michael Lorentsen alle sine bænkevarmere, men det blev holdet ikke dårligere af, da Herredåsen har et stærkt og homogent hold suppleret af et par farlige angribere i Altin og Murray samt en god målmand, Lukas Geisler, der endnu ikke er passeret i turneringen og heller ikke i denne kamp blev sat på nogle prøver.

Forsvarsspiller Magnus Thornsen udførte et flot langskud efter et kort frispark, og inden pausefløjtet fuldendte Murray sit første hattrick til stillingen 7-0. Vallekilde kunne intet stille op, men blev ved med at kæmpe mod overmagten og bevarede en god moral, hvilket træner Martin Jepsen roste dem meget for i pausesnakken.

Pausesnak hos gæsterne fra Vallekilde virkede ikke. Foto: Erik Elmelund
Pausesnak hos gæsterne fra Vallekilde virkede ikke. Foto: Erik Elmelund

Se også: Slog til igen

Fortsatte showet
Anden halvleg startede i samme rille. Altin blev dog skiftet ud, men Murray var stadig i målhumør og lavede endnu et hattrick, inden han blev udskiftet. Den ene scoring faldt efter to hjørnespark fra Cevin Thrane. Angrebs kollegaen Altin kom igen på banen og kvitterede med endnu en scoring, hvorefter venstrekant August Dahl udførte en flot vending med efterfølgende scoring. Altin sluttede festen med sit tredje mål til slutresultatet 13-0.

Målmand Jalte Jensen hos Vallekilde havde mange fine redninger, og midtbanespiller Olliver Jensen sled og slæbte, men holdet stillede op med mange, der ikke var vant til at spille fodbold i klubregi. 

På sidelinjen spionerede en af Nyrupskolens spillere Noah Rasmussen, der håber på, at begge hold går videre, så de vil mødes i slaget om Kalundborg.

Se også: TV: Bedst i blæst

Se et af Herredåsens mange hjørnespark som udløste mål:

Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere