TV: 'Vi blev overfaldet'

Herrefight: Der blev gået til stålet i kredsfinalen

Der var glæde hos Marievangsskolen og skuffelse hos Brøndby Strand Skole efter kredsfinalen. Foto: Henrik Schou
Der var glæde hos Marievangsskolen og skuffelse hos Brøndby Strand Skole efter kredsfinalen. Foto: Henrik Schou

- Vi blev overfaldet.

Sådan lød det ærligt og redeligt fra både Ahmet Carkaci og Mads Buhl fra Marievangsskolen, som netop havde hevet en yderst kneben 1-0-sejr hjem over et hårdt kæmpende hjemmehold fra Brøndby Strand Skole, hvis drenge kæmpede med alle midler og hele kroppen for at nå den forjættede kvartfinale.

Se kampfakta her.

Se også: TV: Gjorde det onde på Vestegnen

Var forberedte
Ahmet Carkaci fortalte også, at holdet havde forberedt sig grundigt inden kampen, men alligevel kom de under et stort pres.

- Vi var ellers blevet godt forberedte på, at vi ville komme under pres, men at de kom så voldsomt, det havde vi aldrig forestillet os, kom det fra Ahmet, og han blev bakket op af holdkammeraten Mads Buhl.

- Det betød jo, at vi slet ikke fik gang i vores pasningsspil. Der var ikke tid til at se op, inden man blev omringet af tre spillere. Derfor blev kampen ofte præget af en masse losseri. Ja, det var en værre losseplads, sagde Mads med et glimt i øjet.

Men når man tænker på, at Brøndby Strand Skole ligger midt i Brøndby IF's ånd, hvor Alexander Zorniger er kendt for overfalds fodbold, så er det måske meget forståeligt, at disse drenge også praktiserer denne form for fodbold.

Drengene fra Marievangsskolen i de røde trøjer sad tæt på modstanderne gennem det meste af kampen. Foto: Henrik Schou
Drengene fra Marievangsskolen i de røde trøjer sad tæt på modstanderne gennem det meste af kampen. Foto: Henrik Schou

Se også: TV: Matchvinder fik hjælp fra oven

Afgjort ud af ingenting
Kampen blev afgjort i den forlængede spilletids sidste minutter på et yderst tilfældigt mål af Mubarik Abdi, der fik serveret bolden for sine fødder af en forsvarsspiller fra Brøndby Strand, og derefter sendte han en høj og blød bold med en kæmpe bue mod mål. Tiden stod stille, og vejrtrækningen blev sat på pause, mens bolden sejlede mod mål. Den går over, håbede hjemmeholdets drenge, mens Marievangs drenge kiggede længselsfuldt hen mod øjeblikket, hvor bolden endelig ramte netmaskerne.

Så gik tiden i gang igen. Brøndby-spillerne kastede sig på jorden og slog hænderne i græsset, mens samtlige spillere fra Marievang sprintede hen til Mubarik Abdi, der stod med hænderne i vejret og takkede sin gud for dette meget afgørende mål.

Mubarik Abdi takkede de øvre magter efter den afgørende scoring i kredsfinalen. Foto: Henrik Schou
Mubarik Abdi takkede de øvre magter efter den afgørende scoring i kredsfinalen. Foto: Henrik Schou
 

- Det var en helt vild følelse, der gik gennem kroppen, da bolden gik i mål. Vi spurtede hen til Mubarik, og han blev næsten mast af omfavnelser. Så nu var den kamp lukket, tænkte jeg, sagde en meget glad Mads efter kampen.

- Og så alligevel ikke, kom det fra Ahmet.

Der var jo stadig tre minutter tilbage, og det er rigelig tid til at lave et mål. Og derefter gik der for alvor losseplads i kampen. Bolden blev høvlet ud over kanterne, og nærkampene blev om muligt endnu mere tætte. Men der blev ikke scoret flere mål, så kampen endte 1-0 til Marievangsskolen.

Mubarik Abdi bliver tiljublet af holdkammeraterne efter scoringen til 1-0 i kredsfinalen. Foto: Henrik Schou
Mubarik Abdi bliver tiljublet af holdkammeraterne efter scoringen til 1-0 i kredsfinalen. Foto: Henrik Schou

Se også: TV: Marievang modtager guldet

Meget fysisk kamp
Inden den dramatiske afslutning var der foregået både en fysisk hård kamp og også en kamp, hvor taktikken blev ændret i takt med udviklingen i spillet. Marievangsskolen fik lov at spille fodbold i de første fem minutter. Derefter tog de benhårde drenge fra Brøndby Strand Skole fat, og bolden kom som forventet ud til Ali Shah på venstrekanten.

Ali kan meget med en bold, og det viste han. Hans oppasser Marcus Jensen ville ikke kunne genkende hans ansigt efter denne kamp. Han så kun ryggen af Ali, når Ali elegant og med god brug af kroppen passerede ham.

Marievangsskolens træner reagerede hurtigt. Der kom en ny spiller på Ali Shah. Denne gang var det Magnus Dixen, der fik tjansen. Også han blev overløbet, og så blev der rokeret igen. Gæsterne trak den stærke og hurtige Ahmet Carkaci fra midten og ud på venstrekanten.

En af de mange hårde dueller fra herrefighten i kredsfinalen mellem Brøndby Strand Skole og Marievangsskolen. Foto: Henrik Schou
En af de mange hårde dueller fra herrefighten i kredsfinalen mellem Brøndby Strand Skole og Marievangsskolen. Foto: Henrik Schou
 

Og det kom der nogle herlige dueller ud af. Begge knægte er dygtige fodboldspillere, der kan tåle at få græs og jord på knæene, så vi fik nogle heftige 'hanekampe' at se.

- Vi havde nogle meget tætte dueller, og jeg synes, at vi begge var fair, og når dommeren gav os lov til at gå hårdt til hinanden, så gjorde vi det. Vi var på intet tidspunkt uvenner, og der var masser af små håndtryk undervejs. Og jeg fik ham da lukket ned, sagde Ahmed, da han satte et par ord på de mange dueller.

Hør Ahmet fortælle om kampen her:

Se også: Marievangsskolen er i kvartfinalen

Taktisk affære
Hele første halvleg bortset fra de første fem minutter tilhørte hjemmeholdet, og alligevel fik de en mindre skideballe i pausen. Men også hjemmeholdet ændrede taktik. Ali Shah blev lagt ind på midten, og Zeeshan trak lidt tilbage i forsvaret.

Anden halvleg blev spillet på følgende præmisser. Den spiller, der ville mest, vandt bolden, og da dommeren lod spillerne gå til stålet, så gjorde de det. Men der var aldrig optræk til eftertacklinger og andre grimme svinestreger.

I slutningen af anden halvleg havde hjemmeholdet et strålende forsøg, der havde fortjent en bedre skæbne. Ali Shah vandt sin duel og slap fri. Han tordnede bolden mod mål, men en super refleks-parade fra Mikkel Pedersen forhindrede i første omgang bolden i at gå i mål.

Derfra sprang bolden ned på stregen, og Mikkel var hurtigt over den. Hurtigere end en klapperslange hugger, og han fik fat i den. Selvfølgelig var der nogle, der mente, at den havde passeret stregen. Linjedommeren stod godt placeret, og hans kendelse var, at der ikke var mål, og derfor stod der stadig 0-0. Lige inden dommeren fløjtede af, måtte Lucas Hansen fra Marievangsskolen forlade banen, efter han kom for sent med en tackling. Det gule kort kunne ikke være tydeligere.

Lucas Hansen fra Marievangsskolen måtte ud i ti minutter i løbet af kampen efter at have modtaget et gult kort. Foto: Henrik Schou
Lucas Hansen fra Marievangsskolen måtte ud i ti minutter i løbet af kampen efter at have modtaget et gult kort. Foto: Henrik Schou

Se også: Galleri: Brøndby Strand Skole - Marievangsskolen

20 minutter ekstra
Omkampen blev mærkeligt nok ikke indledt med et stormløb mod gæsternes mål. Der gik forsigtighed i spillet hos begge hold. Angsten for at tabe blev større end lysten til at satse på en sejr. Og mens alle gjorde sig klar til ti forsøg fra 11-meter pletten, kom det mål, som Mubariks gud fik æren for.

Kampen sluttede med 11 drenge fra Brøndby Strand Skole, der lå på jorden med forstenede ansigter. Hvorfor vandt vi ikke? Vi havde jo chancen, stod der skrevet i ansigterne på dem.

Men det skal siges om disse drenge fra Brøndby. De tabte med støvlerne på. De havde simpelthen givet alt, hvad de havde i sig. Stor ros herfra for deres indsats.

Der var stor skuffelse hos drengene fra Brøndby Strand Skole, og spillerne tog sig til hovedet efter nederlaget i kredsfinalen. Foto: Henrik Schou
Der var stor skuffelse hos drengene fra Brøndby Strand Skole, og spillerne tog sig til hovedet efter nederlaget i kredsfinalen. Foto: Henrik Schou
 

Drengene fra Marievangsskolen var lettede men meget glade.

- Det er det absolut bedste hold, vi til dato har mødt.

- Så nu kan vi tage tilbage til skolen og fortælle, at det var en god ide at give os fri fra terminsprøven i dag. Det var der nemlig 7-8 spillere, der havde fået lov til, lød det fra både Mads og Ahmet.

Dermed er Marievangsskolen tilbage i det fine selskab blandt de otte bedste i Danmark. Tilbage i 90'erne var skolen to år i træk i finalen i Parken med et drengehold.

Hør Mads Buhl fortælle om, hvordan holdet blev overfaldet:

1 af 7 
2 af 7 
3 af 7 
4 af 7 
5 af 7 
6 af 7 
7 af 7 Der var glæde hos Marievangsskolen og skuffelse hos Brøndby Strand Skole efter kredsfinalen. Foto: Henrik Schou
Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna Cecilia Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen