Tvillinger i målhumør

Holdt kampen i live: Målmand Tobias Lund sørgede for spændingen i opgøret

Der var masser af kamp om bolden. Foto: Jens Jørgen Jørgensen
Der var masser af kamp om bolden. Foto: Jens Jørgen Jørgensen

Tirsdag tog Marievangsskolen imod Tølløse Privat- og Efterskole i en af kredssemifinalerne i Sjælland Midt.

Værternes træner, Søren Tvile, var forud for kampen til dels optimistisk.

- Vi spiller rigtig god fodbold, men jeg er spændt på, om vi får scoret, da vi skal bruge mange chancer til det.

Se kampfakta her.

Se også: Få styr på foråret

Skarpheden manglede
Gæsternes målmand og anfører, Tobias Lund, forudså en travl time, men var også optimistisk.

- Det er vigtigt, vi står tæt sammen i forsvaret. Så må vi se at få puttet en enkelt ind eller satse på straffespark.

Begge fik til en vis grad ret.

Fra start satte hjemmeholdet sig på kampen anført af midtbanespillerne Lucas Hansen og Rasmus Wiese.

Tølløse Privat- og Efterskole blev presset tilbage, og der kom et par gode langskud fra de to midtbanespillere. Men Marievangsskolen blev efterhånden for tilbøjelige til at holde for længe på bolden og spille for snævert. Så de fysisk stærke drenge fra Tølløse fik efterhånden lidt mere at sige i kampen.

Selv en udvisning på ti minutter overlevede gæsterne. Blandt andet fordi Marievangsskolen i denne periode brændte en dobbeltchance, ligesom Mads Frederiksen måtte redde et hovedstød på stregen.

Fremme levede udeholdet primært på enkeltmandspræstationer fra Andreas Nielsen, Magnus Saaby og Casper Christensen, mens Mads Frederiksen og Jonas Svanebjerg kæmpede heroisk i forsvaret.

Bag dem stod målmand Tobias. Gennem hele første halvleg præsterede han talrige fine indgreb og flotte redninger på stregen, så først og fremmest på grund af ham stod det stadig 0-0, da holdene gik til pause.

Værterne sad på meget af spillet, men kunne ikke omdanne chancer til mål. Foto: Jens Jørgen Jørgensen
Værterne sad på meget af spillet, men kunne ikke omdanne chancer til mål. Foto: Jens Jørgen Jørgensen
 
Se også: Gik fra helt til skurk

Keeper holdt gæster inde
Træner Søren Tvile havde denne korte besked til Marievangsskolens drenge:

- Vi er et meget bedre hold. Fortsæt med at spille bolden rundt. Få åbnet mere på fløjene og pas på ikke at komme til at losse.

Med disse ord gik anden halvleg i gang, og der var næppe spillet et minut, før værterne fik hul på bylden.

Tilsyneladende var udeholdets forsvar ikke kommet helt på plads, da Jonathan Wiese stod helt fri. Han gjorde første halvlegs afbrænder god igen med en sikker scoring.

Det fik Marievangsskolen til at jagte en ny scoring for at få kampen lukket. Men trods talrige muligheder holdt stillingen et godt stykke tid - ikke mindst på grund af målmand Tobias, der fortsat præsterede små mirakler i målet.

Se også: TV: Hattrick af landsholdsspiller

Lukkede ballet
Faktisk fik Tølløse Privat- og Efterskole en god mulighed for udligning, da Noah Kongfeldt pludselig var helt fri. Men han blev så forundret over det, han ikke fik ordentlig kontrol over bolden.

I stedet lukkede Jonathan endelig kampen med sin anden scoring med ti minutter igen, og inden slutfløjt ville hans tvillingebror Rasmus også blande sig med en scoring til slutresultatet 3-0.

En sejr, der ville have været langt større, hvis det ikke havde været for målmand Tobias.

Marievangsskolen skal møde vinderen af Skt. Josefs Skole og Brøndby Strand Skole i kredsfinalen. Den spilles torsdag 22. november klokken 11, og Marievangsskolen har udebane.

Husk, at kredsfinalen dækkes live på vores Facebook-kanal.

De spiller om at komme i forårets kvartfinaler. For vinderens vedkommende bliver kvartfinalen spillet i uge 14 mellem 1. og 4. april 2019.

Marievangsskolens vej til kredsfinalen:

12. september: Frederiksberg Skole - Marievangsskolen, 0-4

25. september: Marievangsskolen - Nymarkskolen, 8-0

9. oktober: Marievangsskolen - Allerslev Skole, 2-1

29. oktober: Sorø Privatskole - Marievangsskolen, 0-2

6. november: Marievangsskolen - Eggeslevmagle Skole, 4-1

13. november: Marievangsskolen - Tølløse Privat- og Efterskole, 3-0

Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna Cecilia Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen