Aldrig tvivl om resultatet

Fairplay: Der var højt humør igennem hele kampen

Anna Duckert jagter en bold. Foto: Poul Gregersen
Anna Duckert jagter en bold. Foto: Poul Gregersen

Rungsted Skole tog imod Rungsted Private Realskole i Hørsholm Idrætspark, hvor begge hold har hjemmebane. Skolerne ligger nogle hundrede meter fra hinanden, og mange af pigerne kender hinanden. - Ikke fra fodbold, men fra andre aktiviteter.

- Der er kun tre på vores hold, der spiller til daglig, fortalte anfører Anna Duckert fra udeholdet efter kampen.

Se kampfakta her.

TV: Målscorer: Vi kan nå langt

Humør i top
Heller ikke det andet hold kunne mønstre mange fodboldspillere, men så kunne de noget andet. Begge mandskaber havde spilleglæde og højt humør og det hele kampen igennem.

Udeholdet kom foran 1-0 efter blot tre minutter. Hjemmeholdet fik både et frispark og et hjørnespark i halvlegen, mens gæsterne i de sidste minutter af halvlegen havde både skud på mål og en bold, der gik i mål. 

Kort før pausen sendte Anna Duckert en bold indover, hvor Louise Rand fra venstre side sendte den i nettet til 2-0.

TV: Den nye taktik hjalp

Snedigt mål
Anden halvleg startede med en pudsig episode. Målmand Casanja Bjerregaard, der ikke er målmand til daglig, fik bolden, men turde ikke tage den op i hænderne. Stod og kiggede på den, mens hun søgte hjælp hos medspillerne. Ingen reagerede med undtagelse af udeholdets Anna Duckert, der kom løbende et pænt stykke væk fra, snuppede bolden med fødderne og sendte den i mål. 3-0 til gæsterne.

Flere af udeholdets spillere havde et godt drive og blik for spillet, heriblandt Victoria Clausen, der havde mange fine afleveringer.

- Jeg syntes, vi var gode til at orientere os, fortalte Anna Duckert efter kampen.

- Vi satte holdet i fredags og har tænkt over det siden.

TV: Kæmpede lige godt

Flere mål i vente
Ganske rigtigt, udeholdet var klart bedst. Alligevel var det hjemmeholdet, der ved ihærdigt arbejde af Ida Heelbøl fik det næste mål. Ida gik selv og skød uden om målmanden. 3-1.

Ida Heelbøl scorede sit holds eneste mål. Foto: Poul Gregersen
Ida Heelbøl scorede sit holds eneste mål. Foto: Poul Gregersen
 

Næste mål blev sat ind af Laura Nyegaard, der fik bolden fra højre og sendte bolden i mål under målmanden.

- Jeg skød med venstre, kom det begejstret fra Laura efter scoringen.

Laura Nyegaard (tv.) og Anna Duckert (th.) var to af de store profiler på holdet. Foto: Poul Gregersen
Laura Nyegaard (tv.) og Anna Duckert (th.) var to af de store profiler på holdet. Foto: Poul Gregersen
 

Det blev 5-1 og 6-1, begge mål sat ind af Anna Duckert efter godt forarbejde af blandt andet Victoria Clausen.

- Giver det nu flødeboller, var hendes råb til trænerteamet.

Svaret lod vente på sig. 

6-1 til Rungsted Private Realskole over Rungsted Skole. Sejren var aldrig i fare.