Temperamenter i kog

Der blev givet og taget i drengekampen mellem Rungsted Skole og Borupgårdskolen

-  Rungsted-drengene vandt en uhyre tæt kamp. (Foto: Poul Gregersen)
- Rungsted-drengene vandt en uhyre tæt kamp. (Foto: Poul Gregersen)

Dommeren i kampen mellem Rungsted Skole og Borupgårdskolen måtte have kortene frem samt dæmpe de ophidsede gemytter igennem kyndig samtale.

Fik godt gas
Fra starten af kampen pressede hjemmedrengene fra Rungsted Skole deres modstanderne godt i bund, men de formåede ikke at omsætte det massive pres til scoringer. Fokus i kampens indledende del var på de intense nærkampe. Der blev givet og taget fra begge hold. Og efter at have uddelt et gult kort til hvert hold indenfor de første 10 minutter, måtte dommeren lige tage en alvorssnak med de to hold. Og det hjalp betragteligt.

Ud af ingenting
Stik imod spil og chancer var det Borupgårdskolen, der fik bragt sig foran i det 26. minut, da Burak Fener fik sendt et hjørnespark afsted - og det sejlede hele vejen i mål. Et par minutter efter satte holdet dog pres på sig selv, da de fik udvist en af holdets stærke midterforsvarer. Dermed skulle de spille 2. halvlegs første otte minutter én mand i undertal, og det fik Rungsted Skole udnyttet.

Syv minutter inde i 2. halvleg snød holdets Bjørn Bille Tølbøll tre modstanderen med flotte finter for til sidst også at tørre målmanden. 1-1 stod den dermed. Der blev ikke scoret flere mål, så det skulle afgøres på straffespark. Her var Rungsted Skole bedste til at holde nerverne i ro, og de kunne dermed fortjent vinde 5-4.

Flot fight
Begge hold viste kampen igennem flot spil, hvor især Borupgårdskolens Emil Overgaard Bruhn og Magnus Buch Vestergaard lyste op i forsvaret, mens Lau Thomsen og Talip Yilmaz sled i det i holdets angreb.

Rungsted Skoles Ali Malik Falih Al-Bahadi sled og slæbte kampen igennem på venstre fløj og ofte med nogle noget større modstandere overfor sig, men det holdt ham dog ikke tilbage. Han spillede en flot kamp. Bjørn Bille Tølbøll gjorde det fremragende på Rungsted Skoles midtbane, og i forsvaret havde Mats Fleron, William Rask Olufsen, Casper Engel Olufsen og Andreas Louis Tychsen rigtig godt styr på modstanderne.