Bare 12 år: Mageløse Malou

Fem kasser: Malou var i hopla, og var en stor årsag til sit holds sejr

Malou er bare 12 år, men kan overstråle alt og alle på en fodboldbane. (Foto: John Froman)
Malou er bare 12 år, men kan overstråle alt og alle på en fodboldbane. (Foto: John Froman)

Dagens pigeopgør mellem Søagerskolen og Boesagerskolen, blev en kamp mellem to store profiler. Fra Søager leverede Julie Henriksen en flot præstation, og fra Boesager må alle tage hatten af for Malou Marcetto, der med fem scoringer var stærkt medvirkende til Boesagers store 7-1 sejr.

Spiller med drengene
Hun går kun i 6.klasse og er ikke mere end 12 år. Alligevel var hun den helt store oplevelse i kampen. Til dagligt spiller hun i Smørum, men hun er ikke som piger er flest.

Hun spiller nemlig med drengene, fordi der er større udfordringer i det for hende. Hun er teknisk meget dygtig og er god til at orientere sig på banen. Hun styrer sit hold med hård hånd - og så er hun altså bare 12 år.

Malou sparker frispark. (Foto: John Froman)
Malou sparker frispark. (Foto: John Froman)
 

Afgjort inden pausen
Malou skulle ikke bruge lang tid for at vise klassen. Kampen stod 5-0 ved pausen. Mageløse Malou tegnede sig for kampens første scoring efter bare to minutters spil.

I anden halvleg fik Søager-pigerne reduceret, men Malou og Boesager fortsatte. De scorede yderligere to gange i anden halvleg.

Begge mandskaber kan se tilbage på en god indsats og de fremmødte tilskuere blev underholdt med mange gode detaljer. Med sine fem mål viste Malou Marcetto, at hun kan blive en sand målsluger i årets turnering. Vi kan kun vente på, at disse unge piger skal i ilden igen.