Fest på og uden for banen

40 års jubilæum: Drengene fra Vedbæk Skole kunne fejre skolens jubilæum med sejr

Det var meget velspillet kamp, som fandt sted i Vedbæk. (Foto: Peter Skov)
Det var meget velspillet kamp, som fandt sted i Vedbæk. (Foto: Peter Skov)

BSVs dejlige baner på Gyngehusvej 27 i Vedbæk lagde græs til dagens kamp mellem Vedbæk Skole og Rungsted Private Realskole.

Kampen blev dog afviklet uden tilskuere, da de var optaget af at fejre Vedbæk Skoles 40 års jubilæum med lagkager og stor fest.

På tynd is

En spillemæssig fest og masser af spænding blev det også til på selve banen, hvor de to skoler spillede en fortrinlig kamp med vidunderlig intensitet, fart og mange gode detaljer. Det blev en meget lige forestilling.

Ganske som hjemmeholdets anfører, Rasmus Bastman også spåede det inden kampen. Han ventede:

— En meget lige kamp. Begge hold har gode spillere. Jeg tror først, den bliver afgjort efter straffespark. Det sidste kom dog ikke til at holde stik.

Se kampfakta her.

Tabte med stil

Ventede en lige kamp
Julius Lynggaard, Rungsted Private Realskole, troede også på en meget lige kamp:

— Jeg er meget spændt, da jeg tidligere selv har gået på Vedbæk Skole og fortsat er gode kammerater med flere af spillerne. Jeg mener dog, at de er favoritter, da der er flere på deres hold, der spiller på et højere niveau, end vi gør det. Men vi vil helt sikkert gøre vores bedste, og vi giver ikke op på forhånd.

Julius spillede i øvrigt en meget fornem kamp og viste mange prøver på sin farlighed, enorme fart og antrit.

Første halvleg endte 0-0 med en lige smule overvægt i spillet til hjemmeholdet, der også kom til flere nærgående forsøg.

Rungsteddrengene lagde taktik i pausen. (Foto: Peter Skov)
Rungsteddrengene lagde taktik i pausen. (Foto: Peter Skov)
 

Anden halvleg fortsatte på samme måde, og begge hold havde måske nok forestillet sig, at der skulle en straffesparkskonkurrence til.

Havde andre planer
Marcus Nielsen ville det anderledes, og han bragte sit hold foran 1-0 med cirka fem minutter tilbage på en stikning dybt i banen, hvor Rungsted Private Realskole stod meget højt.

Kampen blev definitivt afgjort et par minutter før tid, hvor Oscar Lopez - Vedbæk Skoles topscorer i turneringen - scorede til 2-0 på en returbold på kort afstand inde i målmandsfeltet.

Fortjent sejr til Vedbæk Skole, som dermed både kunne fejre 40 års jubilæum og sejr på samme dag. Holdet havde bolden mest og skabte de fleste og største chancer.

Vedbæk Skoles David Holsko udførte, på trods af flere dages sygdom i kroppen, et kæmpe arbejde på midtbanen i et sandt arbejdsraseri. Imponerende, hvad han magtede i spillet både med og uden bold.

De tre glade prisvindere. (Foto: Peter Skov)
De tre glade prisvindere. (Foto: Peter Skov)
 

Hos Rungsted Private Realskole imponerede målmanden, Marcus Thorlak. Han stod en fantastisk kamp og havde mange fremragende redninger og sikre indgreb i kampens løb. Han holdt Rungsted Private Realskole inde i kampen og måtte til sidst bukke sig for overmagten.