Legende løjer

Gik til den: Pigerne havde ikke spillet meget fodbold, men gik til stålet

Kampen bølgede frem og tilbage. (Foto: Poul Gregersen)
Kampen bølgede frem og tilbage. (Foto: Poul Gregersen)

Det var ikke den store spillemæssige rutine, der var til stede på holdene. Til gengæld var det nogle glade og ivrige piger, der begyndte kampen i Annisse Nord på Bjørnehøjskolens bane. GribSkolen fra Græsted var på besøg.

Kampens profil var Bjørnehøjskolens anfører Astrid Bonnesen, der nogle minutter inde i kampen driblede på højre fløj, skar indover, afdriblede et par modstandere og sendte bolden i mål til 1-0.

Der var i første halvleg mest spil mod GribSkolens mål. Det gav bonus i det tolvte minut, hvor målmand Kira Køpping, der ikke spiller fodbold til daglig, ikke fik sparket bolden langt nok ud. Bolden blev opfanget af Astrid Bonnesen, der spillede Christina Nielsen helt fri. Så stod der 2-0.

Gribskolen havde i halvlegen nogle forsøg, der dog ikke var farlige.

Se kampfakta her.

Se også: TV: Sikker sejr

Helt ny indstilling
Trods manglende rutine gik Kira frisk til sagen på målmandsposten. Desværre for hende og holdet måtte hun i det 23. minut parere en bold, der gik ud til en total udækket Astrid Bonnesen, der scorede sikkert på riposten.

Det var et helt andet hold fra GribSkolen, der kom ud til anden halvleg. Holdet havde fået talt tingene igennem. Indenfor det andet minut fik Louise Alexandra reduceret til 3-1 med et skud fra højre side af straffesparkfeltet.

— Jeg tog bare chancen og skød, sagde Louise, og så var det mål.

En god start, der sammen med de omplaceringer, der havde fundet sted i pausen, gjorde, at GribSkolen fik langt mere spil i anden halvleg.

— Ja, vi havde fået forklaret de mindre rutinerede, hvordan de skulle placere sig på banen, fortalte Louise, da hun lå udenfor banen med et spark på lægmusklen.

Afslutningen faldt hurtigt
Desværre for GribSkolen scorede de i eget net små syv minutter inde i anden halvleg. I sin iver for at sparke væk, fik en forsvarsspiller ikke drejet foden nok, og så var stillingen 4-1 til Bjørnehøjskolen.

GribSkolens piger tabte ikke modet, men fortsatte deres offensiv. To gange i halvlegen lagde en Bjørnehøj-spiller bolden tilbage til egen målmand, der tog bolden op. Manglende rutine eller træning, men det gav indirekte frispark begge gange og begge gange lige uden for målfeltet. Desværre var det så GribSkolens manglende rutine, der betød, at ingen af situationer gav mål.

GribSkolen fik to indirekte frispark i kampen. (Foto: Poul Gregersen)
GribSkolen fik to indirekte frispark i kampen. (Foto: Poul Gregersen)
 

Kort før tid fik Natasja Jensen, Gribskolen, fra klos hold, sendt bolden i nettet, så slutresultatet blev 4-2 til Bjørnehøjskolen.

— Vi havde vældige problemer med forsvars-spillet i anden halvleg, konstaterede Astrid Bonnesen efter kampen

— I første halvleg havde vi også et bedre samarbejde mellem midtbane og angreb. Det er hyggeligt at spille, selvom nogle ikke er så rutinerede, sluttede hun.