Marie Kruses Skole: Her er alle profilerne

Optakt: Læs om 'Høgen', 'Kraftværket' og det stærke forsvar

Oliver Høgsberg kommer til at få afgørende betydning for Marie Kruses Skoles succes i finalen. Foto: Henrik Schou
Oliver Høgsberg kommer til at få afgørende betydning for Marie Kruses Skoles succes i finalen. Foto: Henrik Schou

Han dominerer luftrummet som en rovfugl, der deler pladsen i de højere luftlag med gråspurve. Samtidig er han konstant over sine holdkammerater med verbal opmuntring og vejledning fra start til slut uden at miste fokus på sine egne spillemæssige kvaliteter på den centrale midtbane.

Her fungerer fødderne og hovedet som magneter, der konstant suger bolden til sig.

Oliver 'Høgen' Høgsberg er med andre ord den ubestridte leder og afgørende brik på Marie Kruses Skoles midtbane, hvor han er superlimen, der binder forsvar og angreb sammen, og med sit rovfugleblik for spillet er han konstant i nærheden af bolden.

- Der er et stort pres på mine skuldre. Det er ikke sådan, jeg er den eneste, der tager ansvar på vores hold, men mange kigger på mig, når der skal ske noget på vores hold. Det passer mig heldigvis fint med ansvar, siger Oliver Høgsberg, der tidligere har prøvet at spille U-kampe for Brøndby mod FCK.

- Der var 1.000 tilskuere, selv om det var en ungdomskamp. Jeg er vant til presset, selv om jeg må indrømme, jeg blev nervøs inden semifinalen. Det har jeg ALDRIG prøvet tidligere inden en fodboldkamp. Og jeg har lige spillet stor U19-finale ved et stævne i England, siger den nuværende AB-spiller.

Se også: TV: 'Høgen' tog holdet under vingerne

Forventningspres
Presset bliver næppe mindre på den 16-årige anfører inden finalen i verdens største skolefodboldturnering.

Men det er et positivt forventningspres fra fodboldgale Farum og Marie Kruses Skole, der normalt ikke kommer særlig langt i Ekstra Bladet Skolefodbold.

- Der bliver ikke talt om meget andet end skolefodbold på vores skole. Selv lærerne glæder sig til kampene. Skolen er stolt over, vi er kommet så langt, og vores tilskuere har været fantastiske til at skabe stemning, lyder det fra Oliver Høgsberg.

Oliver Høgsberg dirigerer konstant sine medspillere. Foto: Henrik Schou
Oliver Høgsberg dirigerer konstant sine medspillere. Foto: Henrik Schou

Se også: Sådan kan du følge finalerne

Tændt eller overtændt
Nu er der kun ét skridt tilbage på vejen mod den ultimative triumf for 'Høgen' og Marie Kruses Skole. Men hvis Farum-drengene skal løfte pokalen på Odense Stadion, er det vigtigt, Oliver Høgsberg finder den rette version af sig selv frem.

I kvartfinalen kogte det over for 'Høgen', der viste en side af sig selv med provokerende brok, skuespil og ALT for meget fokus på andet end at spille fodbold. Den attitude var pakket sammen i semifinalen, hvor han skød brystet frem, pumpede holdkammeraterne op til lir og vandt langt størstedelen af sine dueller.

Der er ingen tvivl om, Oliver Høgsberg på en fodboldbane lever af sin energi. Men benzinen, der driver ham, kan både tænde og overtænde bålet:

- Jeg bliver en bedre spiller af at være helt oppe i spændingsniveau. Jeg erkender, jeg mistede hovedet i kvartfinalen, og jeg skal selvfølgelig finde grænsen mellem tændt og overtændt. Jeg er den type spiller, der går forrest og kaster mig ind i alle dueller med 110 procent. Det kan man ikke pille ud af mig, og jeg tror da også, det bliver vigtig for holdet i finalen at have en anfører, der går forrest mod sejren, siger 'Høgen'.

Se også: TV: Midterforsvarer: Jeg bobler indvendigt

'Kraftværket' skyder på det hele
Mikkel Wiese udgør den anden halvdel af Marie Kruses Skoles sublime centermidt.

Selv om han ikke er helt så fysisk stærk som 'Høgen', vinder 'Kraftværket' lige så mange bolde - ikke mindst fordi han løber solen sort hver evig eneste kamp og placerer sig korrekt.

Den løbestærke midtbanespiller har med seks mål i otte kampe vist sin målfarlighed. I kvartfinalen mod Skolen på Herredsåsen var Wiese nok engang essentiel for Farum-holdet, da han scorede begge mål i 2-2 kampen, der først fandt sin afgørelse i straffesparkskonkurrencen.

Særligt målet til 1-0 var spektakulært, idet 'Kraftværket' tog sig kærligt af et frispark i venstre side af banen - næsten ude ved sidelinjen, ca. 20 meter fra baglinjen. Bolden blev sendt hele vejen i bagerste målhjørne til stor overraskelse for alle. Bortset fra knægten, der sparker på det hele.

- Jeg skyder som regel mod mål. Der er store chancer for, at den rammer en på vejen og hvis ikke, så går den i mål, siger Mikkel Wiese.

Nu er Stjernevejskolens målmand advaret.

Mikkel Wiese har altid skud i støvlerne. Foto: Henrik Schou
Mikkel Wiese har altid skud i støvlerne. Foto: Henrik Schou
 

Hold øje med: Süleyman Ay
Den boldsikre centerforsvarer er umulig at overrumple i defensiven. Han placerer sig altid korrekt og er nærkampstærk. Han skal dog undertrykke lysten til at vise sine driblefærdigheder i forsvaret.

Süleyman er virkelig gået forrest i den bagerste kæde. Foto: Henrik Schou
Süleyman er virkelig gået forrest i den bagerste kæde. Foto: Henrik Schou

Hold øje med: Tobias Jensen
Den lille midtbanespiller er en rigtig energibombe. Han dækker et kæmpe areal af banen med sit store løbearbejde, og ikke nok med han var her, der og alle vegne i semifinalen - han blev også matchvinder.

Tobias har et løbepensum som få andre. Foto: Henrik Schou
Tobias har et løbepensum som få andre. Foto: Henrik Schou
 

Derfor vinder Marie Kruses Skole
'Høgen' og 'Kraftværket' er en af de stærkeste midtbaneduoer i årets turnering. Når 'Høgen' fokuserer på fodbold, er han nærmest umulig at styre udenom for modstanderen i det opbyggende spil. Farum-skolens firebackkæde er desuden umådelig svær at overspille. Kun fem mål er lukket ind.

Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere