Nordstjernerne glimtede

Viste vej til næste runde: Drengene fra Norstjerneskolen er klar til en kamp mere i verdens største skolefodboldturnering

Nordstjerneskolens drenge trak sig sejrrigt ud af opgøret. (Foto: Peter Skov)
Nordstjerneskolens drenge trak sig sejrrigt ud af opgøret. (Foto: Peter Skov)

Nordstjerneskolen, der består af hovedsagelig spillere fra Helsinge og Ramløse, lagde stærkt ud i hæsblæsende tempo på Helsinge Stadion i kampen mod Nordsjællands Efterskole.

Se kampfakta her.

— Jeg tror det bliver en meget lige kamp, men vi kommer nok til at have bolden mest. Jeg håber vi vinder, sagde Nordstjerneskolens anfører Tobias Tonndorff inden kampen.

Han skulle få ret.

Se også: Keeperen skulle i Tivoli

Hjemmeholdet pressede godt på, og det virkede som om gæsterne ville blive løbet over ende. En meget farlig kontra i denne fase kunne dog nemt have bragt Nordsjællands Efterskole foran, men det store tilbud blev misbrugt.

Det gav lidt luft og respekt. Herefter tog hjemmeholdet igen over og kom foran både 1-0 og 2-0. Begge mål lavet af Emil Svendsen. Dette var også resultatet ved halvleg.

Det så ud som en formsag for Nordstjerneskolen, men gæsterne kom ud med stor gejst i anden halvleg.

Tilbage med et brag
På en dødbold allerede efter fem minutter scorede Jonathan Oehlenshlager et meget flot mål på hovedstød til stillingen 2-1.

Der var mange chancer til begge hold. Den største chance havde udeholdet cirka fem minutter før tid, hvor hjemmeholdets målmand flot afværgede et forsøg inde i straffesparksfeltet. Kampen endte 2-1 til hjemmeholdet. Fortjent var det, men udeholdet kæmpede til sidste fløjt og havde flere muligheder for udligning.

Se også: TV: Stor sejr, men offside-problemer

Pigen med drengene
Nordsjællands Efterskole er en meget lille efterskole med blot 80 elever fordelt ligeligt på begge køn. Det er en efterskole, der ikke tilbyder egentlige fodboldfaglige eller idrætslige særtimer. Skolen måtte da også til dagens kamp gøre brug af een af deres piger, Miriam Sode, som i øvrigt spillede en flot kamp i forsvarets venstre side.

Miriam spillede sammen med drengene. (Foto: Peter Skov)
Miriam spillede sammen med drengene. (Foto: Peter Skov)
 

Miriam, der selv frem til sommeren 2015 spillede fodbold for Elite Bornholm, fortalte efter kampen:

— Det var sjovt og spændende at være med. Ærgerligt, at vi ikke fik udlignet til sidst. Men det var trods alt fortjent, at Nordstjerneskolen vandt.

Udeholdets anfører, Silas Techow, var enig med Miriam, men ærgrede sig særligt over én episode.

— Jeg er meget tilfreds med hele holdet. Alle ydede en flot indsats. Jeg er lige nu mest skuffet over, at jeg kunne brænde den meget store chance jeg fik kort før tid. Jeg synes i øvrigt, at kampens dommer leverede en fornem præstation. Han så og dømte det hele, så stor ros til ham.

1 af 2 De tre prisvindere. (Foto: Peter Skov)
2 af 2 Nordstjerneskolens drenge trak sig sejrrigt ud af opgøret. (Foto: Peter Skov)