Ringet op af DBU: Vildt dejlig besked at få

Onemanshow: Landsholdsklare Malou Rylov scorede alle sit holds fire mål

Malou Rylov var kampens helt store hovedperson. Foto: JJØ
Malou Rylov var kampens helt store hovedperson. Foto: JJØ

På Sydbank Arena var der fredag opgør mellem pigerne fra Boesagerskolen og Skovlunde Skole i 3. runde af Ekstra Bladet Skolefodbold.

Skovlunde Skole stillede op med fremtidens hold. Der var slet ingen piger fra 9. klasse, og der var endda spillere med helt nede fra 4. klasse.

Se kampfakta her.

Se også: TV: Værter helt ude i skoven

Frygtede Malou
Lige inden kampen sagde to af Skovlunde Skoles bærende spillere i de to foregående kampe, Sara Bursac og anfører Julie Daae, følgende:

- Vi tror, det bliver en noget større udfordring, end vi har prøvet før. De har i hvert fald en meget dygtig spiller i Malou. Hende kender vi udmærket, og vi ved, hun lavede seks mål i deres første kamp. Men måske spiller hun ikke i dag, kom det fra en af pigerne.

- Vi ved, at hun har været skadet. Men hun varmer godt nok op, så mon ikke hun skal spille. Vi vil i hvert fald prøve at gøre det så godt som muligt. Selvom vi har meget små spillere med, så er de temmelig gode. De er kommet med, fordi de er bedre end dem, der er ældre, lød det fra pigerne.

Både Sara og Julie scorede i sidste kamp, og Sara scorede hele fire mål i holdets første kamp, hvor Julie også scorede en enkelt gang.

Kort efter lød kampråbet fra Skovlunde Skole:

- Vi er store, vi er små. Vi er ikke til at slå.

Se også: TV: Målshow af Rylov

Malou tog styringen
Efter 25 sekunder tog Malou Rylov bolden til sig. Hun afdriblede et par spillere og servede en sukkerbold til Ella Schutzman, men hun fik ikke ram på bolden. Skovlunde slap med skrækken.

Det blev kun en stakket frist. Cirka 30 sekunder efter tog Malou Rylov igen bolden til sig, og denne gang gjorde hun selv arbejdet færdigt. Ingen havde tilsyneladende mod på at tackle hende. Hun svævede igennem banen og bragte sit hold foran med 1-0 efter godt et minut. Hun tog en tur mere i det fjerde minut dog uden at score

Det lignede et kæmpe kollaps for gæsterne.

Men sådan gik det slet ikke. Pigerne fra Skovlunde Skole fik nu overvundet respekten for Malou og begyndte at gøre modstand, når hun begyndte sine sololøb.

Sara Bursac fra udeholdet scorede to mål og spillede en flot kamp. Foto: JJØ
Sara Bursac fra udeholdet scorede to mål og spillede en flot kamp. Foto: JJØ

Se også: Tæt affære

På tur med landsholdet
I forsvaret havde udeholdet en central midtbanespiller, der både kunne løbe stærkt og tackle igennem. Det var Julie Daae, som i denne kamp fik sin ilddåb.

Hun stod og opdagede, at hun godt kunne tage kampen op med en af landets bedste spillere i Malou Rylov. Malou kunne efter kampen fortælle, at hun i onsdags var blevet kontaktet af DBU med beskeden om, at hun skal med U-16 landsholdet til Tyskland og spille et par kampe.

Dette bevirkede, at Malou faldt lidt længere tilbage og delvist forsvandt ud af kampen.

Som hun selv sagde efter kampen:

- Jeg ville gemme lidt kræfter til træningen senere i dag. Jeg troede faktisk, at sejren var hjemme. Så ja, jeg var lidt fraværende i sidste del af første halvleg.

Det medførte, at Skovlunde Skole fik skubbet spillet længere frem på banen, og kampen blev nu helt lige. I angrebet havde gæsterne en anden dygtig spiller, nemlig Sara Bursac. Hun kæmpede forbilledligt med alle midler. Hun havde nogle gevaldige dyster med Boesagerskolens Mathilde Hansen.

Se også: Finalister haltede videre

Bursac slog til
Begge hold tilspillede sig nu gode chancer. Der var både skud på overliggeren og et par friløbere, inden Skovlunde Skole slog til.

Det var Sara Bursac, der fik rystet et par spillere af sig. Da hun så, at keeperen var for langt fremme, sendte hun et fremragende følt skud afsted. Det nåede lige at brække en smule, så bolden sejlede i mål. Super scoring af Skovlunde Skole til 1-1, der blev resultatet af første halvleg.

- Lad være med at løbe om kap med deres midterforsvarer. Hun er alt for hurtig. Søg ud på kanterne og skyd udefra, lød det fra Boesagerskolens træner.

Til Skovlunde Skoles piger var der kæmpe ros.

- De er faktisk bedre end os. Men vi har fået skabt respekt. Bare gå til dem. Man må gerne tackle i fodbold. Vi går efter sejren.

Sara Bursac (tv) og Julie Daae (th) spillede begge en rigtig flot kamp. Foto: JJØ
Sara Bursac (tv) og Julie Daae (th) spillede begge en rigtig flot kamp. Foto: JJØ
 
Se også: Ingen slinger i valsen

Havde lyttet efter
Malou Rylov havde hørt godt efter. Hun trak ud på venstrekanten. Hun tog et godt løb, og inden hun blev synderligt generet, havde hun bragt sit hold foran med 2-1 efter bare 90 sekunder i anden halvleg.

Skovlunde Skole kæmpede videre, og Sara Bursac havde en kæmpe chance i det 40. minut, da hun fik en friløber. Men hendes afslutning var ikke god nok. Den gik lige på keeperen, og stillingen var stadig 2-1.

Kampen var helt lige, og hjemmeholdets tilskuere, der havde forventet en walk-over, var i gang med neglebidningen.

- Kan vi virkelig tabe denne kamp, lød det bekymrende på sidelinjen. 

Det var igen Malou Rylov, der blev kampafgørende. Hun havde i baghovedet, hvad træneren havde sagt. Der var ti minutter tilbage, da hun rigtig langt udefra trykkede af. Bolden ramte jorden lige foran keeperen og gik i mål. 3-1 til hjemmeholdet, og kampen virkede lukket.

Malou var kampens helt store spiller på trods af sin skade. Foto: JJØ
Malou var kampens helt store spiller på trods af sin skade. Foto: JJØ

Se også: TV: Vilje var ikke nok

Lukkede og slukkede
Skovlunde Skoles spillere var som en sækker lopper, som loppetæmmeren ikke havde styr på. De myldrede frem og fik tilkæmpet sig et frispark langt udefra.

- Så er det dig, Sara, lød det fra sidelinjen.

Sara gik til bolden og skød på mål, og bolden gik i mål til reduceringen 3-2.

Så fulgte der fem spændende minutter, hvor Boesagerskolen trak alle ned. Der blev sat to spillere på Sara Bursac. Nu skulle den sejr køres hjem.

Alligevel var gæsterne tæt på at udligne, da de fik chancen på en ripost.

Kampen blev dog endegyldigt lukket med et perlemål. Det var naturligvis Malou, der med et vidunderligt smukt skud helt oppe i den ene trekant satte en tyk streg under, hvad en klassespiller kan præstere. 4-2 til Boesagerskolen mod Skovlunde Skole og fire kasser fra Malou.

Se scoringen på frispark her:


Se også: TV: Reserven klarede opgaven

Skal spille med landsholdet
Efter Malou Rylovs forrygende onemanshow i 4-2 sejren over Skovlunde Skole havde hun en masse at fortælle.

Malou havde en meget glædelig nyhed. Hun var blevet ringet op af DBU i onsdags og fik der at vide, at hun skal med til Tyskland i november for spille på U-16 landsholdet.

- Jeg har været til nogle landsholdssamlinger, men har endnu min debut på landsholdet til gode. Det var en vildt dejlig besked at få. Den gjorde mig glad helt indeni, sagde en smilende Malou, som kunne fortælle om, hvorfor hun skiftede fra Ledøje-Smørum, hvor hun har spillet, siden hun startede til fodbold.

- Jeg har altid spillet med drengene, og der befandt jeg mig godt, kom det med et kækt smil fra Malou.

- Men de begyndte jo at vokse lidt for meget og skyde noget hårdere, og så valgte jeg at gå til Brøndby IF, hvor jeg i dag spiller på deres U-16 hold.

- Jeg befinder mig rigtig godt i Brøndby, hvor jeg spiller sammen med mange dygtige spillere, og så bliver man jo selv bedre.

Se også: Skarpest på dagen

Gav sig ikke 100 procent
Kampen mod Skovlunde Skole havde hun også et par ord omkring.

- Det blev en noget sværere kamp end forventet. Faktisk blev den ret heftig. Men vi fik da heldigvis reddet den hjem. Jeg synes, at alle på mit hold gjorde deres bedste og var med til at sørge for sejren, sagde beskedne Malou, hvis bidrag til sejren var alle holdets fire mål, som hun ikke var meget for at tale om

- Jeg må indrømme, at jeg trak mig lidt ud af kampen i den periode. Jeg troede, sejren var sikker, så jeg ville spare mig lidt til træningen senere i dag. Så har jeg lige været skadet, så jeg skal passe på min krop. Det forventer min træner også. Så længe vi passer på, må vi gerne spille skolefodbold, og det vil jeg i hvert fald gerne. Jeg har også fået at vide, at hvis jeg er skadet, så kommer jeg ikke med til vores kampe mod Tyskland, så jeg gav mig ikke 100 procent i dag.

Næste opgave i Ekstra Bladet Skolefodbold bliver Hedegårdsskolen.

- Det er et bragende godt hold, mente Malou.

- Vi skal yde vores absolut bedste, hvis vi skal nedkæmpe dem. Hele holdet består af BSF-spillere. Uha, det bliver hårdt, sluttede Malou, der skal spise sammen alle sine holdkammerater fra Boesagerskolen i aften og se Danmarks kvinder spille mod Holland.

- Jeg skal i hvert fald, sluttede Malou, inden hun træt, men glad traskede i omklædningsrummet sammen med et par veninder, der havde ventet på hende.

Hør hele interviewet med Malou efter kampen her:

Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Anders Borup Sørensen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen