Rødt kort ikke afgørende

Spænding på højt plan: En udvisning fik ikke indflydelse på kampens resultat

Selvom Fuglssang-holdet fik direkte rødt, fik de alligevel kørt sejren i land. (Foto: Jørgen Jakobi)
Selvom Fuglssang-holdet fik direkte rødt, fik de alligevel kørt sejren i land. (Foto: Jørgen Jakobi)

Claus Abildgård samlede sine drenge fra Fuglsanggårdsskolen til en lille opsang inden kampen

— Det er altså på det græs, der er omkranset af de hvide streger, at kampen skal afgøres. Så glem alt om trommer, smart tøj og alt andet gejl,som modstanderne kommer med. Det kan ikke vinde kampen. Det kan I, lød meldingen fra træneren. Det lod til, at drengene havde forstået budskabet.

Hos Ny Holte Skole blev taktiktavlen taget i brug, og det var koncentrerede drenge, der hørte efter.

Se kampfakta her.

Se også: Gyser-afslutning

Der bliver lavet taktisk oplæg hos Ny Holte Skole. (Foto: Jørgen Jakobi)
Der bliver lavet taktisk oplæg hos Ny Holte Skole. (Foto: Jørgen Jakobi)
 

Der var dermed lagt op til  en interessant dyst mellem to tændte hold.

Velspillet affære
Begge hold forstod fodboldspillets kunst. Der var tætte nærkampe, gode tekniske detaljer og rigtig mange gange blev der slået flotte diagonalafleveringer. Den kamp var en fryd for øjet.

Begge hold havde store chancer, men formåede ikke i  første halvleg at få sat scoringer ind, selvom de begge var tæt på. I målet var Christoffer Møller fra hjemmeholdet mere end en sikker skanse. Han havde masser af gode redninger, og udeholdets Alexander Nielsen måtte redde et nærgående forsøg på stregen, så 0-0 ved pauisen.

Lige inden drengene fra Fuglsanggårdsskolen gjorde klar til anden halvleg, kom træneren med en vigtig husker.

— Og husk drenge, at hvis vi taber i dag, så er der aldrig mere skolefodbold for Jer. Lad os sammen tage en kamp mere, lød det fra træneren.

Anden halvleg blev en tro kopi af første, blot med den forskel, at udeholdet fra Ny Holte  stille og roligt overtog midtbanen, og dermed fik skabt de største chancer.

Efter et kvarters tid måtte Christoffer Møller således igen agere plankeværk og minuttet efter sendte Fuglsanggårds Marcus Svendsens lyserøde støvler et skud på overliggeren, så stadig 0-0.

Marcus Svendsens lyserøde støvler var tæt på en scoring. (Foto: Jørgen Jakobi)
Marcus Svendsens lyserøde støvler var tæt på en scoring. (Foto: Jørgen Jakobi)
 

I det 20. minut kulminerede dramatikken. En offsidefælde kiksede, og en ellers velspillende anfører fra Fuglsanggårdsskolen Rasmus Møller kom for sent med sin tackling. Direkte rødt kort til Rasmus Møller. Frisparket mundede ud i ingenting. De sidste minutter blev et langt pres mod hjemmeholdet. Kun en fabelagtig redning af Christoffer møller og et efterfølgende skud på overliggeren, bevarede stillingen til 0-0, og så gik kampen i overtid.

Hjemmeholdet havde gjort klar til straffespark med en indskiftning af Oscar Olsen, som dog hellere ville have en anden løsning. Bolden var på et sjældent besøg på udeholdets venstre banehalvdel, og et langt indlæg havnede hos Oscar. Han tog chancen og klappede til bolden, som strøg i mål. Så brød de store jubelscener ud på den ene sidelinje. Kampen blev afgjort lige inden, at dommeren trak luft ind til det sidste pift. 1-0 til hjemmeholdet.

Se også: TV: Lauras ben leverede

Landsholdsspiller var med
Fuglsanggårdsskolen havde faktisk en landsholdsspiller i holdopstillingen. Godt nok ikke i fodbold, men U-15 landsholdet i basketball.

Martin Munkholm synes bestemt, det var sjovt at spille fodbold.

— Men det er ret svært, når jeg ikke må bruge hænderne, og så bolden alt for lille. Men jeg er med igen i næste kamp, hvis jeg bliver udtaget, grinte Martin til Ekstra Bladet Skolefodbolds udsendte.

Men det er basketball, der tager det meste af hans tid-  syv gange om ugen og en enkelt morgentræning - så Martin ved godt, hvad hans tid går med.

Landsholdsspiller på U-15 landsholdet i basketball Martin Munkholm. (Foto: Jørgen Jakobi)
Landsholdsspiller på U-15 landsholdet i basketball Martin Munkholm. (Foto: Jørgen Jakobi)
 

Vi talte også kort med Rasmus Møller, der blev sendt tidligt i bad.

— Jeg synes, det var et ærgerligt rødt kort. Jeg er sikker på, at han var offside. Derfor kommer jeg for sent. Men jeg må give dommeren ret. Når han ikke dømmer offside, så er det røde kort ok. Jeg er ærgerlig over, at jeg ikke må være med i næste kamp, og er lidt spændt på, hvem der skal overtage min plads. Men jeg kommer og hepper, sluttede en ærlig Rasmus Møller.