Stensikker sejr til værterne

Dominans: Man var aldrig i tvivl om kampens udfald

Fuld belejring i feltet. Foto: Poul Gregersen
Fuld belejring i feltet. Foto: Poul Gregersen

Kunstbanen på Bagsværd Stadion dannede ramme om pigekampen mellem Stengård Skole fra Søborg og gæsterne fra Vangeboskolen, Søllerød. Se kampfakta her.

Hjemmeholdet tog teten fra begyndelsen, og allerede efter to minutter lå bolden i målet bag målmand Fiona Schøler i Vangebomålet. 

Første halvleg var spil til ét mål - Vangeboskolens, så Fiona havde hænderne fulde.

Parkerede bussen
Havde holdet fra Stengård Skole været mere effektive, havde de scoret flere gange, men det er også svært, når der står et - næsten - helt hold modstandere i og omkring straffesparkfeltet. Ikke, fordi holdet fra Vangeboskolen ville spille defensivt, men de kunne simpelthen ikke komme ud af forsvarszonen. De var presset i bund.

Dette pres resulterede i, at den elegante teknikker Josefine Vig på et langskud scorede til 2-0. 

Det var samme Josefine, der ærgrede sig i det 27. minut, hvor hun havde sendt et ufarligt skud afsted mod mål, indtil hun opdagede, at den våde, fedtede bold smuttede mellem hænderne på målmanden og i mål til 3-0, der også var resultatet ved pausen.

Josefine Vig på bolden. Foto: Poul Gregersen
Josefine Vig på bolden. Foto: Poul Gregersen

Se også: Humlebierne stak af

Bedre med
Det var to kampklare mandskaber, der gik til den fra start i anden halvleg. Udeholdet fik mere spil, og i det 34. minut fik Vangeboholdet deres første hjørnespark i højre side. Sparket blev taget af Emilie Frederiksen, bolden gik over målmanden, men blev ekspederet væk af en forsvarsspiller og et Stengård angreb etableret. Dette blev travlet op, og udeholdet fik igen kurs mod Stengård-målet. Igen hjørnespark, men nu i venstre side. Igen sparkede Emilie, igen over målmanden, men nu så tæt under mål, at bolden havnede i målet. Udeholdet havde reduceret til 3-1. Stor jubel hos gæsterne, hvilket var forståeligt nok.

Se også: TV: Sidste minutter var afgørende

Kort fornøjelse
Hjemmeholdet overtog igen spillet, og efter ni minutter trampede Emily Jones sig igennem og scorede til 4-1. Emily er også en god spiller at have på holdet.

Det er klart, at når man hele tiden bliver overspillet, vil der på et eller andet tidspunkt komme åbninger. En sådan kom med ti minutter tilbage. På kanten af off-side modtog Liva Toustrup bolden og sendte den i mål til 5-1. Det sidste mål blev sat ind af Emma Palmus, der på klos hold og omgivet af mange spillere, scorede.

Fidusvinder Emily Jones. Foto: Poul Gregersen
Fidusvinder Emily Jones. Foto: Poul Gregersen