Strålede i målrigt opgør

Fremragende: Var en fryd for øjet

Albion Aliji var en af kampens store oplevelser. Foto: Birger Dencker
Albion Aliji var en af kampens store oplevelser. Foto: Birger Dencker

Begge skoler havde ikke de bedste traditioner i Ekstra Bladet Skolefodbold, og ingen af holdene kunne huske, hvornår de sidst var gået videre til anden runde. Det skete så i dag for et af holdene.

Kildegårdskolen var på hjemmebane, mens gæsterne fra Skovlunde mødte sultne op til opgøret efter en lille køretur. Især 15-årige Albion Aliji fra Skovlunde Skole imponerede alle.

Albion strålede fuldt på højde med solen i dag på Kildegårdskolens kunstbane. Der findes mange talenter på de forskellige skolehold, men det var en fornøjelse at se denne unge spiller tage ansvar og hele kampen igennem spille eminent fodbold.

Se kampfakta her.

Se også: TV: Lige ved og næsten

Højt pres fra start
Drengene fra Skovlunde Skole lagde med det samme et meget højt pres på Kildegårdskolen. Dette pres havde hjemmeholdet meget svært ved at håndtere og havde rigeligt med bare at forsvare sig. Albion Aliji var toneangivende, men også Eemil Aitomaki og Jonas Midani viste storspil.

Hjemmeholdet holdt til det massive pres i 13 minutter, men så slap Albion fri på højrekanten, og med et perfekt indlæg fandt han Eemil Aitomaki, som kvitterede ved at bringe udeholdet foran med 1–0.

Det rystede hjemmeholdet, og bare få minutter efter kunne Ilias Namli øge føringen til 2-0. Herefter slap gæsterne lidt af presset, og Kildegårdskolen kom mere med i kampen, men udeholdet var stadig farligst, og Benjamin Merdzani kunne gøre det til 3–0 i allersidste sekund af første halvleg.

Se også: TV: Audrey viste vejen

Måtte skifte målmand
Kildegårdskolens målmand Muhammed Aydin havde stået en rigtig god første halvleg med masser af redninger. Muhammed havde dog slet ikke lyst til målmandstjansen, men var blevet presset til det. Trods en rigtig god første halvleg ville han ikke stå i anden halvleg.

Muhammed sagde efter kampen:

- Jeg gider ikke stå på mål. Det er alt for kedeligt.

Det betød, at Niklas Larsen tog kassen i anden halvleg for hjemmeholdet, og det gjorde han ganske fornuftigt med flere gode redninger.

Anden halvleg startede meget jævnbyrdigt med chancer til begge hold. I det 22. minut var det så igen Albion, som løb fra hjemmeholdets back og lavede endnu et perfekt indlæg. Denne gang til Mathias Petersen, som med en følt inderside kunne score sikkert til 4–0.

Gæsterne skiftede målmand i pausen, hvilket gav plads til, at der kunne spilles i marken også. Foto: Birger Dencker
Gæsterne skiftede målmand i pausen, hvilket gav plads til, at der kunne spilles i marken også. Foto: Birger Dencker

Se også: Erobrede kampen

Mange mål
Nu gik det pludselig hurtigt, og i det næste minut var det næsten en gentagelse. Denne gang var det bare Mathias som lavede indlægget, og Illias Namli som kunne sætte en inderside på til 5–0.

I samme minut ville Abdullah Chehade også være med i løjerne. Desværre med et selvmål og så kunne hjemmeholdet juble over reduceringen til 1–5.

Det var ikke slut endnu. Albion, som havde stået for to assist, ville også selv på tavlen. I sidste minut driblede han forbi et par forsvarsspillere og sparkede bolden kontrolleret forbi en sagesløs keeper i hjemmeholdets mål.

Typisk for kampen så havde hjemmeholdet ikke opgivet håbet, og Kildegårdskolen bedste spiller Ugur Ulas sparkede et perfekt hjørne, som Muhammed Aydin lige så perfekt satte hovedet på og reducerede til 2–6.

En meget underholdende kamp, som begge hold skal ros for. Kildegårdskolens drenge tog nederlaget med godt humør og ville bare gerne vide, hvornår de fik deres penge for at spille kampen.

Dermed er Skovlunde Skole videre til næste runde efter en god præstation, hvor især Albion Aliji spillede en stor kamp.