TV: Efter prøve i Manchester City: Jeg vil være verdens bedste

Landsholdsspiller ny topscorer: 12 kasser af fremragende Sofie Bredgaard

Målrettet målræv kan man roligt kalde Sofie Bredgaard, som nu har scoret hele 20 gange i to kampe. Foto: Henrik Schou
Målrettet målræv kan man roligt kalde Sofie Bredgaard, som nu har scoret hele 20 gange i to kampe. Foto: Henrik Schou

FREDERIKSVÆRK (Ekstra Bladet): Langt de fleste spillere får kun en kamp eller to om året i Ekstra Bladet Skolefodbold og er med i to sæsoner. Andre kan ikke vente med at komme på tavlen. En af dem er Sofie Bredgaard, der allerede som 10-årig fik debut for Kregme Skole. Den lille pige fra fjerde klasse gjorde endda opmærksom på sig selv og stjal billedet fra de store.

Siden er det blevet til meget mere. Som 15-årig er hun nu noteret for 18 kampe i verdens største skoleturnering. Endda med en pause i sjette klasse, hvor hendes skole ikke deltog. Til gengæld vandt hun finalen i syvende klasse og nåede sidste sæson til kredsfinalen.

Nu er hun på jagt igen.

Se også: Galleri: Frederiksværk Skole Enghave - Frederiksborg Byskole

Det er kunst
Fjerde runde bød på et visit hos Frederiksværk Skole , som blev kvast 17-0. Det bringer Frederiksborg Byskole op på 49-0 i samlet målscore. De 20 har Bredgaard sat ind. Og hun har kun været med i to kampe.

- Der var jo ikke lige den samme modstand i dag som til hverdag, men det var meget sjovt, lød det efter sejren.

Med et stort smil på læberne fortalte landets nye måldronning om opgøret, der gjorde gæsterne klar til femte runde. To sejre mere og kredsfinalen er klar for tredje år på stribe.

Hurtigt fik hun også tankerne hen på muligheden for at blive nummer et på den eftertragtede topscorerliste.

- Efter det første mål tænkte jeg, at det da gik meget godt. Det kunne måske godt lykkes at komme godt op på listen.

Sofie opførte sig helt efter behag på banen og gjorde, hvad der passede hende. Tre, fire eller fem modstanderne kunne ikke stoppe hende, og det hele lignede en leg. Hendes teknik er fra en anden planet, og den lille krop med det røde hår på toppen svævede over græsset.

Det mindede næsten om ballet. Kunst er det i hvert fald.

Fremragende teknik og overblik, der også bruges til at spille de andre fri med fornemme pasninger. Foto: Henrik Schou
Fremragende teknik og overblik, der også bruges til at spille de andre fri med fornemme pasninger. Foto: Henrik Schou

Se også: Tilfreds med målscore på 49-0

Den sorte plet

Allerede som 13-årig vandt Sofie finalen og blev belønnet med det store Fair Play-pokal efter sin flotte indsats på Odense Stadion.

- Den står derhjemme på hylden, så jeg kan nyde den hver dag. Sammen med medaljen for sejren i Ekstra Bladet Skolefodbold, fortæller hun og fortsætter hurtigt:

- Men der hænger også en sølvmedalje fra kredsfinalen sidste sæson. Den taler vi helst ikke om.

Her er smilet ikke helt så tydeligt længere.

- Den får jeg det dårligt af at tænke på. Det er en sort, sort plet. Vi var som forsvarende mestre foran 2-1 og tabte alligevel 2-3 til sidst.

Sofie scorede selvfølgelig selv de to kasser, men de senere vindere af det hele fra Hedegårdsskolen fik bare sat to mere ind.

- Det gjorde især ondt, fordi det var to af mine holdkammerater fra BSF, jeg tabte til.

Nu er Sofie Bfredgaard rykket med sin tidligere træner til B93 for at spille U18.

Selv ulovlige midler kan ikke bruges, Sofie er for hurtig. Foto: Henrik Schou
Selv ulovlige midler kan ikke bruges, Sofie er for hurtig. Foto: Henrik Schou

Drømmer om fodbold
Et klubskifte til Østerbro, når man bor i Frederiksværk, er ikke for sjov. Især når skolen ligger i Hillerød. Det betyder utallige timers transport hver uge, når der står fire gange træning og kampe i hele landet på skemaet.

- Det gælder om at være struktureret og god til planlægning. Fodbold betyder alt for mig, og det fylder også næsten alt.

Kun en dag om ugen er fri.

- Tirsdag er min eneste fridag, her laver jeg lektier og er sammen med familien. Storebror, storesøster, mor og far får set lillesøster spille en hel del bold.

- Men selv om jeg hygger med familien, så glæder jeg mig til at spille igen dagen efter, griner talentet.

Bolden har sat sig fast inde i hjernen på den 15-årige:

- Det er det sidste, jeg tænker på hver aften, inden jeg skal sove. Og jeg drømmer nok også fodbold om natten.

Den stakkels keeper måtte hente bolden ud 17 gange - de 12 scoret af Sofie. Foto: Henrik Schou
Den stakkels keeper måtte hente bolden ud 17 gange - de 12 scoret af Sofie. Foto: Henrik Schou

Se også: TV: Rutinen gjorde udslaget

Fast på landsholdet
Netop planlægning og den stramme kalender er kun blevet endnu mere vigtig det seneste år. Nu kan Sofie nemlig også kalde sig landsholdsspiller. Hele syv kampe er hun allerede noteret for siden 30.juni i år, hvor det blev til debut i nationaldragten. De tre kampe er endda oppe på U17-holdet, selv om hun ikke hører til der. Mål er det dog ikke blevet til endnu.

På landsholdet bruges hendes vanvittige hurtighed på kanterne, i klubben er hun helt fremme og får netmaskerne til at ruske. Pladsen er ikke så vigtig, bare hun får lov at spille i rødt og hvidt.

Derfor er den store konflikt mellem DBU og spillerne da også blevet fulgt her de seneste måneder.

- Jeg håber ikke, at straffen for ikke at spille den kamp mod Sverige bliver så slem. Nu er kvindefodbolden endelig kommet frem og har fået mange tilhængere.

- For jeg vil jo selvfølgelig gerne op på A-holdet hurtigst muligt, det er mit første mål, slår målræven fast.

De to kaptajner i duel. Foto: Henrik Schou
De to kaptajner i duel. Foto: Henrik Schou

Se også: TV: Nye kræfter strålede

Ligesom Messi
Sofie Bredgaard er et af de største talenter, vi har set de senere år i Danmark. Hun kan næsten det hele. Hurtighed, teknik, fysik og overblik. Det er stort set fuld plade.

Skal man pege på noget, skulle det være brugen af det højre ben, som dog er blevet meget, meget bedre de sidste par år.

- Jeg kan sparke med begge ben. Men venstre er favoritten. Jeg har trænet en hel masse på også at kunne med højre, så jeg kan være farlig hele tiden og bruges på flere pladser, lyder det skarpt fra profilen.

Hun ved godt, hvad hun vil. Hun kan ikke bare score mål, hun er også målrettet. Meget.

For spørger man Sofie Bredgaard, hvad hun vil være, når hun bliver stor, så kommer der med det samme et klart og tydeligt svar:

- Jeg vil være verdens bedste!

Uden at smile og med direkte øjenkontakt formulerer den store Messi-fan sin plan. Intet andet tæller.

- Det er det, jeg træner for, hver eneste gang, jeg går på banen. Jeg vil være nummer et!

Det enorme talent har ikke kun landstrænerne fået øje på. Storklubben Manchester City havde for nylig Sofie på et tre dages ophold, hvor hun fik lov at træne med de bedste af de bedste i aldersgruppen på det fantastiske anlæg til to milliarder kroner.

Det siger Sofie om turen til Manchester City og om at blive verdens bedste:

 

Se også: Galleri: Frederiksværk Skole Enghave - Frederiksborg Byskole

Her ligger bolden i nettet efter den 12 scoring, der sikrede pladsen som nummer et på topscorerlisten. Foto: Henrik Schou
Her ligger bolden i nettet efter den 12 scoring, der sikrede pladsen som nummer et på topscorerlisten. Foto: Henrik Schou
 

1 af 4 Ingen kan finde ud af, hvad der skal ske. Foto: Henrik Schou
2 af 4 Og så lige en tunnel også. Foto: Henrik Schou
3 af 4 Afbrænder på afbrænder lige før den sidste kasse kom ind, som sikrede titlen som ny topscorer. Foto: Henrik Schou
4 af 4 Målrettet målræv kan man roligt kalde Sofie Bredgaard, som nu har scoret hele 20 gange i to kampe. Foto: Henrik Schou
Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere