TV: Fremragende Frederiksborg

Legestue fra første fløjt: Finaleklar efter vanvittig 10-0 sejr

Pigerne fra Frederiksborg Byskole kunne fejre mål på stribe i semifinalen. (Foto: Henrik Schou)
Pigerne fra Frederiksborg Byskole kunne fejre mål på stribe i semifinalen. (Foto: Henrik Schou)

I forårets sidste semifinale tog Nykøbing F. Realskole imod Frederiksborg Byskole. Alle betingelser var til stede for en forrygende kamp. En super lækker bane på byens stadion, høj sol og to hold, der havde leveret fantastiske præstationer på banen gennem hele turneringen.

Nu skulle det afgøres, hvem af de to hold, der skulle spille finale i Odense på næste torsdag.

Se kampfakta her.
Se alle de fede fotos her.
Læs om optakten til kampen her.

Nervøst hjemmehold
Hjemmeholdets Caroline Gram udtrykte sig således før kampen:

- Vi har rigtig mange nerver på. Det har vi haft hele dagen, og jeg har haft det siden i går aftes. Men vi har et stærkt hold, og vi befinder os rigtigt godt med at være underdogs.

- Det har vi bevist flere gange. Derfor har vi fortjent at nå til finalen.

Gæsternes Sofie Bredgaard var dog ikke enig med Caroline Gram:

- Hvis vi bare spiller vores eget spil og ikke undervurderer Nykøbing, så vinder vi 3-0. Jeg scorer én og laver nok også en assist.

- Vi fungerer hele vejen rundt som et hold og derfor vinder vi i dag.

Se også: TV: Ikke et Gram i tvivl

Der var dømt sammenhold fra første fløjt. (Foto: Henrik Schou)
Der var dømt sammenhold fra første fløjt. (Foto: Henrik Schou)

'Turboen' satte turbo på
Lad os bare afsløre med det samme. Det blev aldrig nogen spændende semifinale. Dertil var gæsterne med deres mange landsholdsspillere ganske enkelt for stærke for Nykøbing-pigerne. Det var reelt spil til ét mål i samtlige 60 minutter.

Allerede efter få minutter af kampen, anede man, hvor det bar hen. Josefine 'Turboen' Funch og Kamilla 'Styrmand Karlsen' var i et gear, Nykøbing-pigerne ikke kunne følge med i. Inden der var spillet et minut havde 'Turboen' sin første afslutning, da hun sparkede tæt forbi Mette Andersens mål.

Målsparket tog Mette sig selv af, men ekspederede bolden lige ud i fødderne på Sofie Bredgaard, som ukoncentreret lossede kuglen langt forbi mål.

De nervøse Nykøbing-piger prøvede herefter at stable lidt offensivt på benene, da Ida Kulle og Viola Termann kombinerede flot på venstre-kanten, men en formidabel Silje Simonsen fik hurtigt tilegnet sig bolden. Så gik det ellers i ekspresfart den anden vej. En hurtig aflevering til 'Turboen', som straks satte retning mod Nykøbing-målet. Hun nåede da ikke ret langt, før hjemmeholdets Freja Thoregaard savede hende over med en grim tackling, der godt kunne have givet et gult kort og 10 minutter i straffeboksen, men hun slap med en påtale fra den udmærkede dommer.

Frisparket tog Sofie Bredgaard sig af. Endnu engang var hun dog ukoncentreret, og bolden røg langt ud af banen.

Sofie Bredgaard var i et dejligt spilhumør, men havde et par dårlige afslutninger. (Foto: Henrik Schou)
Sofie Bredgaard var i et dejligt spilhumør, men havde et par dårlige afslutninger. (Foto: Henrik Schou)
 

Se også: Galleri: Nykøbing F. Realskole - Frederiksborg Byskole

Se også: TV: 'Styrmand Karlsen': Alle brød ud af skallen

Et par hurtige mål fjernede spændingen
Efter ca. 11 minutter mistede hjemmeholdets Josephine Melander bolden på egen banehalvdel til en aggressiv Sofie Bredgaard, der omgående satte kurs mod Nykøbing-målet. Sofie sendte flot sin aflevering i dybden til 'Turboen', der var meget hurtigere end Nykøbing-forsvaret, og så stod der 0-1 på måltavlen.

Et øjeblik senere var 'Turboen' på færde igen, da Silje Simonsen fik alt for meget plads til at spille hende fri omkring straffesparkspletten. Her prøvede hun i høj fart at drible udenom Mette Andersen i målet, men blev fældet i afslutningsøjeblikket. Det lignede et klart straffespark, men dommeren nøjedes med at give et hjørnespark.

Yderligere to minutter efter fik vi set, hvilken speed der er i benene på Frederiksborg-pigerne. Et par hurtige driblinger fra Silje Simonsen og en præcis aflevering til 'Turboen', der lige uden for feltet lavede en genial skudfinte og fikserede alle de grønne forsvarsspillere, hvorefter hun stille og roligt lagde bolden op i mål-hjørnet fra 17-18 meter.

I kampens 19. minut var der igen fare på færde. Alba 'Albatrossen' Termann fik ikke rigtig dirigeret sit forsvar og så kiksede offside-fælden, da Silje Simonsen igen sendte 'Turboen' afsted på en friløber. Hun takkede da også for den fine aflevering ved at lobbe bolden over Mette Andersen og 0-3.

'Albatrossen' havde det svært i semifinalen. Pigerne fra Hillerød spillede simpelthen rundt om hende. (Foto: Henrik Schou)
'Albatrossen' havde det svært i semifinalen. Pigerne fra Hillerød spillede simpelthen rundt om hende. (Foto: Henrik Schou)

 Se også: TV: Stoppet af 'Albatrossen'

Udeholdet sad på det hele
Hjemmeholdet var voldsomt på hælene nu. Der stod Frederiksborg på det hele. Josefine Funch boltrede sig med frække vendinger, hurtige driblinger og skarpe afslutninger uden, at Nykøbing-pigerne havde nogen chance for at komme til fadet. 'Styrmand Karlsen', Silje Simonsen og Sofie Bredgaard fik da også alt den plads, de kunne ønske sig og fodrede hele tiden 'Turboen' med lækre afleveringer.

'Styrmand Karlsen' havde masser af plads på midten af banen. (Foto: Henrik Schou)
'Styrmand Karlsen' havde masser af plads på midten af banen. (Foto: Henrik Schou)

Ni minutter før pausen var rollerne byttet om. 'Turboen' driblede i høj fart på gæsternes midtbane, hvor hun med stort overblik spillede Sofie Bredgaard fri i bagrummet.

Sofie svigtede ikke og sparkede hårdt bolden i kassen med det kolde højreben i en situation, hvor keeper Andersen lignede en, der havde givet op. 0-4 efter bare 21 minutter, og kampen var reelt lukket.

Resten af første halvleg var billedet helt det samme. Frederiksborg-pigerne var konstant på bolden, og Nykøbing-pigerne var i forsvarsposition. Men de fik da lidt bedre styr på de sortklædte fra Nordsjælland de sidste minutter, og det blev ikke til nogen store chancer.

Derfor var stillingen 0-4 ved pausen.

Optimisme fra Nykøbing-træneren
Josefine 'Turboen' Funch var da også helt ustyrlig i pausen:

- Vi kan da godt sige, at jeg laver tre mere i anden halvleg. Ellers deler jeg målene med Thea. Der skal da en mirakel til, hvis vores finaleplads ikke er hjemme nu!

Nykøbings optimistiske træner prøvede at hive sine piger op:

- Vi skal stå bedre i forsvaret, og så skal vi bruge banens bredde. Vi skal bare have et hurtigt mål, så kommer vi igen. Jeg tror ikke, vi har tabt endnu!

I pausen valgte gæsterne at bytte ud på målmandsposten. Thea Brich, der ikke havde haft meget at se til i første halvleg, blev sat op i angrebet ved siden af 'Turboen' og forsvarsspiller Katrine Fischer tog målmandshandskerne på.

Se også: Galleri: Nykøbing F. Realskole - Frederiksborg Byskole

Legestuen fortsatte
Nykøbing-trænerens optimisme havde dog ikke smittet af på hans spillere, for Frederiksborg-presset fortsatte ufortrødent efter pausen.

Allerede efter et minut spillede Silje Simonsen en sukkerbold frem til Sofie Bredgaard på kanten af straffesparksfeltet. Men Sofie var stadigvæk ikke var helt skarp i sine afslutninger og hamrede bolden på overlæggeren.

Kort efter sendte hun et hjørnespark ind foran mål, hvor Nykøbing-pigerne ikke fik clearet og så var 'Turboen' igen på plads og vippede let bolden ind i målet til 0-5.

Nu faldt Nykøbing-korthuset helt sammen og næsten alle hjemmeholdets spillere virkede opgivende. Forsvarsdirigent Alba 'Albatrossen' Termann lod sig udskifte, men lige lidt hjalp det. Josefine Funch fortsatte sine tryllerier. Efter 38 minutter sendte hun bolden i en blød bue over hele forsvaret og videre op under overlæggeren fra ca. 20 meter. 0-6. 'Turboens' femte mål og hun var slet ikke færdig endnu.

Josefine Funch var i et heftigt målhumør i semifinalen. (Foto: Henrik Schou)
Josefine Funch var i et heftigt målhumør i semifinalen. (Foto: Henrik Schou)

Se også: TV: Seje Silje var suveræn

'Turboen' tryllede videre
To minutter senere stod Nykøbing-pigerne igen og kiggede fodbold. Josefine Funch løb uden besvær lige igennem det totalt stillestående forsvar og sparkede kuglen sikkert forbi Mette Andersen, der ikke engang orkede at bevæge sig efter bolden.

Yderligere to minutter senere fik Sofie Bredgaard frit spil i venstre side af straffesparksfeltet, og igen uden nogen gik til hende, var det ingen sag at lægge bolden forbi målmanden og denne gang med det venstre favoritben. 0-8!

Bolden går i kassen. Lige forbi fødderne på keeper Mette Andersen. (Foto: Henrik Schou)
Bolden går i kassen. Lige forbi fødderne på keeper Mette Andersen. (Foto: Henrik Schou)

Sofie Bredgaard kunne juble over to scoringer i opgøret. (Foto: Henrik Schou)
Sofie Bredgaard kunne juble over to scoringer i opgøret. (Foto: Henrik Schou)

Med 14 minutter tilbage gentog historien sig. 'Turboen' fik alt den plads hun ville, driblede rundt og kunne igen uden problemer sætte sit syvende mål i kassen til højre for målmanden.

Kampens sidste mål faldt 10 minutter før tid. Igen, igen fik Sofie Bredgaard lov til at trække frem af banen. Igen kunne hun ubesværet spille bolden i dybden til 'Turboen', som igen var sikkerheden selv og plantede sit ottende mål i kassen med et frækt lob over den stakkels Mette Andersen.

De sidste minutter brugte gæsterne på at køre bolden lidt rundt og glæde sig over den tocifrede sejr, de inden kampen havde håbet på.

Nykøbing må bare erkende, at de i dag var oppe mod en modstander af en helt anden kaliber end de hold, de tidligere havde besejret i turnering.

Det er ikke fordi, at Ekstra Bladet Skolefodbold nægter at skrive om Nykøbing-chancer. Der var bare ikke en eneste i hele kampen.

Frederiksborg-holdet kunne juble over den suveræne sejr. (Foto: Henrik Schou)
Frederiksborg-holdet kunne juble over den suveræne sejr. (Foto: Henrik Schou)

Hjørnesparkene skal strammes op
'Styrmand Karlsen' leverede en solid indsats på den defensive midtbane med et stort overblik, selv om hun ikke havde så meget at lave i dag som i de tidligere kampe.

En fantastisk præstation af Josefine 'Turboen' Funch der med otte mål havde sin store andel i, at Frederiksborg Byskole skal spille finale i Odense på næste torsdag.

Hvis der skal findes noget negativt i dagens præstation, må det være, at Sofie Bredgaard sparkede en del upræcise hjørnespark og havde flere sløje afslutninger, selvom hun scorede to flotte mål. Sofie var dog selv helt klar over det og er sikker på, at hun får styr på det til finalen.

Frederiksborg-pigernes præstation i dag må give alvorlige panderynker hos finalemodstanderen fra Ungdomsskolen Ry, der sikrede sig deres finaleplads via 0-0 og straffesparkskonkurrence.

Glæder sig til finalen
Efter kampen satte 14-årige Sofie Bredgaard, der går i 7. klasse og spiller klubfodbold i BSF, ord på kampen. Nu er hun klar til finalen torsdag 28. april kl. 13.

-Det føles så fedt at være i finalen. Det er jo det, vi har håbet på lige fra start. Vi har spillet rigtig godt hele turneringen, har scoret en masse mål og så vinder man jo.

- Vi kommer godt i gang i dag og får scoret nogle hurtige mål. Så går de andre jo lidt ned. Derfra har vi styr på spillet.

- Vi har et rigtig godt hold med spillere fra sjette til niende klasse. Katarina fra sjette klasse gør det jo rigtig godt i dag. Nu skal vi have snakket sammen inden finalen, så vi kan få styr på alle de brændte chancer og dårlige afslutninger. Det er der ikke råd til i en finale.

- Det bliver da vildt spændende, og mon ikke, vi vinder 3-0 og napper pokalen. Det bliver så fedt!

Se også: Sådan gik finalerne i Odense

Hør Sofie udtrykke sin glæde over at være i finalen:

1 af 2 Der stod Frederiksborg på det hele i opgøret. (Foto: Henrik Schou)
2 af 2 Pigerne fra Frederiksborg Byskole kunne fejre mål på stribe i semifinalen. (Foto: Henrik Schou)
Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere