TV: Kaptajn blodtud

Stærk anfører: Magnus Vernon ville spille videre for enhver pris

Magnus Vernon spillede det meste af kampen med papir i næsen efter en heftig omgang næseblod i starten af kampen. Foto: Henrik Schou
Magnus Vernon spillede det meste af kampen med papir i næsen efter en heftig omgang næseblod i starten af kampen. Foto: Henrik Schou

- Det var en skøn form for revanche, sagde en glad anfører Magnus Vernon fra Trørødskolen, da han efter sejren på 4-1 i kredsfinalen over Hedegårdsskolen gjorde status.

Se også: Galleri: Trørødskolen - Hedegårdsskolen

Ville bare ind igen
Han havde stadig blodige bandager på sine fingre efter det sammenstød, han havde med bolden midt i første halvleg.

- Der skete det, at jeg gik op i et hovedstød. Jeg mistimede mit afsæt, så jeg kom skævt ind på bolden, som ramte mig på næsen, og så væltede blodet ud, fortalte Magnus efter kampen.

- Der var kun én ting at gøre. Ud af banen og få stoppet blodet. Jeg har prøvet det her før. Jeg har uheldigvis meget nemt ved at få næseblod, så det slog mig ikke ud.

- Jeg havde kun én tanke. Det var at komme ind på banen igen. Det er dumt at være i undertal, når det ikke er nødvendigt.

- Dommeren sagde godt nok, at der var lidt for meget blod både ved næsen og på fingrene, men heldigvis lod han mig spille.

- Jeg er anfører og vil gerne være det gode eksempel.

Og det var Magnus i hvert fald. Et fyrtårn i forsvaret med dirigentevner, og hans fremstød i angrebet var veltimede og mange skabte farlige situationer.

Det væltede nærmest ud med blod af Magnus' næse. Foto: Henrik Schou
Det væltede nærmest ud med blod af Magnus' næse. Foto: Henrik Schou

Se også: TV: Her får Trørødskolen guld om halsen

Lækker detalje
At han så også sluttede kampen af med et smukt hovedstødsmål til 4-1 gjorde en god indsats til sublim.

Det var et gammelt indøvet spil mellem Noah Gottschalck og Magnus, der her blev udført til perfektion. Noah så op og vidste, at bolden skulle over i bagrummet, hvor Magnus havde placeret sig.

Se målet her:

- Jeg synes, vi spillede rigtigt godt i dag. De andre kampe har vi ikke nået vores topniveau, men i dag! Vi var helt oppe at ringe.

- Vi havde også en dejlig opbakning fra lægterne, og så den der revanche har vi spillet efter hele året. Ligeså surt det er at tabe en kredsfinale, ligeså fedt og tre gange bedre er det at vinde en kredsfinale. Vi satte skolerekord sidste år, og vi slog den selv i år. Det var bare skønt.

- Sejren var helt fortjent, fortsatte Magnus.

- Vi vidste, hvordan de skulle spilles. Vores træner havde set dem i deres semifinale og vidste, at de ville spille med lange bolde frem, fordi de i dag manglede deres landsholdsspiller Maurits Kjærgaard.

Magnus er virkelig en stærk kaptajn. Han går altid forrest. Foto: Henrik Schou
Magnus er virkelig en stærk kaptajn. Han går altid forrest. Foto: Henrik Schou

Se også: TV: Trørødskolen klar til kvartfinalen

Gik ikke i panik
- Det er en spillestil, der er helt forskellig fra vores. Vi ligger fire i bagkæden og spiller altid meget rundt i egne rækker, fordi vi gerne vil have mest boldbesiddelse. Det trætter enhver modstander, at de skal løbe efter bolden, når vi kører den rundt i egne rækker.

Og det gjorde hjemmeholdet strålende. Der var masser af sideforskydning og sikkert pasningsspil, inden angrebet blev sat i gang.

Kun når de kom under pres, kunne forsvaret virke lidt febrilsk, og så blev bolden af og til ekspederet langt ud sidelinjen.

Kun en enkelt gang blev hjemmeholdets velfungerende forsvar overspillet. En situation, der førte til, at Hedegårdsskolen kom foran 1-0.

- Det går vi ikke i panik over, sluttede Magnus.

- Vi har før været bagud og er kommet tilbage. Det slår ikke vores moral i stykker. Vi stolede fuldt og fast på kampoplægget, og det gik jo strålende, sluttede kaptajn blodtud.

Hør fra Magnus her;

1 af 2 Det var ret store mængder blod, der væltede ud af næsen på Magnus. Foto: Henrik Schou
2 af 2 Magnus Vernon spillede det meste af kampen med papir i næsen efter en heftig omgang næseblod i starten af kampen. Foto: Henrik Schou
Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen