TV: Klar til revanche-kamp

Smal sejr: Stenløse Privatskole skal nu møde Frederiksborg Byskole i kredsfinalen

Emma Hammelev (th.) scorede kampens enlige mål. Foto: Poul Gregersen
Emma Hammelev (th.) scorede kampens enlige mål. Foto: Poul Gregersen

Der var ikke noget 'hyggebold' over kampen på kunsten i Allerød. Pigerne fra hjemmeholdet Kratbjergskolen og gæsterne fra Stenløse Privatskole gav hinanden og tilskuerne en seværdig kamp.

Se kampfakta her.

Se også: TV: Fik ingen revanche

Måtte ikke losse
På intet tidspunkt, før slutfløjtet, kunne man udpege vinderen, men det blev gæsterne fra Stenløse Privatskole, der løb med sejren på 1-0. Et mål sat ind af Emma Hammelev et par minutter før pausen.

- Det bliver virkelig en svær kamp, var det første anfører Amélie Wittenkamp sagde inden kampen.

- Men jeg mener, at vi godt kan spille op til dem, selvom deres målscore er frygtindgydende (37-5 red.).

- Vi skal for alt i verden lade være med at losse bolden op, så vi taber den. Det gælder om at holde på bolden, sluttede Amélie.

- Vi er trygge her, nåede hjemmeholdets anfører Maria Nord at sige, inden spillerne skulle op på midten.

- Der er vores hjemmebane med vores eget publikum.

Gæsternes træner, Simon Lindahl, var lidt betænkelig. Holdets ordinære målmand var ikke kommet frem, og i stedet gik Cecilia Nielsen på mål. 

Cecilia spiller ikke fodbold mere, men har tidligere gjort det - og netop som keeper.

Se også: Udnyttede chancerne

Frem og tilbage
Det var to teknisk og taktisk begavede hold, der satte i gang med afvekslende spil og med to anførere, hjemmeholdets Maria Nord og gæsternes Amélie Wittenkamp, der på smukkeste vis gik forrest, både når deres hold havde bolden og når de var i forsvarsposition.

Anførerne huserede på midtbanen og havde mange drabelige nærkampe.

De to anførere havde mange dueller. Foto: Poul Gregersen
De to anførere havde mange dueller. Foto: Poul Gregersen

Begge hold kom til chancer og havde hjemmeholdet kendt sin besøgelsestid, så havde det nok været Kratbjergskolen, der var løbet med finalepladsen, men spillerne var ikke skarpe nok, og målmand Cecilia Nielsen tog det ene skud efter den anden.

Hjemmeholdet havde bolden i mål, men der blev dømt offside. En dyb stikning fra Maria Nord til topscorer Eva Gundersen var oplægget, men desværre lå hun på den forkerte side, da afleveringen blev lagt.

Se også: Presset fra start

Så faldt målet
Der var skarpheden til forskel, hvilket et par minutter før pausen resulterede til scoringen til 1-0 til gæsterne.

Oppe foran havde holdet et energibundt, der forfulgte alle bolde. Cecilie Byrnak fik en tværaflevering fra Angelina Nielsen. Et par træk og bolden blev sendt over til Emma Hammelev, der var total udækket i venstre side. Emma gik direkte mod mål og scorede.

- Det er suverænt det bedste hold, vi har mødt, konstaterede gæsternes træner Simon Lindahl i pausen.

- Men vi gør dem bedre, end de er. Vi lader os presse langt tilbage og overlader midtbanen til dem, fortsatte træneren.

- Vi skal højere op og lukke det rum, så de ikke får alle de chancer. Vi er 30 minutter fra en kredsfinale. Nu er Viktoria kommet og går ind i målet.

Træneren takkede Cecilia Nielsen for hendes præstation i målet.

Det havde han også grund til. Cecilia havde holdt buret rent og sit hold inde i kampen.

Se også: Erobrede kampen

Tager gerne sagen i egen hånd
Der var ikke gået mange minutter af anden halvleg, da hjemmeholdet kunne have udlignet. Spillet var helt nede ved gæsternes målfelt, hvor Kratbjeg fik en bold på tværs, der, desværre for dem, ikke blev ramt ordentlig af den spiller, der skulle sende den i mål.

Hjemmeholdet forsøgte sig flere gange, men uden resultat. En oplagt mulighed var det inddirekte frispark de fik efter 42 minutter. 

En unødvendig tilbagelægning blev samlet op i målfeltet ved siden af målet.

Frisparket førte ikke til noget.

Flere gange i kampen så man Stenløses stensikre forsvarsklippe Maja Nikolic tage sagen i egen hånd for at få bolden frem på banen, for at aflevere til frontløberne, hvor Cecilie Byrnak var en evig trussel for hjemmeholdet.

- Jeg vil helst have en bold, jeg kan løbe ind i, betroede hun os efter kampen,

- Jeg er vant til det fysisk hårde spil, så det betyder ikke så meget.

Cecilie spiller i B93, går i 6.klasse og har en storesøster, der også kan noget med en bold. Emilie Byrnak har lige spillet to kampe på U16-landsholdet.

Cecilie Byrnak går blot i 6. klasse, men er en ægte fighter. Foto: Poul Gregersen
Cecilie Byrnak går blot i 6. klasse, men er en ægte fighter. Foto: Poul Gregersen

Se også: TV: For fjerde gang i træk

Vil give alt
Halvlegen blev meget afvekslende med et hjemmehold, der pressede på for udligning og gæsterne, der modsat forsvarede sig med næb og klør. Der blev givet og taget og indimellem blev bolden også bare losset væk, men reglen var, at man ville spille sig ud af situationer.

Cecilie Byrnak havde selv en stor chance fem minutter før tid. Cecilie fik bolden fra Amélie. Et par træk og skud på mål, men uden resultat.

- Det var en meget lige og meget velspillet kamp, var Cecilies kommentar efter kampen.

- Jeg skulle have scoret, havde vel fem chancer, hvor deres målmand tog et par stykker og de andre blev ikke til noget, grundet det store pres i ryggen. Det var en god kamp.

Stenløse Privatskole skal nu møde Frederiksborg Byskole i kredsfinalen.

- I den kamp skal vi møde bolden noget hurtigere, var Amélies kommentar efter kampen.

- Vi skal ikke være bange for bolden, og så skal vi give den alt, hvad vi har i os for at komme hele vejen til finalen.

Hør fra Amélie:

I sidste sæson af Ekstra Bladet blev Stenløse Privatskole slået ud af Frederiksborg Byskole i sjette runde, så der er revanche til gode og det endda i en kredsfinale.

Stenløse Privatskoles vej til kredsfinalen

13. september: Ganløse Skole - Stenløse Privatskole, 1-5

9. oktober: Stenløse Privatskole - Bækkegårdsskolen, 4-1

30. oktober: Lærkeskolen - Stenløse Privatskole, 0-2

14. november: Stenløse Privatskole - Hedegårdsskolen, 3-0

22. november: Kratbjergskolen - Stenløse Privatskole, 0-1

Holdets samlede målscore: 15-3

Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna Cecilia Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen