TV: Midterforsvarer: Jeg bobler indvendigt

Ren lykke: Süleyman Ay leverede en stærk præstation i semifinalen

Süleyman spillede en meget disciplineret kamp i forsvaret. Foto: Henrik Schou
Süleyman spillede en meget disciplineret kamp i forsvaret. Foto: Henrik Schou

- Jeg er bare så glad, var det første, der kom ud af munden på fidusbamsevinderen fra Marie Kruses Skole Süleyman Ay, da vi fangede ham efter den spændende og højdramatiske semifinale, der indeholdt alt, hvad de mange tilskuere kunne ønske sig.

Masser af nærkampe, voldsomme - nogle gange for voldsomme-tacklinger, to gule kort, et brændt straffespark og en afslutning, hvor hjemmeholdet pressede gæsterne helt i bund de sidste fem minutter. Og ikke mindst en super god dommerpræstation.

Se karakterer fra semifinalen - og stem selv

Kanon fankultur
I de sidste fem minutter var stort set alle spillere samlet på udeholdets banehalvdel. Gæsterne hamrede bolden så langt væk, de kunne, hver gang de kom i nærheden af den, men de fik lige så hurtigt tilbage i hovedet igen.

Det lykkedes dem at overleve en solid gang powerplay, og da ærten trillede rundt for sidste gang i dommerens fløjte, blev spillerne omringet af en masse jublende fans.

Det hele endte i en kæmpedynge af jublende, glade mennesker:

De mange fans havde Sylle, som Süleyman kaldes, også en kommentar til.

- Vi har nogle helt vildt gode fans, som bakker os op hver gang, vi spiller. Det gør også, at vi kæmper 10 procent mere, for vi vil ikke skuffe vores fans, der trofast møder op. Og du kan være sikker på, at de også kommer til Odense.

Sylle har ret. Det er en super fankultur, Marie Kruse har fået oparbejdet. Bannere, romerlys og godt humør og god støtte under kampen. Det ses ikke meget bedre.

Målet til 1-0 blev fejret med de mange medrejsende fans. Foto: Henrik Schou
Målet til 1-0 blev fejret med de mange medrejsende fans. Foto: Henrik Schou

TV: Sådan jubler en finalist

Selvtillid i top
Det var virkelig en lykkelig midterforsvarer, vi fik fat i efter kampen. Igen var han stærk som en okse i de bagerste geledder og gemte dribleturene til længere fremme på banen.

- Jeg bobler stadig indvendig, fortsatte Sylle. Nu skal vi spille finale i verdens største skolefodboldturnering. Vi glæder os alle sammen helt vildt.

- Og jeg synes faktisk, vi har fortjent sejren. Jeg ved godt, vi kom lidt dårligt fra start og overlod alt spillet til Strandskolen. Og det er mig en gåde hvorfor.

- I bussen havde vi hørt god musik, der gjorde os glade, og lige inden kampen fik vi en fem minutters motivationsopvarmning, som vi alle lyttede intenst til. Vi var helt klar, da dommeren fløjtede op, og så blev vi alligevel presset i bund. Jeg forstår det ikke.

Sylle havde ret. Deres selvtillid og smalltalk inden kampen var præget af selvsikkerhed og små jokes.

- Hvilket nummer spiller du med i dag, spurgte deres træner en spiller. Og da spilleren svarede, lød det fra træneren:

- Du skal bare være klar over, at det nummer må du ikke bruge i finalen i Odense. Sådan. Ingen slinger i valsen.

Sidste finalist fundet

Hviskede de magiske ord
Hjemmeholdet var bestemt ikke uden chance. Særligt i første halvleg var de meget i boldbesiddelse.

- Men vi  var også heldige. De har jo ikke deres bedste spiller (Mathias 'Strandløven' Moestrup red.) med, og hvordan var det gået, hvis han var med.

- Og så brændte de jo straffespark. Så du lige, at 'Shinji' var henne og sige de magiske ord til Martin, og så nappede han den. Stærkt gået af dem begge to.

- Og jeg er også lidt stolt af mig selv. Jeg havde fået besked på, at jeg IKKE måtte drible i forsvarsspillet. Min hovedopgave var at holde nullet og sørge for, at kæderne hang sammen, og det lykkedes da meget godt, synes jeg. Jeg driblede eksempelvis kun en gang, og det var oppe i angrebet, og det gav da en god assist.

Sylle har ret. Han var en dygtig forsvarspiller i semifinalen. Det betød, at selvom hjemmeholdet havde bolden meget af tiden, blev det sjældent rigtig farligt. De gange, hvor forsvaret blev overspillet, så havde Marie Kruse i semifinalen en super keeper på kassen. Martin Sachs stod intet mindre end en fremragende kamp for udeholdet. Uden tvivl hans bedste kamp i år.

Se programmet for finalerne

Finalen venter
Så forlod Sylle banen som sidste mand. Mon ikke han og de øvrige Marie Kruse-drenge får en festlig fredag aften. Der er i hvert fald noget at fejre.

Når de vågner lørdag morgen, kan de begynde at forberede sig til deres livs største fodboldoplevelse. Finalen i Odense mod Stjernevejsskolen fra Hedensted.

Hør fra Sylle her: