TV: Overlevede stormløb

Tæt afslutning: Pludselig var gæsterne ved at smide en sikker 2-0-føring

Noah Gottschalck (i rødt) i hård duel. Foto: Birger Dencker
Noah Gottschalck (i rødt) i hård duel. Foto: Birger Dencker

Det var to meget opsatte hold, som mødtes i sjette runde i Sjælland Nord i Ekstra Bladet Skolefodbold. Både trænerne og spillerne fra de to hold var helt klar til at gå ud og kæmpe om at få lov til at spille kredsfinale.

For hjemmeholdet Ny Fredensborg Skole ville det være første gang, og træner Christian Anker mente da også, at favoritværdigheden lå hos Trørødskolen, som sidste år først tabte til Hedegårdskolen i kredsfinalen.

Trørødskolens træner Christopher sagde inden kampen, at drengene var så klar, som de nu kunne være. Han fortalte, at drengene virkelig var opsatte på at vinde, så de derved fik muligheden for at få revanche over Hedegårdsskolen i kredsfinalen (forudsat Hedegårdskolen vinder deres kamp red.).

Se kampfakta her.

Se også: Vilje og gejst til forskel

Heftigt tempo
Udeholdet kom også ud til kampen med 100 kilometer i timen og lagde fra start et voldsomt pres på Ny Fredensborg Skole. Generelt blev kampen spillet i et rigtigt højt tempo, og begge hold formåede at udnytte den hurtige kunstbane til at vise fodbold af høj klasse.

Hjemmeholdet havde det svært med gæsternes høje pres, især i kampens start. En veloplagt angriber hos Trørødskolen, Conrad Schandorff, var en evig trussel oppe foran og voldte hjemmeholdet store kvaler. 

Conrad Schandorff (med hvide ærmer) i fremdrift. Foto: Birger Dencker
Conrad Schandorff (med hvide ærmer) i fremdrift. Foto: Birger Dencker

Der var kun gået 12 minutter, da Conrad sparkede hjørne fra højresiden. Et perfekt indlæg, som Jakob Svenningsen satte panden på og hamrede bolden op diagonalt i modsatte hjørne uden chance for keeper Lucas Bjørkbom i hjemmeholdets mål.

Igennem hele turneringen har Conrads hjørnespark været et meget farligt våben, og Trørødskolen har scoret hele fem gange på den måde.

Trørødskolens stærke forsvar. Foto: Birger Dencker
Trørødskolens stærke forsvar. Foto: Birger Dencker

Se også: TV: Dominerede i målfest

Øgede føringen
Fuldt fortjent føring til udeholdet, som fortsatte deres pres på hjemmeholdets forsvar. Der gik også kun fem minutter yderligere, før bolden igen lå bag keeper Lucas Bjørkbom.

Denne gang var det Trørødskolens Frederik Petersen, der kom bag hjemmeholdets forsvar og lagde en perfekt bold lidt bagud på tværs til Conrad Schandorff, der i bedste Jon Dahl Tomasson-stil satte en sikker inderside på bolden til 0-2.

Målet fik udeholdet til at trække sig en lille smule tilbage, og det gav Ny Fredensborg Skole mere plads. Hjemmeholdet havde i hvert fald ikke lagt sig ned, og i den kommende periode kom de meget bedre med i kampen.

I de sidste 10 minutter af første halvleg pressede hjemmeholdet på for en reducering, og især Sebastian Langager og Emil Fosgrau havde flere gode aktioner. Et pres, der betød, at Trørøds keeper Oliver Sinding samlede en bold op, som han vurderede en spiller fra hjemmeholdet sidst havde foden på, men dommeren så det anderledes og dømte indirekte frispark.

Et frispark, som Sebastian tog sig af. Et super spark og bolden fløj igennem Trørød-muren og i kassen. Desværre for hjemmeholdet så blev målet ikke anerkendt, da det var sparket direkte i mål. Omspark og denne gang stod Trørød-muren bedre. Pausestillingen var derfor 2-0 til udeholdet.

Se situationen her:

Se også: TV: Trekløveren slog til

Lige ved og næsten
I pausen roste udeholdets træner Christopher holdet for deres spil. Især defensiven stod rigtigt godt, og han synes, de havde godt styr på Ny Fredensborgs angribere.

Det havde de så ikke helt. Der var ikke engang gået et minut af anden halvleg, før bolden lå inden bag keeper Oliver Sinding i udeholdets mål. Hjemmeholdets Sebastian Langager tog sagen i egen hånd, da han fightede sig forbi et par forsvarsspillere og bankede bolden fladt ind i kassen. Derved var der skabt spænding i kampen med sit mål til 1-2.     

Kampen var helt åben, og der var chancer til begge hold. Lige som hjemmeholdet øjnede chancen for at få udlignet, så blev Noah Gottschalck spillet helt fri inden foran mål, og usvigeligt sikkert sparkede han bolden ind bag ved Lucas Bjørkbom til 1-3.

Udeholdet havde ikke fået armene ned endnu, da hjemmeholdets Sebastian Langager ubesværet fik lov til, helt umarkeret, at sparke på kassen tæt på mål. Endnu engang et fladt skud fra hans fødder, og så var der reduceret til 2-3 og fornyet spænding med 20 minutter igen.

Målet gav Ny Fredensborg Skole troen på, at de kunne få udlignet. I en periode virkede Trørød-drengene en smule rystede, og der var noget usikkerhed at spore i det ellers sikre forsvar hos udeholdet.

Fem minutter før slutfløjt fik hjemmeholdets Emil Fosgrau en kæmpe chance, men keeper Oliver Sinding diskede op med en TV-redning. I de sidste fem minutter fik udeholdet på mesterlig vis taget tempoet ud af kampen og formåede at få tiden til at gå, indtil dommeren fløjtede kampen af.

Vi fangede Valdemar Schambye efter kampen.

- I første halvleg gik det rigtig godt. Vi var hurtige til at score.

- I halvlegen sagde vores træner, at vi skulle slappe lidt mere af. Men så i anden halvleg der slapper vi overhovedet ikke af, de får et mål. Og så bliver det lidt kaos. I de sidste fem minutter var vi meget nervøse, men jeg synes, at vi gjorde det rigtig godt, lød det fra den lettede spiller.

Hør fra Valdemar Schambye efter sidste fløjt:

Nu venter så kredsfinalen på drengene fra Trørødskolen. Den spilles 27. november kl. 11. Modstanderen skal findes i kampen imellem Skovvangskolen og Hedegårdsskolen.

Trørødskolens vej til kredsfinalen

10. september: Trørødskolen - Rungsted Skole, 4-0

25. september: Vallerødskolen - Trørødskolen, 0-8

10. oktober: Trørødskolen - Hørsholm Skole, 2-0

24. oktober: Trørødskolen - Stengård Skole, 5-1

1. november: Trongårdsskolen - Trørødskolen, 1-2

15. november: Ny Fredensborg Skole/Vilhelmsro - Trørødskolen, 2-3

Holdets samlede målscore: 24-4

1 af 2 Fire stærke drenge fra Trørødskolen. Fra venstre: Mikkel Jørgensen, Magnus Vermon, Conrad Schandorff og Valdemar Schambye. Foto: Birger Dencker
2 af 2 Noah Gottschalck (i rødt) i hård duel. Foto: Birger Dencker
Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna Cecilia Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen