TV: 'Shinji' kan alt

Redningsmand: Nikolaj Mortensen blev hjemmeholdets helt i kvartfinalen

Nikolaj Mortensen med den afgørende redning. Foto: Henrik Schou
Nikolaj Mortensen med den afgørende redning. Foto: Henrik Schou

- 'Shinji' kan alt.

Sådan lyder kælenavnet og talemåden om Nikolaj Mortensen fra Marie Kruses Skole.

I kvartfinalen tog han eksempelvis målmandstrøjen på, da kampen mellem Marie Kruses skole og Skolen på Herredsåsen skulle afgøres på straffespark.

Han havde forinden spillet en glimrende kamp, og han så slet ikke så udbrændt, forpint eller træt ud som mange af både med- og modspillere.

Galleri: Marie Kruses Skole - Skolen på Herredsåsen

Har kærlighed til målet
I kvartfinalen kunne han i hvert fald en ting. Han formåede at gøre de to sidste spillere fra udeholdet så nervøse, at han med lethed snuppede de to sidste spark. Dermed blev han kampens matchvinder sammen med kraftværket Mikkel Wiese.

Men det var slet ikke nogen tilfældighed, at 'Shinji' gik ind i buret i slutfasen.

- Jeg stod på kassen, da jeg var mindre. Men da jeg ikke voksede særlig meget, blev målet for stort, så derfor jeg valgte at gå ud i marken, hvor jeg i dag spiller højre back.

- Men min kærlighed til målet har jeg stadig. Det er også sådan, at jeg en gang imellem står på mål ved straffe, når jeg spiller på mit fodboldhold i Farum.

- Jeg er vild med at stå i målet, når der er straffe. Jeg er også god til det. Jeg har taget mange straffespark. Jeg har med hjælp af en god ven udviklet en teori om, hvordan man bedst psyker sine modspillere.

Den teori kunne vi ikke lokke ud af 'Shinji', for som han klogt sagde:

- Så duer den jo ikke mere.

Denne bold var lige ved at snige sig i mål bag 'Shinji', men han nåede at stoppe den. Foto: Henrik Schou
Denne bold var lige ved at snige sig i mål bag 'Shinji', men han nåede at stoppe den. Foto: Henrik Schou

TV: 'Høgen' baskede for vildt i drama
Rodet kamp
At Nikolaj havde ret blev bekræftet, da 'Dirigenten' fra udeholdet efter kampen måtte erkende, at det psykiske spil tabte udeholdet til 'Shinji'.

- Selve kampen var en rodet affære. Vores afleveringer lå generelt dårligt, så vores normale flydende spil kom slet ikke til at fungere, fortalte Nikolaj.

- Det er da også for dårligt af os, at vi ikke kan udnytte overtallet i slutfasen noget bedre. 11 mod 9. Der var vi ikke gode nok. Men Wiese var jo helt ustyrlig, så vi tog dem alligevel, fortsatte han.

- Jeg har temmelig stor respekt for vores modstandere, som kæmpede røven ud af bukserne og kom tilbage efter at være bagud to gange. Det er flot. Respekt for den indsats.

Denne her sejr skulle meget gerne give os så meget selvtillid, at vi også napper sejren i semien. Vi vil rigtig gerne spille finalen i Odense, lød det fra 'Shinji'.

TV: 'Dirigenten' takkede af

Stor opbakning
På torsdag skal modstanderen i semifinalen findes. Selvom 'Shinji' gerne ville have set den kamp, så regner han med, at holdet kommer til at være godt forberedt til semifinalen.

- Vi vil hellere end gerne overvære kvartfinalen på torsdag, men det får vi nok ikke lov til. Men så har vi heldigvis alle ZOOM-artiklerne fra Ekstra Bladet Skolefodbold. De bliver læst grundigt og taget med i vores taktik.

- Vi håber selvfølgelig på hjemmebane igen, så vores fans igen kan bakke os op som i den her kamp. Vores lokale fanklub hedder Find Omaly, og deres støtte er en stor hjælp. Det var i hvert fald ikke dem, der råbte tåbeligheder og andre uartigheder. Det må naboskolen tage skylden for, fortsatte 'Shinji'.

- Der er dejlig opbakning - også fra resten af skolen. Nu skal vi lige have fat i skoleledelsen og bede dem om, at også 0. til 3. klasse kan få lov til at komme på stadion, så de kan opleve den superstemning, vores fanklub Find Omaly skaber.

Hjemmeholdet nåede kun at bruge fire sparkere i kvartfinalen. Hvem skulle have sparket det sidste straffe, spurgte vi 'Shinji' om.

- Det skulle jeg have gjort. Det er jeg faktisk også ret god til. Jeg er vild med de der straffespark. Men så tænkte jeg: jeg kan da ligeså snuppe det sidste spark, så slipper jeg for at sparke. Så det gjorde jeg, sluttede en glad dreng med selvtilliden i orden.

Hør fra 'Shinji' her: