TV: Skidt dag for finalisterne

Savnede landsholdsspiller: Hedegårdsskolen langt fra sidste års storform

Arian Bejtuli var med både offensivt og defensivt. Foto: Poul Gregersen
Arian Bejtuli var med både offensivt og defensivt. Foto: Poul Gregersen

Torsdag tog drengene fra Skovvejens Skole imod sidste års finalister fra Hedegårdsskolen i 4. runde af Ekstra Bladet Skolefodbold.

- Vi vil gerne vise, at vi kan spille en god gang bold i et højt tempo, sagde anfører Noah Salling inden kampen.

Lad det være sagt med det samme. Denne kamp kommer ikke til at gå over i historien, for den var alt for rodet. Tilfældigheder og alt for meget spil i luften prægede det meste af kampen.

Samtidig var det tydeligt at se, at Hedegårdsskolen manglede deres helt store profil i landsholdsspiller Maurits Kjærgaard. Han havde dog fået forbud mod at spille kampen, så de måtte klare sig uden ham.

Se kampfakta her.

Se også: Finalister haltede videre

Scorede med ryggen
Spillerne kendte hinanden og vidste, hvem de skulle passe på. Der blev ikke givet mange chancer, og den fedtede og langhårede bane indbød bestemt ikke til godt fodboldspil.

Der gik ti minutter, før der opstod en chance, der alligevel ikke var en rigtig chance. Gæsterne havde fået hjørnespark i venstre side. Mikkel Nielsen tog sparket, sendte bolden til Zamir Aljiti, der sparkede den ind i straffesparkfeltet helt over i modsatte side. Arian Bejtuli fik den i mål med ryggen.

- Ja, det var med ryggen, jeg scorede, erkendte Arian efter kampen.

Det var faktisk Arian, der selv havde startet det angreb, der endte med målet. Arian er en spiller, der deltager meget i spillet, både fremadrettet og bagud.

Hjemmeholdet fra Skovvejens Skole havde også deres chance, men Mads Danielsen skød lige forbi målet.

Det var en rigtig tju-bang kamp, der tre minutter før pausen endte med et straffespark til gæsterne. Noah Salling var kommet alene med målmanden, der nedlagde ham. Noah tog selv sparket og scorede til 2-0 til Hedegårdsskolen.

Se det første mål, der blev scoret med ryggen, her:

Se også: Målmand med sidste søm i kisten

Skal give 100 procent
- Der er alt for mange, der ikke tager ansvar i dag, konstaterede gæsternes træner Kim i pausen.

- Man kan ikke kun være med 70 eller 80 procent af en kamp. Man skal være med 100 procent i hele kampen.

- Vi mister alt for mange bolde. Få bolden ned på jorden. Vi forærer vores bolde væk til modstanderne, det går ikke, sluttede træneren.

Hos hjemmeholdet havde de talt om at spille den hurtige Jeppe Simonsen mere i dybden, og at der var brug for meget mere humør.

Det samme spil fra første halvleg fortsatte i anden halvleg. Men efter fem minutter fik gæsterne øget til 3-0 på et langskud.

Efter scoringen var der lidt overvægt i spil til gæsterne, og så var det alligevel hjemmeholdet, der var tættest på.

Markus Rajavic leverede fremragende redninger i anden halvleg. Foto: Poul Gregersen
Markus Rajavic leverede fremragende redninger i anden halvleg. Foto: Poul Gregersen

Se også: Bøllebank til Bækkegård

Flotte redninger
Midt i halvlegen fik værternes frontløber og topscorer med tre mål Mads Danielsen en chance, der burde have givet mål. Men en fantastisk redning af målmand Markus Rajavic forhindrede det.

Markus var kommet ned at ligge på jorden, men på en eller anden måde fik han med benet blokeret det skud, Mads sendte mod mål. 

Det var godt målmandsspil, og i resten af kampen var det også Markus, der ragede kastanjerne ud af ilden for gæsterne.

Selvom han er målmand, scorede Markus faktisk i skolens første kamp, hvor de vandt 3-1 mod Lindehøjskolen.

- Vi kunne ikke holde spillet i det høje tempo, som vi havde håbet, fortalte Noah efter kampen.

Noah deltog kun i noget af kampen efter aftale med sin klub.

Hedegårdsskolen gik videre med en 3-0 sejr. Men vil holdet i nærheden af kredsfinalen, skal der andre boller på suppen. Det spil, der blev vist i kampen, kan ikke gøre det.

Det var en fornøjelse at se, at de to holds spillere omfavnede og snakkede godt sammen efter kampen.

KAMPFAKTA:

Resultat:
Skovvejens Skole - Hedegårdsskolen, 0-3

Prisvindere:
Vindere af fidusbamserne:
Anders Neumann, Skovvejens Skole
Markus Rajavic, Hedegårdsskolen

Vinderen af fairplay-håndklædet:
Jacob Horsebøg, Skovvejens Skole

Hør Noah Salling fortælle om kampen og sit mål her:

Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere