TV: 'Styrmand Karlsen' indkalder til møde før semifinale

Alle mand på dæk: Kamilla Karlsen ikke helt tilfreds trods sikker sejr

Overblik og boldkontrol er bare to af de stensikre overskrifter på Kamilla Karlsen. (Foto: Henrik Schou)
Overblik og boldkontrol er bare to af de stensikre overskrifter på Kamilla Karlsen. (Foto: Henrik Schou)

KALUNDBORG (Ekstra Bladet): I drengekampene i Ekstra Bladet Skolefodbold er anføreren som regel en af de fremtrædende spillere. Både med øjne og ører. Han er oftest en af de bedste, men man kan også høre ham højt og tydeligt. Der råbes og skriges for at uddele ordrer og nogle gange brokke sig. Sådan er det sjældent i pigerækken.

En undtagelse er dog den fremragende Kamilla Karlsen. Anføreren for Frederiksborg Byskole blev i efteråret af Ekstra Bladet døbt 'Styrmand Karlsen', fordi hun konstant både er i bevægelse, har overblik over banen og bruger sin mund. Dog ikke på brok.

Se også: Galleri: Skolen på Herredsåsen - Frederiksborg Byskole

Et af de største talenter
I stedet forsøger hun at kalde på bolden og give gode råd på samme tid. Alt i positiv ånd. Det havde desværre bare ikke helt den samme effekt som i de tidligere kampe, da Frederiksborg Byskole gæstede Skolen på Herredsåsen med de stolte traditioner i kvartfinalen. Trods en sikker 3-0 sejr manglede der noget. Det var dog også hjemmeholdets skyld, de kæmpede en brav kamp og gjorde det stærkt mod overmagten.

- Jeg er glad for vores sejr, men vi spillede ikke godt nok. Vi spiller os ikke ud af problemerne, der bliver sparket for meget og trillet for lidt, forklarede det 15-årige stortalent og tegnede og fortalte som en anden toptræner.

Fodbold foregår på et helt andet niveau mellem ørerne på hende. Hun kaldes for et af de største talenter af landstræneren og blev rykket op på U17-landsholdet et år før tid. Trods sin unge alder er det allerede blevet til 14 officielle kampe i rødt og hvidt. Imponerende.

Der bliver brugt både ben og arme i forsøget på at holde på bolden. (Foto: Henrik Schou)
Der bliver brugt både ben og arme i forsøget på at holde på bolden. (Foto: Henrik Schou)

Se også: TV: Tidlig scoring gav ro

Bryde ud af skallen
Alligevel er der ikke noget med at spille smart eller tale ned til nogen. Kamilla bærer sit anførerbind med stolthed og tager opgaven yderst alvorligt. Derfor er det også op til hende at søge løsningen på holdets spil, så de kan gøre det bedre i semifinalen.

- Et af de store problemer på det her hold er, at vi er nogle, som spiller rigtig meget fodbold. Helt oppe på landsholdet. Og så er der både en danser og håndboldspillere med også, det gør det lidt sværere at både spille og tale taktik, kommer det ærligt fra den altid smilende kaptajn.

- Vi må få det bedste ud af det, men der er bare store niveauforskelle. Det kan helt sikkert godt være svært for nogle, fordi de måske er bange for at lave fejl eller ikke gøre det helt så godt. Men det er vi nødt til at gøre noget ved, der er brug for en snak kun os piger imellem. Kun på den måde kan vi få de andre til at bryde ud af skallen og ikke være nervøse.

Hun lyder ikke som en 15-årig pige, når hun taler. Hun ligner heller ikke en 15-årig, når hun er på banen. Hun har noget så skønt som både hjerne, hjerte og sind med sig på vej mod toppen.

Lynhurtige Josefine Funch og det tekniske geni Sofie Bredgaard jubler efter første scoring mod 'Styrmand Karlsen' og råber: 'OHØJ'. (Foto: Henrik Schou)
Lynhurtige Josefine Funch og det tekniske geni Sofie Bredgaard jubler efter første scoring mod 'Styrmand Karlsen' og råber: 'OHØJ'. (Foto: Henrik Schou)

Indkalder til pigesnak
På et punkt kan det dog blive - endnu - bedre for 'Styrmand Karlsen'. Nemlig ved at tage endnu mere ansvar overfor de andre piger. Hun råber meget på bolden under kampen, og hun vil indkalde til pigesnak frem mod næste kamp. Men hun er nødt til at skrue endnu mere op for charmen og hoppe ind på scenen som leder under kampene, når det ikke helt kører i olie for holdet.

Et godt eksempel var i pausen, hvor pigerne stod alene uden træner det meste af tiden for at tale om, hvad der nu skulle ske. Ingen tog virkelig ordet for at pege en retning ud. Kamilla sagde noget, Josefine Funch sagde noget, og et par andre havde en ting eller to. Ellers spiste de kiks og talte i munden på hinanden, den slags ses altså meget sjældent så langt fremme i verdens største skoleturnering.

Ingen tog et skridt ind for at ændre på tingene. Så godt spillede de jo heller ikke, det var de også enige om. De mødte for første gang virkelig modstand, så der var brug for en leder at lytte til og se efter. Holdet ville med sikkerhed gøre, hvad Karlsen sagde. Det kom bare ikke rigtig.

- Det skal jeg blive bedre til. Og jeg skal tale med de andre hver især og lade dem vide, at de gør det godt. De skal tro på sig selv, det skal jeg hjælpe dem med ved at gå forrest. Også uden for banen.

Se også: TV: Målscorer Silje håber på finaleplads

Renset ører
Holdet har stjerner i alle kæder, men anføreren har også ret i, at der er store forskelle i holdets niveau. Sådan må det jo være, når der er flere nuværende landsholdsspillere og en to-tre stykker mere på vej på det samme hold. Plus nogle fra helt andre sportsgrene. Den store kunst er så at få det til at spille sammen som et orkester.

- Det nytter ikke noget, at vi er for få på bolden. Alle skal være med og flytte sig for hinanden. Det kan vi forhåbentlig nå at træne på inden semifinalen, ønskede kaptajnen.

Kombineret med en god snak vil en træning eller to helt sikkert være en god ide. For de kommende modstandere læser også med på Ekstra Bladet og vil også forsøge at ramme uden om de bedste af de bedste hos Frederiksborg Byskole. Det forsøgte Herredsåsen dygtigt i store dele af kampen, og de viste, at der er muligheder og huller i den sorte mur.

- Jeg var heller ikke tilfreds med, hvor meget jeg selv fik bolden. Selv om jeg kaldte og kaldte på den, så kom den ikke nok. De tør ikke spille mig, hvis jeg har en i ryggen. Men jeg ved jo godt, der er nogen bag mig, jeg er forberedt på det. Så jeg lægger den enten af eller fortsætter frem og tager bolden med selv.

Kampens to dominerende spillere på midten. Kamilla Karlsen og den evigt kæmpende Louise Tranberg. (Foto: Henrik Schou)
Kampens to dominerende spillere på midten. Kamilla Karlsen og den evigt kæmpende Louise Tranberg. (Foto: Henrik Schou)

Se også: TV: 'Styrmand Karlsen' sprang et landshold over

Tæt på målet
Overordnet set var både 'Styrmand Karlsen' og de andre piger selvfølgelig tilfredse med sejren. Piger med så store fighterhjerter vil bare gerne gøre det bedre hver gang. Ellers var de heller aldrig blevet så gode.

- Vi har glædet os helt vildt til den her kamp. Det har været en lang vinter. Opbakningen på skolen er god, de er stolte af os. Men presset er stort, for det her er ikke som en almindelig kamp for klubben. Hvis man taber, så er det slut.

Tankerne omkring finalen fylder helt naturligt meget så langt fremme i turneringen:

- Jeg var mere nervøs denne gang. Vi vidste, de var gode. Men det ville også bare være så surt at tabe nu her så tæt på det store mål, som jo er at komme i finalen, forklarer Karlsen og fortsætter:

- Jeg kan godt selv mærke et større pres på mig. Der forventes mere af mig som anfører og med så mange landskampe. Derfor skal jeg også tage den snak med pigerne, så vi kan gøre det bedre næste gang. Det er min opgave at gå ind og give dem ro og løfte holdet.

Hvis bare alle hold dog havde en anfører med det overblik både på og udenfor banen. Klasse!

 

Hør 'Styrmand Karlsen' fortælle om kampen her:

Se også: Galleri: Skolen på Herredsåsen - Frederiksborg Byskole

Læs ALT om slutspillet her

Det er ikke let at komme forbi Karlsen. Der skal mere fysik end det her til. (Foto: Henrik Schou)
Det er ikke let at komme forbi Karlsen. Der skal mere fysik end det her til. (Foto: Henrik Schou)

Se også: Galleri: Skolen på Herredsåsen - Frederiksborg Byskole
Louise Tranberg sagde flot farvel til Ekstra Bladet Skolefodbold efter en lang karriere med mange triumfer. (Foto: Henrik Schou)
Louise Tranberg sagde flot farvel til Ekstra Bladet Skolefodbold efter en lang karriere med mange triumfer. (Foto: Henrik Schou)

Se også: TV: 'Tranens' sidste dans

1 af 3 Et alt for sjældent hug mod mål. Karlsen har tidligere i turneringen vist sit sparketalent, det sker bare for sjældent. (Foto: Henrik Schou)
2 af 3 En kold Carlsberg Sport er et sikkert hit efter alle kampene. (Foto: Henrik Schou)
3 af 3 Overblik og boldkontrol er bare to af de stensikre overskrifter på Kamilla Karlsen. (Foto: Henrik Schou)
Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere