ZOOM: Marie Kruses Skole - Skolen på Herredsåsen

Drenge: To bundsolide mandskaber skal kæmpe om en plads i semifinalen

Hvem kommer til at juble efter sidste fløjt? Fotos: Henrik Schou
Hvem kommer til at juble efter sidste fløjt? Fotos: Henrik Schou

Tirsdag 4. april kl. 11 er det tid til, at drengene skal i gang med kvartfinalerne i øst. Her tager Marie Kruses Skole imod Skolen på Herredsåsen.

Se kampfakta her.

Her klæder vi dig på til opgøret. Vi gennemgår de to holds styrker og svagheder. Kigger nærmere på profilerne. Vi starter med hjemmeholdet.

Marie Kruses Skole: Ikke pressede før kredsfinalen
Drengene går ind til kvartfinalen med en målscore på 20-4. De har stille og roligt spillet sig igennem efteråret uden at være bagud en eneste gang.

Skal stramme op i bagkæden
Efter en hård skæbne i sidste sæson, hvor holdet røg ud i sjette runde efter at have sat en 3-0-føring over styr, er mandskabet nu klar til forårets slutspil. De har igennem efteråret imponeret med lynhurtige kombinationer og knivskarpe scoringer.

Forsvaret har stået solidt. Inden kredsfinalen havde holdet kun lukket to mål ind. Det skyldes, at de er sikre i den bagerste kæde. Det startede også fint i kredsfinalen, men pludselig gik det helt galt. De lod modstanderen score to fuldstændig unødvendige mål. Her så forsvaret bestemt ikke for godt ud. I kvartfinalen står holdet overfor en modstander, der har været utrolig kynisk til at straffe modstanderens fejl. Derfor bliver hjemmeholdet simpelthen nødt til at stramme op inden kvartfinalen. Så hellere losse bolden væk end forsøge at kombinere sig ud af presset lige foran egen felt. Ofte er fejlen nemlig, at holdet vil for meget. Indimellem er det okay at spille primitivt i bagkæden. Det bliver i hvert fald essentielt, om holdet formår at lukke af for modstanderens pres. 

Holdet skal også være klart på dødboldsituationer. Her er modstanderen i kvartfinalen nemlig uhyggelig stærk. Så de skal være klar på samtlige hjørne- og frispark.

Hvis hjemmeholdet skal juble efter kvartfinalen, så skal der virkelig noget koncentration til i de bagerste geledder. Foto: Henrik Schou
Hvis hjemmeholdet skal juble efter kvartfinalen, så skal der virkelig noget koncentration til i de bagerste geledder. Foto: Henrik Schou

TV: 'Høgen' nedlagde byttet til sidst

Gyldne kombinationer
Drengenes helt store styrke er klart deres kombinationsspil. Når det kører for dem, så er de nærmest umulige at standse. Det var også tydeligt i første halvleg af kredsfinalen. Her løb alle for hinanden, og afleveringerne lå lige i fødderne på en given medspiller. Men så gik det helt i stå, og de begyndte at spille med lange bolde. Det går ikke i kvartfinalen. Her skal de simpelthen være i stand til at holde fast i deres spil. Ellers bliver det meget svært overfor en knivskarp modstander.

Problemet for holdet er også, at spillet i den grad afhænger af anfører Oliver 'Høgen' Høgsberg. Spillet går simpelthen ofte igennem ham. Ekstra Bladet Skolefodbold skrev således om problematikken efter kredsfinalen:

Her ligger nok også noget af det, de med fordel kunne tale om over vinteren. Det er farligt at være  afhængige af en spiller, for meget afhænger ganske enkelt af ham (...) Det er for let at læse, holdene i slutspillet ser hurtigt gennem den slags.

Holdet består af mange dygtige spillere, der er gode til at have bolden. Så de skal simpelthen bare finde en måde at få det hele til at fungere, hvis Oliver ikke er helt på toppen i kvartfinalen.

Marie Kruses Skoles vej til kvartfinalen

20. september: Syvstjerneskolen - Marie Kruses Skole, 1-5

6. oktober: Marie Kruses Skole - Lynge Skole, 3-0

31. oktober: Marie Kruses Skole - Hareskov Skole, 2-0

4. november: Engholmskolen - Marie Kruses Skole, 0-3

18. november: Marie Kruses Skole - Hundested Skole, 5-1

24. november: Bagsværd Kostskole - Marie Kruses Skole, 2-2 (Efter forlænget: 2-3)

Holdets samlede målscore: 20-4

Se vejret for kampen her.

Skolen på Herredsåsen: Ingen slinger i valsen
Holdet stempler ind til kvartfinalen med en stærk målscore på 26-3. De tre mål gik ind i de første kampe, og de har siden holdt målet rent i tre kampe.

Bundsolid bagkæde
Vi er vant til at skrive om Skolen på Herredsåsen her på Ekstra Bladet Skolefodbold. Men vi plejer at skrive om pigerne, som har haft enorm succes i de sidste mange år. Men i år er der pludselig sket et skift. Det er nemlig drengene, der i høj grad har imponeret.

Der er flere årsager til, at det netop er i år, at drengene har strålet. Den ene er klart det meget stærke forsvar. Her hersker de to profiler Peter Qvade og Jeppe 'Dirigenten' Merling. De sørger hele tiden for, at der er styr på sagerne. Der bliver virkelig kommunikeret igennem, og alle overholder aftalerne. I kredsfinalen var der dog aldrig fare på færde. Når man ikke bliver presset, er det naturligvis også lettere at overholde alle aftaler. Men i kvartfinalen vil de komme under pres fra et meget stærkt hjemmebane-hold. Her vil det blive fuldstændig afgørende, om aftalerne også holder, hvis der bliver begået fejl i de bagerste geledder.

Kæderne har stået stærkt. Der er ingen, der hænger. Forsvaret sørger altid for at skubbe med op. Det gør, at der er en god tyngde på holdet.

Drengene fra Skolen på Herredsåsen har haft meget at juble over i denne sæson. Foto: Henrik Schou
Drengene fra Skolen på Herredsåsen har haft meget at juble over i denne sæson. Foto: Henrik Schou

TV: 'Dirigenten' i smuk symfoni

Giftigt våben
Mandskabet har virkelig tromlet over mange af deres modstandere. Det var også tilfældet i kredsfinalen, hvor der ikke blev sat mange fødder forkert. De er kommet stormende ud til hvert eneste opgør og vil gerne være boldbesiddende. I kvartfinalen står de overfor en modstander, der også spiller på at have bolden meget. Det bliver derfor helt essentielt, at holdet kommer godt fra start og får boldovertaget.

Det er tydeligt, at drengene kender hinanden godt. Over halvdelen af holdet spiller på hold sammen til daglig. Derfor er de også meget villige til at slås for hinanden. Ingen viger for en nærkamp. Der bliver gået til den. Det er en vigtig evne at tage med et opgør, som meget vel kan udvikle sig til en kamp om midtbanen.

Udeholdet går ind til dette opgør med noget af et våben i baglommen. De er nemlig meget skarpe på dødbolde. Det er Peter Qvade, der sparker fri- og hjørnespark. Det gør han milimeterpræcist. Der er aldrig tvivl om, hvem der skal gå med frem. Alle kender deres plads. Det er et våben, der kan afgøre enhver kamp. Det vil blive utroligt vigtigt i et opgør, der godt kan gå hen og blive tæt.

Mr.Skolefodbold: De vinder tirsdag

Skolen på Herredsåsens vej til kvartfinalen

13. september: Kalundborg Friskole - Skolen på Herredsåsen, 2-8

3. oktober: Skolen på Herredsåsen - Højby Skole, 2-0

13. oktober: Skolen på Herredsåsen - Stenhus Kostskole, 3-1

4. november: Vallekilde-Hørve Friskole - Skolen på Herredsåsen, 0-6

18. november: Skolen på Herredsåsen - Holbergskolen, 3-0

28. november: Skolen på Herredsåsen - Brøndby Strand Skole, 4-0

Holdets samlede målscore: 26-3

Se eventet for kampen her.

Mr. Skolefodbold kommer med sit bud på kampens vinder.

Sådan gik finalerne i Odense