Sydkystens bedste

Kæmpernes kamp: Lækker skolefodbold mellem Krogård og Egholm

Der blev givet og taget fra begge sider. (Foto: Henrik Schou)
Der blev givet og taget fra begge sider. (Foto: Henrik Schou)

To af de allerstærkeste hold fra Sydkysten havde trukket hinanden allerede i 2. runde. Det var i sandhed en storkamp.

LÆS OGSÅ:Bytte bytte købmand

FCK'er udenfor
En af Krogårdskolens nøglespillere, Michael Jonssen, som til dagligt spiller for FCK's U17-hold og er med i landsholdstruppen, måtte melde fra til kampen pga. en skade.

- Det betyder, at vi må trække Yusuf Onurlu tilbage i midterforsvaret og nøjes med en kontrolleret offensiv, fortalte Krogårdskolens træner, Christian Sparre, før kampen.

Se fakta fra kampen

Og det kunne man godt mærke. Begge hold gik til stålet, og der blev kæmpet om alt fra første fløjt af, men det var Egholmskolen, der havde bolden mest og kom frem til de farligste chancer.

Annulleret kasse
I det 6. minut havde de endda bolden i kassen, da målmanden ikke kunne holde et drøn af et frispark fra Malthe Johansen. Returbolden blev headet i mål, men scoringen blev korrekt underkendt for offside.

LÆS OGSÅ:Det skal være sjovt

Bortset fra et skud på overliggeren blev det ikke til store chancer for Krogårdskolen før det 29. minut. Da modtog holdets Frederik Hebo en aflevering i højre side, og med et perfekt træk ind mellem to modspillere satte han dem begge af og scorede fladt i det modsatte hjørne - uden chance for den fremstormende målmand. Flot, flot mål. 1-0 til Krogårdskolen.

Malthes tur
Så var det Malthe Johansens tur til at brillere igen. Egholmskolens stjerne havde allerede én gang vist, at han kunne sparke på mål på frispark, det fik han chancen for igen i det 37. minut. Egholmskolen fik et frispark på et tilsyneladende ufarligt sted, men alligevel lykkedes det Malthe fra 35 meter at sende bolden i en høj flot bue ind i nettet ved den fjerneste målstolpe. En virkelig flot sparketeknik. 1-1. Åben kamp igen.

Spillet bølgede derefter fortsat frem og tilbage. De to hold var helt jævnbyrdige, og folk havde indstillet sig på, at vinderen skulle findes ved straffesparkskonkurrence. Sådan skulle det dog ikke gå, fandt folk ud af. To minutter inde i dommerens tillægstid blev der dømt frispark til Krogårdskolen ca. 25 meter fra mål. Så skulle de gøre Malthe kunsten efter. De viste sig at være lige så skarpe på frispark som ham.

LÆS OGSÅ:Vind 20.000 kr. til din skole

Kanonen fyret af
Egholmskolen stillede en mur op, mens Krogårdskolens Frederik Hebo og Yusuf Onurko gjorde sig klar ved bolden. Træneren råbte højt, at Frederik skulle sparke, men Yusuf havde en anden plan. Han tog sagen i egen hånd og sendte bolden fladt uden om muren og i nettet tæt opad den ene stolpe.

Det udløste enorm jubel hos hjemmeholdet og ligeså stor skuffelse hos gæsterne, for minuttet efter blev kampen fløjtet af. 2-1 til Krogårdskolen.

Det var en rigtig herrekamp med spænding til sidste fløjt. En af de bedste kampe indtil videre. Begge hold havde stor ære af kampen, og kun marginaler afgjorde, hvem der gik videre.

Se masser af billeder fra kampen her

Bliv fan på Facebook