Klinkevals

Bød op til dans: Sjølundsskolen frygtede den manglende fysik - men de ramte i den grad takterne

Christoffer og Nicolai Klink. Dygtige tvillinger på Sjølundholdet. (Foto: Bodil Zuschlag)
Christoffer og Nicolai Klink. Dygtige tvillinger på Sjølundholdet. (Foto: Bodil Zuschlag)

For første gang i årets turnering spillede Sjølundskolen reelt på udebane, idet de måtte seks kilometer nord for Næstved for at møde de lokale helte fra Holmegaardskolen. De to skoler har rigtig godt kendskab til hinanden, da mange af dem spiller på hold sammen i Næstved IF.

Magnus Norup fra Holmegaard var fuld af optimisme:

- Vi vinder 3 -0, var hans klare budskab.

Træner Henrik Bak for Sjølundskolen var lidt mindre optimistisk:

- Jeg synes mine spillere ser lidt klejne ud i forhold til vores modstandere, men lad os nu se. Jeg tror, det bliver en lige kamp, lød det fra træneren.

Henrik havde på grund af sygdom en ny mand, Mads Pedersen, på højre back. Ellers stillede han med samme hold, som indtil nu har vundet forholdsvis sikre sejre.

Ingen fedtspil
Kampen fik en livlig start. Der var ikke tale om fedtspilleri fra nogen af holdene, da de begge gerne ville have overtaget.

Det var dog Sjølund, som bedst lykkedes med det, da de kom foran allerede efter to minutter. Jeppe Larsen modtager en dyb stikning og løber ganske enkelt fra Holmegaards forsvar og kan score sikkert. Holmegaard havde lige glemt, at mod en spiller med Jeppes speed, er man nødt til at spille med gardering.

Holmegaard kom sig dog ret hurtigt over chokket. Bare tre minutter senere har Holmegaards Mads-Peter Thorsen scoret sit ottende mål i turneringen. Efter et fint opspil i venstre side og en målmandsredning kan han sende riposten i mål til 1-1.

Se også: De klogeste dyr i skoven

Holmegaard overtog derefter mere af spillet og havde et par pæne chancer. Alligevel var det Sjølund, der kom foran igen. Og igen var det Jeppe, som var på spil. Denne gang i oplæggerens rolle. Efter en hurtig tur op langs sidelinjen, lægger han bolden af til Christoffer Klink, som let kan score.

Alligevel tilkæmper Holmegaard sig et pænt overtag i spil og chancer, men stillingen 1–2 holder sig til pause.

I halvlegen er der roser fra træner Casper, Holmegaard:

- Det er os, der har spillet, og vi skal nok komme tilbage. Det har vi gjort før. Men pas på Jeppe, når han kommer. Fald tilbage og sørg for gardering.

Klog træner
De kom godt tilbage, Holmegaard. Dårligt var 2. halvleg sat i gang, før Frederik Nielsen kan bringe balance i regnskabet. Han modtager en dyb stikning, løber fra forsvaret og scorer sikkert.

Se også: Forventningsfulde: Skal vi i gang eller hvad?

Derefter bølger det frem og tilbage. Meget af spillet foregår på midten, hvor Holmegaard har fysisk dominans, men det kniber med at omsætte det i chancer.

Og så slår Jeppe Larsen til igen. Samme opskrift som 2-2 målet.

Han løber sig fri i højre side. Denne gang er det Oliver Stausholm, som får den nemme, men alligevel nogle gange svære opgave, at sætte sidste fod på bolden, så den kan gå i mål. Men Oliver gør det, og så er Sjølund foran med 3-2.

Holmegaard kæmper flot videre. Det har før set håbløst ud for dem, så de ved, det kan lade sig gøre at komme tilbage. Men denne gang lykkes det ikke for dem.

De må se Sjølund slå sejren fast tre minutter før slutfløjt. Det er Christoffer Klink, som bliver dobbelt målscorer for sit hold.

På trods af svære betingelser, småregn og en tung bane, blev det en flot og meget seværdig kamp.

Holmegaard har trods nederlaget stor ære af kampen og også grund til ærgrelse. Med lidt mere held, kunne de også have stået som sejrherrer i dag.

Se også: Klinken: - Jeg lovede godt nok tre kasser

Efter kampen talte vi med Sjølundskolens to dygtige tvillinger, Nicolai og Christoffer Klink.

- Vi spiller begge U17 i Næstved IF., fortæller Nicolai.

- jeg spiller på 1. holdet og Christoffer er på 2. holdet, men det nok er mest fordi, der er mange om angriberpladserne på holdene.

- Hvor lang tid har I spillet fodbold?

- Vi har spillet siden vi var 5-6 år og der har aldrig været tale om anden sport, for vi begge elsker at spille fodbold, fortsætter Christoffer.

- Skulle det på et tidspunkt føre til noget professionelt, ville det da være helt fint, tilføjer han grinende.

Begge glæder sig til sjette runde kamp mod Byskolen fra Nakskov. Også selvom det skulle blive på udebane.

1 af 12 Opvarmningsspil, Holmegaard. (Foto: Bodil Zuschlag)
2 af 12 Bold eller bane? (Foto: Bodil Zuschlag)
3 af 12 Målmand Joachim Jacobsen er suveræn i luftrummet. (Foto: Bodil Zuschlag)
4 af 12 Luftduel. (Foto: Bodil Zuschlag)
5 af 12 Nogle vil heller spille bold selv end kigge på! (Foto: Bodil Zuschlag)
6 af 12 Amin Omar passer på Rasmus Larsen. (Foto: Bodil Zuschlag)
7 af 12 Der mangler ikke opbakning. (Foto: Bodil Zuschlag)
8 af 12 Pausesnak. Holmegaard. (Foto: Bodil Zuschlag)
9 af 12 Ingen panik. Bolden er forbi. (Foto: Bodil Zuschlag)
10 af 12 Sjølund presser på. (Foto: Bodil Zuschlag)
11 af 12 Christoffer Klink lykønsker Jeppe Larsen med sin scoring til 1-0. (Foto: Bodil Zuschlag)
12 af 12 Christoffer og Nicolai Klink. Dygtige tvillinger på Sjølundholdet. (Foto: Bodil Zuschlag)
Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere