Asger afgjorde affæren

Helten i målet: Asger Paludan kunne både redde bolde og score mål

Asger satte det hele på plads med sin afgørende scoring i straffesparkskonkurrencen. Foto: Preben Worsøe
Asger satte det hele på plads med sin afgørende scoring i straffesparkskonkurrencen. Foto: Preben Worsøe

Der var lagt op til et vaskeægte lokalopgør, da de to Greveskoler, Krogårdskolen og Holmeagerskolen, igen stod overfor hinanden. Sidste gang var for to år siden, og det blev en dramatisk og uskøn oplevelse, som endte med flere både gule og røde kort.

Kampen i dag bød også på masser af den intensitet og dramtik, som ofte hører til i et lokalopgør, men i dag var alt til den positive og sportslige side. Tak for det – drenge, stor ros til alle!

Se kampfakta her.

TV: Stolpeskud, gule kort og vilde redninger

Et sammentømret hold
- Vi har ingen såkaldte stjernespillere i år, lød det fra hjemmeholdets Eren Kart inden kampen.

- Vi er mere som et hold, vi spiller sammen, og det er ikke længere enkelte spillere, som er afgørende.

Tvillingerne Christian og Christoffer Kok fra gæsterne glædede sig til dagens kamp.

- Vi er vant til at spille sammen i Ballerup. Vi kender selvfølgelig hinanden godt på alle områder, og vi skal supplere hinanden på midtbanen. Vi kender mange af vores modstandere, og vi vil derfor ekstra gerne vinde netop denne kamp.

Det smukke vejr og de mange tilskuere dannede en flot ramme. Men det gjorde banen derimod ikke. Den var alt for langhåret, og desuden lå der store bunker af afklippet græs over det hele. Rigtig dårlige betingelser for teknisk fodbold, ja faktisk tæt på en skandale.

De ringe baneforhold. Foto: Preben Worsøe
De ringe baneforhold. Foto: Preben Worsøe

Spillere og trænere øffede forståeligt nok over de dårlige forhold, men som de gode sportsfolk de er, blev de hurtigt enige om, at det var altså betingelserne i dag.

TV: Trods nederlag: I gør det super

Kom godt fra land
Begge hold kom fra start med alt, hvad de havde. Der blev virkelig gået til sagen med masser af kropskontakter og en hel del frispark, men heldigvis ingen af de rigtig grove. Der blev kæmpet om hver eneste bold, ingen ville give sig. Det var derfor mest en kamp om og på midtbanen og længe uden egentlige målchancer.

Den største tilfaldt Krogårdskolen midt i halvlegen, da Niclas Bengtson snoede sig ned gennem midtbanen og efter en flot dribletur kom på skudhold. Men Oliver Fauerholdt i Holmeagerskolens mål parerede flot.

- Det er fint, at I er aggressive og presser højt op, men pas på at midtbanen ikke knækker over, lød det fra Krogårdskolens træner Mads i pausen.

- Kom med tilbage og hold dem fra at score, så skal vores mål nok komme. Spil bredere og kom ned bag deres backs, var recepten fra Mads.

Frem og tilbage
Spillerne fulgte oplægget og dominerede klart lige efter pausen, men stadig uden at det blev til de helt åbne chancer. Holmeagerskolen kæmpede sig fint tilbage igen og pludselig var det dem, der producerede kampens hidtil bedste mulighed.

Frederik Califano sled sig fri af et par forsvarere inde på midten og havde set, at Oliver Behrendt var fulgt med frem bagved ham. Med en fiks hælaflevering spillede Frederik Oliver fri, men hans udmærkede afslutning blev reddet af Asger Paludan i målet med en helt mirakuløs fodparade, eftersom ham allerede var gået til den anden side.

Nu var det pludselig Holmeagerskolen, der dominerede, og det blev til flere farlige afslutninger fra især Oliver Behrendt. Men igen diskede Asger i målet op med nogle fornemme redninger.

Men pludselig efter 50 minutter vendte det igen. Efter et flot omstillingsspil på venstrefløjen mellem Niclas og Christoffer Hall, kom der en lang aflevering, som i mistænkelig grad mindede om offside. Men dommerens fløjte forblev tavs, og så udnyttede Timothy Casilagan tilbuddet og lagde bolden forbi den fremstormende målmand.

Timothy Casilagan scorede det første mål. Foto: Preben Worsøe
Timothy Casilagan scorede det første mål. Foto: Preben Worsøe

Dramatisk afgørelse
Holmeagerskolen fortsatte deres pres for at udligne, og da den store viser havde passeret de 60 minutter, havde alle på sidelinjen indstillet sig på resultatet 1-0. Men Holmeagerskolen kæmpede til det allersidste. Efter endnu en formidabel dobbelt fodparade af Asger, endte bolden hos en udækket Nicolai Pedersen i højre side. Selv om vinklen var lidt spids, tog Nicolai chancen og sparkede fladt i det fjerneste hjørne. Her var lige nøjagtig plads til, at bolden kunne passere mellem stolpen, og Asgers udstrakte arme helt nede i hjørnet.

1-1 lød det retfærdige slutresultat på. Så vi måtte ud i straffesparkskonkurrence, og her fik Krogårdskolens Asger i målet igen en afgørende betydning.

Efter tre spark til hver stod det 3-1 til hjemmeholdet, idet Holmeagerskolen havde skudt over mål på deres første forsøg, og Asger med en flot redning helt oppe i krogen havde fistet deres tredje spark udenom.

Nu kunne Krogårdsskolen lukke og slukke med deres næste spark, men da dette blev reddet af målmand Oliver Fauerholdt , og hans eget hold scorede på deres næste spark, var spændingen intakt. Men igen kom Asger i centrum, denne gang fra 11 meter pletten, hvorfra han sikkert sendte bolden i kassen.

Således løb hjemmeholdet til sidst med sejren efter en intens og spændende kamp mellem to helt jævnbyrdige hold.

Der var jubel hos Krogårdskolen efter det sidste spark. Foto: Preben Worsøe
Der var jubel hos Krogårdskolen efter det sidste spark. Foto: Preben Worsøe

Efter kampen åndede Timothy lettet op.

- Jeg var så træt til sidst, og så fik jeg åbenbart ikke dækket ordentligt nok op i de sidste sekunder, så jeg er rigtig glad for, at det mål trods alt ikke fik afgørende betydning.

Matchvinder Asger fik det sidste ord.

- Det er fedt, at det endte uden gule og røde kort. Der er ingen forskel på de to hold, og det rigtige resultat er uafgjort. Da jeg skulle sparke det sidste straffespark, ventede jeg, indtil målmanden flyttede sig og lagde så bolden ind i den anden side, sluttede matchvinderen.