Bach bragede alene

Enligt mål afgørende: Der var chancer nok i begge ender, men Melanie Bach scorede som den eneste

Pigerne fra Strandskolen tog en sejrselfie efter kampen. Foto: Preben Worsøe
Pigerne fra Strandskolen tog en sejrselfie efter kampen. Foto: Preben Worsøe

Mosedeskolen kom videre fra første runde med en storsejr på 10-0 i bagagen.

- Vi har gode spillere, og det er vores styrke, at vi spiller sammen som et hold, fortalte Marie Sabro.

- Tidligere har det mere været enkelt præstationer, og det kom der ikke meget ud af.

Marie taler af egen erfaring, for det er fjerde år, at hun er med på sin skoles hold, og tre gange er de blevet slået ud i første runde.

- Nu går jeg i 9.klasse, så det er sidste år, og derfor var det skønt endelig at få en sejr. Det var også super at få endnu en fidusbamse, så nu er den fra sidste år ikke længere alene, sluttede Marie, og løb over til opvarmningen med de andre.

Her stod Nicoline Heilstrup, en af holdets stamspillere, på et par krykker på grund af en ledbåndsskade efter en tackling på klubholdet. Men hun er med så godt hun kan og støtter sine kammerater.

- Tag dig dog sammen, ellers får du én med krykkerne, lød det fra Nicoline til en af spillerne, som sidder i græsset og ser på, at de andre varmer op.

Se kampfakta her.

Spil til ét mål

Glædede sig til kampstart
Strandskolen stillede op til deres første kamp i år, idet modstanderne i første runde trak deres hold.

- Jeg glæder mig, og vi er alle sammen så spændte, for det er et helt nyt hold, lød det fra Freja Spiegelberg.

Yasmin Knoth supplerede.

- Jeg glæder mig ekstra meget til kampen, for jeg spiller på hold i Greve med de fleste af modstanderne. Så derfor vil jeg ekstra gerne vinde. Der bliver dog ikke noget med håneret, uanset hvem der vinder, for sådan er vi ikke. Vi er bare gode kammerater. Men selv om jeg kender de andre, vil jeg hellere vurdere vores egen styrke end deres, lød det meget fornuftigt fra Yasmin, - og jeg tror på vores hold.

Der var dog ikke meget, der tydede på en sejr til Strandskolen. Det meste spil foregik på midtbanen med Mosedeskolen som klart dominerende. De bedste chancer kom efter et de mange hjørnespark, som ofte opstod efter, at Nanna-Sibille Valencia havde taget et af sine hurtige løb op langs højrekanten, hvor hun satte flere modstandere af med snævre driblinger og lange træk udenom.

Ikke de åbenlyse chancer
Det bedste forsøg kom midt i halvlegen, hvor Nanna, efter at have fremtvunget et hjørnespark, selv havde et flot hovedstød, som Kirsten Madsen i Strandskolens mål kun med nød og næppe fik fingerspidserne på helt oppe under overliggeren. Heldigt for udeholdet, at de havde så høj en pige i målet, som også andre gange greb godt ind i luftrummet foran mål.

Selv om Mosedeskolen havde næsten hele spillet, blev det aldrig til de helt åbne chancer. Freja Spiegelberg, Vanessa Mikkelsen og Cecilie Westergaard fra Strandskolen spillede stærkt i den bageste kæde og foran dem, var Yasmin Knoth en meget sikker og stærkt spillende bølgebryder på midtbanen.

Kamp om bolden. Foto: Preben Worsøe
Kamp om bolden. Foto: Preben Worsøe

Pludselig scoring
Men som så ofte før, skete det uventede lige pludselig. Efter 28 minutter fik Melanie Bach fra udeholdet fat i bolden helt ude i højre side omkring midterlinjen. Hun tog sagen i egen hånd og spurtede fra alle dem, som forsøgte at komme i vejen, skar flot ind i banen og sendte bolden sikkert i nettet udenom den fremstormende målmand. 1-0 til Strandskolen på deres eneste gennemførte angreb.

Minuttet efter tog Nanna fra Mosedeskolen igen en af sine lange ture, men i sidste øjeblik blev hun nedlagt af Cecilie, som måtte indkassere et gult kort og dermed 10 minutter på bænken.

- Vi er i overtal de første ni minutter, så vi sætter en ekstra spiller helt frem, sagde træner Casper til sine spillere i pausen.

Udeholdet bedre med
Men igen stik imod alle forventninger, var det Strandskolen, som kom bedst fra start. De spillede friskt til, selv om de var en spiller i undertal. I løbet af de første fem minutter var de flere gange i modstanderens straffesparksfelt, end de havde været over midten i hele første halvleg. Det blev til flere gode chancer.

Midt i halvlegen var Modeskolens hurtige Nanna igen på spil. I et langt kapløb med en modspiller, med adskillige dueller og kropskontakter undervejs, hvor der både blev puffet og holdt af begge spillere, valgte dommeren at fløjte for den af kontakterne, som betød straffespark til Mosedeskolen.

Nanna var lynhurtig på fødderne. Foto: Preben Worsøe
Nanna var lynhurtig på fødderne. Foto: Preben Worsøe

Marie Sabro, som var den evige slider og gode spilfordeler på Mosedeskolens midtbane, tog straffesparket. Hun sendte et hårdt, fladt og velplaceret skud afsted. Men bolden ramte stolpen og sprang ud til hende igen. Da bolden ikke først havde rørt en anden spiller, endte det med et indirekte frispark til Strandskolen. Stolpe ud for Mosedeskolen.

Tager en kamp af gangen
Resten af kampen var meget jævnbyrdig og uden de helt store chancer indtil kort før tid, hvor Mosedeskolen sluttede af med et gevaldigt pres.

Marie Sabro sendte et drøn af et skud af sted mod mål. Målmand Kirsten parerede det hårde skud ud på indersiden af stolpen, og efter yderligere to kontraer havnede bolden igen på stolpen. Ind ville den altså ikke.

Slutresultatet blev således 1-0 til Strandskolen, og det var i tredobbelt forstand stolpe ud for Mosedeskolen.

- Det var skønt med en sejr efter så svær en kamp, stønnede Yasmin.

- Vi kom godt igen, selv om vi kun var 10 mand, men vi kæmpede altså også røven ud af bukserne, lød det med et stort smil.

- Nu tager vi en kamp af gangen. Vi manglede vores normale målmand, så Kirsten, som ellers er angriber, måtte stå på mål. Næste gang er de begge med på deres normale pladser.

Med mere tyngde oppe foran bliver Strandskolen et mere slagkraftigt hold med flere mål i.