Gav en lussing

Klasse forskel: Bankede sin modstander

Hjemmeholdet så sig ikke tilbage i opgøret og vandt stensikkert. Foto: Bodil Zuschlag
Hjemmeholdet så sig ikke tilbage i opgøret og vandt stensikkert. Foto: Bodil Zuschlag

Efter Holsted-drengenes klare nederlag til Lille Næstved skulle pigerne fra Holsted forsøge at rette op på sagerne. Pigerne vidste dog godt, at det var en svær kamp, der ventede dem.

Sidste år nåede Lille Næstveds piger kvartfinalen i Ekstra Bladet Skolefodbold, og selvom der er en del udskiftninger på holdet, har Lille Næstved stadig et slagkraftigt hold.

En af de erfarne spillere på Lille Næstveds hold er Nicoline Schrøder, som på trods af at hun går i 8. klasse deltager for tredje gang.

- Det var en stor oplevelse sidste år at spille kvartfinale, selvom vi tabte. Det kunne jeg godt tænke mig at prøve igen. Vi kender ikke så meget til vores modstandere men håber selvfølgelig på en sejr, sagde Nicoline inden kampen.

Se kampfakta her.

Se også: TV: Hjemmeholdet satte tempoet

Hjemmeholdet klart bedst
Kampen startede lidt rodet. Ingen af holdene formåede at få styr på spillet, og meget foregik på midten af banen. Langsomt overtog Lille Næstved dog spillet, og efter små seks minutter fik de hul på bylden ved hjælp af et flot langskud fra Andrea Christensen. Samme Andrea øgede et par minutter senere direkte på hjørnespark, og så var spændingen taget ud af kampen.

I løbet af første halvleg øgede Lille Næstved scoringen og ved halvleg var stillingen 9–0 til hjemmeholdet. Gæsternes trænere Rasmus og Lars benyttede pausen til opmuntre og indgyde deres spillere lidt optimisme.

Det virkede til at hjælpe, for Holsted gik til opgaven med fornyet energi og fik i de første ti minutter af anden halvleg presset Lille Næstved så meget, at de afholdt dem fra scoringer.

Se også: Målfest og storsejr

Satte turboen til
Kræfterne slap dog op, og i løbet af de sidste tyve minutter faldt der yderligere syv scoringer til hjemmeholdet, så slutresultatet blev en sejr med 16 mål til Lille Næstved. Andrea Christensen fra Lille Næstved Skole lavede fem mål og modtog efter kampen fidusbamsen. Det må dog alligevel glæde hjemmeholdets trænere, at otte af deres spillere kom på måltavlen.

Med storsejren på 16-0 er Lille Næstved Skole klar til næste runde, og det bliver spændende at se, om holdet kan komme længere end sidste års kvartfinale.

Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere