Heltinden i målet

Farlig føring: Udeholdet formåede at kæmpe sig tilbage i opgøret

Christina Hansen blev udeholdets helt store spiller. Foto: Bodil Zuschlag
Christina Hansen blev udeholdets helt store spiller. Foto: Bodil Zuschlag

- Pas på offsiden, piger, var et råb, der hørtes mange gange på denne skønne efterårsdag på Maribo Stadion. Der var nemlig kun et par stykker af aktørerene fra Maribo og Eskilstrups skoler, som nogensinde har spillet 11-mands, så det med off-side kan være en svær størrelse at arbejde med. Samtidig var der også på begge hold en del spillere, som ikke spiller fodbold i klubregi, men engagement og gejst var der masser af.

Se kampfakta her.

TV: Anfører: Vi undervurderede dem

Ville kæmpe
Ditte Licht fra Eskilstrup:

- Vi regner med, det bliver svært, men vi lægger os ikke ned på forhånd. Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at vinde, og vi kæmper til det sidste.

Maribo Skoles anfører Naija Larsen så også fortrøstningsfuldt på opgaven:

- Jeg synes, vi har et stærkt hold, men jeg kan godt se, at  vi er lidt små i forhold til modstanderne. Vi er mange 8. klassespillere på holdet.

Kampen startede lidt nervøst fra begge sider, hvorfor meget af spillet foregik på midten af banen.

TV: Fightede til det sidste

Tog føringen
Efter fem minutter havde udeholdet en god afslutning, som Mathilde Gahleitner reddede med en fodparade, men derefter overtog hjemmeholdet spillet, og kampens første mål var en konsekvens af dette overtag.

Tanja Knudsen lagde bolden ind foran mål, hvor Miriam Christensen kom til og bragte hjemmeholdet foran. Værterne fortsatte presset og udeholdet var sjældne gæster foran hjemmeholdets mål. 20 minutter inde i halvlegen var der en spiller fra udeholdet, der agerede målmand efter, at den rigtige målmand var passeret. Gult kort til udeholdet og straffe til hjemmeholdet. Værternes store spiller Tanja Knudsen omsatte sikkert straffet til en 2-0 føring.

TV: Samme sag efter pausen

Kæmpede igen
Så troede man egentlig, at den kamp var afgjort, men lige inden halvleg tog hjemmeholdets forsvar sig en ordentlig blunder. Ditte Licht kunne på en friløber bringe spænding tilbage i kampen. 2–1 til hjemmeholdet blev halvlegens resultat.

I halvlegen var trænerne for udeholdet Lars og Søren meget tilfreds med deres holds comeback:

- I gør det rigtig godt. Det er svært, når I ikke er vant til 11-mands, men det går bedre og bedre. Pas på deres nummer 14 (Tanja red.). Rikke, det er din opgave at lukke ned for hende.

I hjemmeholdets lejr blev der talt om at brede spillet ud, og at forsvaret og midtbanen skulle være hurtigere i deres returløb.

Tanja Knudsen lytter opmærksomt i pausen. Foto: Bodil Zuschlag
Tanja Knudsen lytter opmærksomt i pausen. Foto: Bodil Zuschlag

TV: Favoritterne viste deres værd

Kom helt med
Det sidste glemte hjemmeholdets spillere fuldstændig, for kort ind i anden halvleg var den gal med hjemmeholdets returløb. På et flot sololøb kunne Sisse Klugmann bryde igennem hjemmeholdets forsvar og udligne til 2–2. Helt lige og næsten en halvleg tilbage.

En halvleg er lang tid til at score et mål. Det formåede dog ingen af holdene. Meget af spillet foregik på midten af banen og det var tydeligt, at det også tog på spillernes kræfter efterhånden, som kampen skred frem. Der blev spillet på en fin, men tung bane, så der skulle mange kræfter til for at flytte bolden.

Hjemmeholdets Tanja Knudsen blev flyttet ned i forsvaret. Det stabiliserede deres forsvar. Til gengæld var der ikke meget bid i det, der foregik fremadrettet. Da der ikke faldt flere mål til nogen af holdene, skulle kampen afgøres i en straffesparkskonkurrence.

Naija Larsen i aktion. Foto: Bodil Zuschlag
Naija Larsen i aktion. Foto: Bodil Zuschlag

TV: Pærer, bananer og æbleflæsk

Reddede sit hold
Her skulle Christina Hansen blive den store helt for udeholdet. Efter fem straffer til hver havde begge hold scoret på de fire. Der måtte så en ekstra skydning til. Her viste Christina sin store værdi for holdet. Først snuppede hun hjemmeholdets forsøg fra pletten, og derefter scorede hun sikkert på sit eget straffe. Dermed endte kampen 7–6 til Eskilstrup.

Efter kampen talte vi med en glad Christina Hansen.

- Det var virkelig en fed fornemmelse at score på straffet og dermed afgøre kampen for os. Det så rigtig sort ud undervejs, men vi viste stor holdmoral, og jeg er stolt af, at vi klarede den, også selvom vi ikke havde nogle udskiftere. Til daglig står jeg i et 8-mandsmål, så jeg skulle lige finde mig til rette med mere rum omkring mig, men jeg synes nu, det gik meget godt, tilføjede Christina med et stort smil.