Historiebøgerne blev opdateret

To gange historie: Begge hold skrev historie, da to Ringsted-skoler tørnede sammen

For første gang havde Ringsted Ny Friskole to piger med i startopstillingen. (Foto: Preben Worsøe)
For første gang havde Ringsted Ny Friskole to piger med i startopstillingen. (Foto: Preben Worsøe)

Der blev skrevet historie i eftermiddag i det dejlige solskin på Bringstrup Stadion.

Hjemmeholdet fra Ringsted Ny Friskole havde nemlig to piger i startopstillingen i drengens turnering.

— Pigerne kom ikke den første gang, vi havde fællestræning, fortæller træner Martin Kristensen.

— Då jeg opfordrede dem til at deltage næste gang. Og de har begge to gjort det så godt under træningen, så de nu er udtaget til start-elleveren.

Se kampfakta her.

— Det er lidt usædvanligt for os som piger at være med i dag, siger Kristina Demuth.

— Men hvor er det bare fedt, for der er jo ikke mange piger på drengeholdene. Drengene synes også, at det er fedt, men dem som ikke blev udtaget er nok lidt skeptiske, tilføjer Kristina med et lille smil.

Sofie, Laurits og Kristine high-fiver inden kampen. (Foto: Preben Worsøe)
Sofie, Laurits og Kristine high-fiver inden kampen. (Foto: Preben Worsøe)

Se også: Victor var forskellen

Og Sofie Jensen supplerer:

— vi er med helt på lige fod med drengene, ikke noget med at fedtspille eller glide af, vi er klar til at gå ind i tacklingerne.

Laurits Thomsen, som senere skulle vise sig at være holdets krumptap og modtager af fidusbamsen, fortsætter:

— Vi har det fint med pigerne på holdet, de spiller godt, og vi er glade for, at de vil være med. Vi tænker slet ikke over, at de er piger, der er fuld opbakning fra hele holdet.

Mere historieskrivning
Også udeholdet fra Ringsted Lilleskole fik skrevet en ny side i skolens historiebog. Skolen har kun eksisteret i tre år, og det er første år, at den er tilmeldt Ekstra Bladets Skolefodboldturenring.

— Drengene jublede, da jeg foreslog det, fortæller træner Mads Rathje.  Og Alexander Rolsted fortsætter:

— Det er noget ganske særlig at mødes med kammerater fra andre klassetrin til træningen. Vi har været omkring tyve til træning i idrætstimerne.

— Ja, og vi har talt om, hvordan det vil blive, for det er anderledes og spændende, også fordi vi kender en del af modstanderne i forvejen, slutter Tobias Jørgensen, inden de løber ud til opvarmningen sammen med deres kammerater.

Sofie tryller. (Foto: Preben Worsøe)
Sofie tryller. (Foto: Preben Worsøe)
 

Gang i målscoringen
Det blev et både jævnbyrdigt, spændende og dramatisk opgør mellem de to Ringsted-skoler. Hjemmeholdet startede med at lægge et højt pres, som gav to gode målchancer. Men pludselig slog Ringsted Lilleskole kontra. Oliver Haxgart opfangede et udspark fra målmanden på midten af banen, snoede sig elegant fri af et par spillere, spurtede fra resten af forsvaret og udplacerede sikkert målmanden til 1-0. Det var første gang, at de rigtig var i nærheden af målet.

Kun få minutter senere måtte Kristoffer Holten i Lilleskolens mål diske op med en af sine mange flotte redninger. Men Patrick Nielsen opfangede returen lige udenfor straffesparksfeltet. Han tog et par træk på tværs og sendte sikkert bolden i nettet til 1-1.

Fire minutter efter var den gal igen. Et frispark omkring midterlinjen blev af August Ebbesen sendt i en flot bue ind mod feltet, og med en perfekt kontrolleret tæmning sikrede Laurits Thomsen sig bolden og scorede iskoldt til 2-1 udenfor målmandens rækkevidde.

Se også: Jørgen jublede

Se også: Vandt på straffe - røg ud bagefter

Skulle afgøres på straffe
Efter pausen bølgede kampen frem og tilbage. I det 39.minut tog Oliver sagen i egen hånd. I sin vante slalomstil snoede han sig med tætte driblinger fri af flere modspillere og blev først tacklet lige i afslutningsøjeblikket. Men tacklingen kom for sent, det var benet og ikke bolden. Så var der straffespark, som Thomas Olsen udnyttede meget sikkert til 2-2.

Mikkel Zielinski i hjemmeholdets mål blev afgørende i den efterfølgende straffesparkskonkurrence. Det første spark reddede overliggeren for ham, men ved det andet spark var han selv på plads og reddede i flot stil. Det tredje spark havde han også hænderne på, men bolden trillede alligevel over stregen. Da Ringsted Lilleskole således havde brændt de to første spark, kunne Laurits krone sin flotte indsats med at score på det sidste og dermed sende Ringsted Nye Friskole videre i turneringen.

Laurits scorer på det sidste spark. (Foto: Preben Worsøe)
Laurits scorer på det sidste spark. (Foto: Preben Worsøe)

Og så kunne Ringsted Ny Friskole juble. (Foto: Preben Worsøe)
Og så kunne Ringsted Ny Friskole juble. (Foto: Preben Worsøe)
 

— Årh, hvor var det fedt at være med og at vinde, jublede Kristine og Sofie efter kampen.

— Forskellen fra vores normale pigekampe er, at her hvor der er drenge med, er spillet både hurtigere og hårdere.

— Ja, og så råber vi ikke så meget i dag, som når vi spiller med pigerne. For så får den altså ikke for lidt, slutter Sofie med et grin, mens de to tøser stråler om kap med den dejlige sensommer sol.

1 af 4 Laurits scorer til 2-1. (Foto: Preben Worsøe)
2 af 4 Kristoffer til vejrs. (Foto: Preben Worsøe)
3 af 4 Scoring af Emil Hoffmann. (Foto: Preben Worsøe)
4 af 4 For første gang havde Ringsted Ny Friskole to piger med i startopstillingen. (Foto: Preben Worsøe)