Pressede på til det sidste

Brød stimen: Hastrupskolen var de første i denne sæson til at score mod Asgård Skole

Gæsterne sørgede konstant for at presse værterne. Foto: Søren Møller
Gæsterne sørgede konstant for at presse værterne. Foto: Søren Møller

Fredag tog pigerne fra Asgård Skole imod Hastrupskolen i 5. runde af Ekstra Bladet Skolefodbold.

Værterne kom til fredagens kamp uden at have lukket mål ind, mens gæsterne kun havde lukket et enkelt ind på tre kampe.

Men hjemmeholdet skulle hurtigt få at føle, hvad der ventede. Der var ikke spillet 20 sekunder, før Mira Chehade brød igennem på højre flanke og lagde bolden ind til Katrine Reinhard. Hun headede bolden på den ene stolpe, hvorefter den røg i favnen på hjemmeholdets dygtige målmand Louise Christiansen.

Se kampfakta her.

Se også: Få styr på foråret

Et langt pres
Bare fem minutter senere fik Hastrupskolen et frispark lige uden for det kriminelle felt. På dette sparkede Katrine Reinhard et velplaceret spark, som målmand Louise lige akkurat fik reddet til hjørnespark.

Hastrupskolen pressede på, og Asgård Skole havde nok at gøre med at forsvare sig. Værterne var strålende anført af Jennifer Trotter, som spillede i midterforsvaret.

Sådan gik lidt over 20 minutter med et stort pres på hjemmeholdet, og igen fik de så et frispark uden for feltet. Igen skulle Katrine Reinhard sparke.

Denne gang lykkedes det at få bolden forbi Louise i målet til en 1–0 føring. Dette var stillingen ved pausen, og det var det første mål scoret mod Asgård Skoles piger i år.

Det var Katrine fjerde mål i denne sæson af Ekstra Bladet Skolefodbold. De to første mål scorede hun i skolens første kamp mod Campusskolen.

Louise Christiansen havde holdt buret rent de første tre kampe. Foto: Søren Møller
Louise Christiansen havde holdt buret rent de første tre kampe. Foto: Søren Møller

Se også: Stærkest i forsvaret

Lukkede kampen
I pausen trådte de to lærere i karakter. Asgård Skoles lærer Jens Madsen, som selv har vundet fem danske mesterskaber med Brøndby, AAB og Herfølge, satte Jennifer fra forsvaret op i angrebet. For nu skulle de jo frem på banen for at fremtvinge en scoring.

Denne taktiske manøvre havde Hastrupskolens lærer Sune Hansen dog forudset og satte derfor midtbanespiller Fiona Helenius ned i forsvaret ved siden af anfører Sofja Meigaard. Han fortalte, at de ikke måtte være for tæt på hinanden, så Jennifer kunne komme uden om dem begge på samme tid.

Tidligere vinder af danmarksmesterskabet Jens Madsen stod i spidsen for Asgård Skole. Foto: Søren Møller
Tidligere vinder af danmarksmesterskabet Jens Madsen stod i spidsen for Asgård Skole. Foto: Søren Møller

Dette træk fra udeholdet skulle blive afgørende. For Asgård Skole kom ikke til meget i anden halvleg.

I stedet blev et hjørnespark til Hastrupskolen afgørende. Katrine, som scorede til 1–0, skulle sparke. Målmand Louise Christiansen kun fik det yderste af fingrene på, inden bolden strøg ind til 2–0.

Med ti minutter tilbage at spille i forsøgte værterne forgæves at komme tilbage i kampen. Udeholdet holdt fast og afviste ethvert forsøg på comeback.

KAMPFAKTA:

Resultat:
Asgård Skole - Hastrupskolen, 0-2

Prisvindere:
Vindere af fidusbamserne:
Louise Christiansen, Asgård Skole
Katrine Reinhard, Hastrupskolen

Vinderen af fairplay-håndklædet:
Clara Larsen, Asgård Skole

Se også: TV: Aldrig nogen tvivl

Stolt anfører
Efter kampen var anfører Sofja Meigaard pavestolt:

- Skolen er aldrig kommet så langt som i år, og alle jubler. Vi både glæder os til næste kamp, men er også nervøse.

- Vi har fået at vide, at der kun er to måder, vi kan ryge ud på. Hvis vi undervurderer vores modstander, eller hvis vi møder et bedre hold, fortsatte Sofja.

- Sune (skolens lærer, red.) gør rigtig meget for os. VI har fint spilletøj, vi træner hver fredag fra otte til ti. Selvom vi ikke har timer, så gør alle det af frivillighed. Vi spiller jo også sammen i HB Køge, så vi er ved at være rigtig godt sammenspillet.

- Også vores skoleleder Thomas Kilgast bakker op om vores skolehold. Så man kan godt sige, at fodbold er i højsædet på Hastrupskolen, sluttede den glade anfører, inden hun løb tilbage til sine holdkammerater for at fejre pladsen i en af kredssemifinalerne i Sjælland Syd.

Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna Cecilia Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen