Topscorer: 'Dejligt med opbakning'

Lille Næstved Skole: Nicoline Schrøder regner med en sejr i semifinalen

Nicoline Schrøder har været en vigtig spiller for Lille Næstved Skole igennem sæsonen. Foto: Henrik Schou
Nicoline Schrøder har været en vigtig spiller for Lille Næstved Skole igennem sæsonen. Foto: Henrik Schou

Torsdag 11. april kl. 11 er det tid til at finde den sidste finalist, når Lille Næstved Skole tager imod Frederiksberg Skole.

Med på hjemmeholdet er anfører Nicoline Schrøder, der er holdets topscorer. Lille Næstved Skole var det sidste hold, der blev klar til semifinalerne efter sejren på Bornholm i kvartfinalen. De benyttede derfor tiden på vej hjem fra Bornholm til at tale den kommende semifinale igennem.

- Vi har ikke nået at forberede os så meget endnu. Men vi talte om kampen på vej hjem fra Bornholm, fortæller Nicoline Schrøder.

Se også: ZOOM: Lille Næstved Skole - Frederiksberg Skole

Glæder sig til hjemmebane
I semifinalen står pigerne overfor et meget stærkt forsvar. Men Nicoline mener at have opskriften på, hvordan hjemmeholdet skal score mål.

- Vi skal fortsætte med at være aggressive foran mål. Og så er det vigtigt, at vi er kyniske. At vi scorer på de chancer, som vi får, forklarer profilen.

Det er pigerne fra Lille Næstved Skole, der har hjemmebane i semifinalen. Og det ser Nicoline frem til. 

- Det er dejligt med noget opbakning. Og så behøver vi ikke at være så nervøse for at skulle hjem bagefter, for de er der jo, lyder det fra holdets topscorer.

Se også: TV: 'Vi skal vinde den skide semifinale'

Har ændret sit bud en smule
Hvis holdet formår at tage sejren hjem i semifinalen, så venter finalerne i Vejle torsdag 25. april. Pigerne går benhårdt efter finalen.

- Vi vil helt vildt gerne i den her finale. Det er bare virkelig vores mål at nå til finalen, så det vil vi gå hundrede procent efter, understreger Nicoline.

- Jeg sagde 4-0 efter kvartfinalen, men jeg tror, at jeg siger 2-0 eller 3-0 nu, afslutter hun.

Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere