TV: Matchvinder: Glemmer det aldrig

Nat og dag: Nick Gromada gik fra skurk til helt til allersidst i dramatisk kredsfinale

Nick (th.) har netop scoret det afgørende mål. Foto: Henrik Schou
Nick (th.) har netop scoret det afgørende mål. Foto: Henrik Schou

Det var et yderst fokuseret hold fra Lille Næstved Skole, der mødte op i Karlslunde for at spille kredsfinale mod Strandskolen. Den første kredsfinale på Sjælland i år.

Se kampfakta her

Stærk defensiv
Næstved-drengene var klar på at arbejde stenhårdt mod Strandskolen, som i 2013 vandt hele turneringen. Og som kun havde lukket ét mål ind forud for kredsfinalen.

Men omvendt havde Lille Næstved lavet lige over fire mål per kamp i gennemsnit i løbet af efteråret, så deres spillere har prøvet at lirke stærke forsvarskæder op. Især holdets topscorer Patrick Kramer er stærk i den disciplin.

- Jeg har en rigtig god mavefornemmelse, forklarede Patrick inden kick-off.

- Vi vil så gerne vinde den her kredsfinale. Nu har vi hørt så meget om en kredsfinale for otte-ni år siden, hvor skolen tabte. Så denne gang vil vi vinde, slog Patrick fast.

Sådan gik finalerne i Odense

En halv mandsopdækning
Lille Næstved Skole havde da også lavet et godt forarbejde.

- Vi ved udmærket, at meget af deres spil går gennem deres anfører (Mathias Moestrup). Jeg har selv læst et par artikler om ham. Vi har talt om, at vores anfører (Rune Gleerup) skal ligge tæt på ham i starten og lave noget, vi kalder en halv mandsopdækning. Så må vi se, hvordan det går.

Hos Strandskolen vidste de også tydeligt, hvordan de skulle gribe kampen an:

- Vi skal lukke ned for deres farlige kanter, og tiltvinge os midtbanen, så vi kan styre spillet, lød det fra hjemmeholdets lejr.

Galleri: Strandskolen - Lille Næstved Skole

Chancerne manglede
Kampen kom i gang, og begge hold startede godt. Der var ingen nervøsitet at spore, men spillet førte ikke til de store chancer. Det foregik på midten med Strandskolen som toneangivende.

Mathias Moestrup (blå trøje) er som en magnet på midten. Bolden ender virkelig ofte for hans fødder. Foto: Henrik Schou
Mathias Moestrup (blå trøje) er som en magnet på midten. Bolden ender virkelig ofte for hans fødder. Foto: Henrik Schou

Men i forsvaret havde styrmanden Nick Gromada svært ved at dirigere sine medspillere i starten. Ofte var han ikke sidste mand, når han fornuftigt trak med frem, men så fulgte de andre i bagkæden ikke med og kiggede fodbold i stedet.

Det irriterede også selv Nick, som slet ikke kunne forstå, at det var nødvendigt at bede om, at alle skulle med frem.

- Det gør man sgu da bare, lød hans ærlige kommentar efter kampen.

TV: Arbejdsraseri med fiber

Kommunikationen manglede
Men når de nu ikke gør det, så skal der kommunikeres i forsvaret, så alle trækker i samme retning. Det manglede i Strandskolens forsvar. Der var slet ikke nok lyd på, og Nick var meget tavs i første halvleg.

Men et par gange i løbet af kredsfinalen fik han brugt mund. Både positivt og negativt.

Da han var impliceret i forsvarskokset, der førte Lille Næstveds mål til 1-1 i overtiden af den ordinære spilletid, var han ikke tilfreds. Så kom der for alvor lyd på.

Det gjorde der i endnu højere grad, da Nick afgjorde kampen til 2-1 i det 79. minut på et dommedagsdrøn. Så blev glæden skreget ud. Da vidste alle tilskuerne, hvem Nick Gromada var, selvom han lå nederst i den kæmpe jubelbunke.

Glade spillere fra Strandskolen. Foto: Henrik Schou
Glade spillere fra Strandskolen. Foto: Henrik Schou

Farligst på frispark
Men i første halvleg så det ellers ikke videre godt ud for Strandskolen i deres defensiv. Strandskolens forsvar lå for langt tilbage, men heldigt for dem havde Lille Næstved svært ved at udnytte det.

De havde deres bedste målscorere på kanterne i Kristoffer Lohse og Patrick Kramer, men det blev aldrig rigtig farligt.

Det mest farlige i første halvleg var tre frispark, der fulgte lige efter hinanden efter omkring 20 minutter. Først var det William Lenart, der testede Strandskolens keeper Magnus Møller. Der så vi første gang, at han virkede en smule usikker, når det brændte på.

Minuttet efter havde Strandskolen et godt frispark, inden frispark nummer tre blev kampens detalje.

TV: Back: Bittert at stå her med sølv

Kaptajnen med drømmemålet
Det blev taget af kampens helt store profil Mathias Moestrup, som tager alle Strandskolens dødbolde. Fra en afstand på små 20 meter sendte han et vidunderligt drøn op i det fjerneste målhjørne uden chance for en yderst dygtig Emil Helsinghoff i Næstved-målet. Han var helt ude i fuld længde i forsøget på at nå bolden.

Sparket er ikke til at nå. 1-0 til Strandskolen. Foto: Henrik Schou
Sparket er ikke til at nå. 1-0 til Strandskolen. Foto: Henrik Schou

Det var et helt forrygende mål, som lige tog undersiden af overliggeren på vej ind. 1-0 til Strandskolen. Den stilling holdt til pausen. Dermed kunne Strandskolen gå godt ind til anden halvleg, selvom de havde været lidt usikre undervejs.

- Luk deres kanter ned, så er de helt færdige, lød det fra træneren.

- Vi skal prøve at få lukket kampen med et mål mere, men uden at oversatse. Lad være med at lave presspil, når det ikke er nødvendigt.

- Kom nu ud og gør det her færdigt, var de sidste ord.

Hør Strandskolens pausesnak


Hjemmeholdet stadig spilstyrende
Billedet i anden halvleg var næsten som i første. Strandskolen i boldbesiddelse, Lille Næstved i sporadiske angreb.

Strandskolens angreb blev sædvanligvis startet af Mathias Moestrup - og med Frederik Waldar som en god spilstation. Ofte blev bolden sendt ud på venstrekanten, hvor hurtige Simon Andersen huserede. Hvis man ikke vidste, han løb rundt med en fiberskade, ville hans spil ikke afsløre det.

Han arbejdede på fuldt blus og var en konstant trussel for Lille Næstved-forsvaret.

Hvor Simon Andersen spillede hele kampen, tvang Victor Petersens skade ham af banen efter 20 minutter af første halvleg. Så måtte han se resten af kampen fra bænken.

- Det er ryggen, det er galt med, sagde Victor efter kampen.

Det gav en del ekstra spilletid til Nicolas Plaza. Den chance lod han ikke gå fra sig. Han viste både mod og mandshjerte og havde mange gode erobringer i det offensive spil.

Der var mange nærkampe på midten. Foto: Henrik Schou
Der var mange nærkampe på midten. Foto: Henrik Schou

Med 10 minutter igen af kampen havde Lille Næstved Skole stadig ikke sat den store offensiv ind. De slap ikke helt håndbremsen og smed nok spillere frem. Samtidig spillede Strandskolen med selvtillid - nærmest som om de førte 3-0.

Petersen III ville bare spille kredsfinale

Stolede på defensiven
De stolede blindt på deres forsvar og prøvede stadig at få lukket kampen. De havde da også et par chancer, men rent taktisk var det en noget farlig plan.

Nick mente også, at hans hold var blevet for offensive uden at gardere sig bagude.

- Vi burde nok have trukket os lidt længere tilbage på banen og overlade spi0llet til gæsterne, mente Nick.

Men det gjorde de ikke, og til allersidst kom gæsterne så med en offensiv. Den blev aldrig rigtig farlig - og så alligevel. Pludselig havnede bolden inde foran mål. Mathias Pedersen, som i kredsfinalen spillede en for ham uvant plads, fik ikke clearet.

Dag hverken Nick Gromada eller målmand Magnus Møller samtidig greb ind, forærede de Hector Ahlgren muligheden for at udligne - og det gjorde han. 1-1.

Jublen bryder løs, da Hector (sort pandebånd) udligner. Foto: Henrik Schou
Jublen bryder løs, da Hector (sort pandebånd) udligner. Foto: Henrik Schou

SE GALLERI FRA KAMPEN

Vild jubel
Lille Næstveds udskiftningsspillere stormede ind på banen for at deltage i jubelen, mens Nick og Magnus lå inde målet og rev i netmaskerne og skreg deres ærgrelse ud. Velvidende, at de begge havde en del af skylden.

Dermed skulle holdene i forlænget spilletid.

I den korte pause inden deltog Nick Gromada ikke i Strandskolens peptalk. I stedet hamrede han sin hånd ind i spillerboksen i ærgelse over sin rolle i den uheldige udligning.

- Så tæt på, og så smuldrer hele lortet, sagde Nick efter kampen, da pulsen var på et roligt leje igen.

- Vi gider ikke straffe - og kom nu længere frem på banen, lød det til Strand-drengene, inden de gik ind til den forlængede spilletid.

Nick VILLE bare vinde. Foto: Henrik Schou
Nick VILLE bare vinde. Foto: Henrik Schou

Strandskolen er i kvartfinalen

Trætte ben
Nu ventede 2 x 10 minutters forlænget spilletid. Det var tydeligt, at spillerne var trætte. Markeringerne svigtede, og der kom flere chancer end i den ordinære spilletid.

Et par minutter før lukketid havde udeholdet fra Lille Næstved en giga-chance for sejr, men det gode hovedstød fra Patrick Kramer gik lige ved siden af, mens to forsvarsspillere stod og kiggede på. Det gjorde ikke Nick Gromada i godt humør. Der blev uddelt en mindre men højlydt skideballe.

Måske var det netop det raserianfald, der fik ham til at gå med frem til kampens måske sidste hjørnespark. Det var i hvert fald en god idé, skulle det vise sig. Mathias Moestrup tog et meget præcist hjørnespark, som Nick fik hovedet på. Bolden endte hos Frederik Rosenlund, der med brystet sendte den tilbage til Nick.

Med et dommedagsdrøn sendte han kuglen i kassen, og så brølede han al sin frustration og al sin jubel ud over hele stadion, inden han blev overfaldet af 11 totalt glade drenge fra Strandskolen, som kom foran 2-1.

Afstemning: Hvilket øgenavn er fedest?

Lukkede af til sidst
De havde lært af fejltagelsen fra den ordinære spilletid, for selvom dommeren havde lagt næsten tre minutter til, blev der lukket fuldstændigt af. Der skulle ikke gives flere chancer væk til Lille Næstved Skole.

Dermed vandt Strandskolen den hæsblæsende kamp 2-1, og de kunne glade løbe rundt og juble.

En af de gladeste spillere hos Strandskolen var Nick Gromada.

- Det var en helt ubeskrivelig følelse, sagde Nick.

Topscorer-duel: Ny tredjeplads

Glemmer det aldrig
- Jublen skyllede gennem hele kroppen, og det boblede indvendig. Tænk, det var mig, der scorede det afgørende mål i en kredsfinale. For helvede, hvor er det stort. Jeg måtte bare skrige min glæde ud. Og så blev jeg overfaldet af hele mit hold.

Holdkammeraterne kom spurtende. Foto: Henrik Schou
Holdkammeraterne kom spurtende. Foto: Henrik Schou

- Selvom jeg lå nederst (i jubelbunken),så brølede jeg bare videre. Åh, det glemmer jeg aldrig, slog forsvarsprofilen fast.

Så betød det mindre, at Strandskolen ikke spillede op til niveau.

- Selvom vi alle sammen - også mig selv - spillede langt under vores niveau, kom vi videre. Det kan kun blive bedre i næste kamp. Hold da kæft, hvor jeg glæder mig til foråret.

Hør interview med Nick


Nu er holdet kun to sejre fra at stå i finalen, som Strandskolen vandt i 2012/13.

- Vi skal bare til Odense. Vi vil i den finale, sluttede en målrettet Nick Gromada.

Styr på kredsfinaler og slutspil? Læs alt om det her!