TV: 'Uglerne' var klar

Lige affære: Hjemmeholdet havde læst på lektien og dækkede udeholdets profil tæt op

Alexander Laustrup (th.) blev markeret fra til slut af Gustav Bellaiche (tv.). (Foto: Jørgen Jakobi)
Alexander Laustrup (th.) blev markeret fra til slut af Gustav Bellaiche (tv.). (Foto: Jørgen Jakobi)

Træner Henrik Sømark fra Uglegårdsskolen havde brugt et par timer fornuftigt, da han valgte at studere sin kommende modstander Mosedeskolen, da de slog Hedelyskolen med 12-2.

Se også: TV: Alexander den Store

Det resulterede i en mandsopdækning af storskytten Alexander 'den Store' Laustrup, som i dagens kamp fik rigtig megen nærkontakt med Gustav Bellaiche, som på det nærmeste klistrede sig op af Alexander.

Han forlod ham to gange. Den første gang i pausen. Den anden gang i anden halvleg, hvor Alexander var søgt ud på fløjen, og anden gang blev skæbnesvanger.

Alexander rev sig løs af to andre oppassere, skar ind i feltet og sendte en aflevering på tværs. Her kom Frederik Koza imellem med en arm for højt løftet, og dommeren dømte fluks straffespark 

— Jeg skyder ikke, lød det fra Alexander, men der var en anden, der turde påtage sig ansvaret.

Victor udlignede, selvom en vågen keeper Simon Rossil havde hånden på, og stillingen blev nu 1-1.

Se kampfakta her.

Hjemmeholdet dominerede
Forud for denne dramatiske situation var gået en flot første halvleg, som blev domineret af Uglegårdsskolen. Deres dygtige teknikere viste flotte førstegangs-berøringer, og de havde faktisk mange flere chancer, som de ikke scorede på end der, hvor de bragte sig foran 1-0.

Det skete efter 17 minutter, og holdet måtte bruge tre forsøg, før de fik bolden i nettet. Først en superredning af Sebastian i målet. Riposten blev reddet på stregen, men tredje forsøg blev hamret usvigeligt sikkert ind af Nicolai Bossen..

Udeholdet fra Mosede havde ikke så meget at byde ind med i første halvleg. Deres farligste forsøg kom på standardsituationer, hvor deres hovedstødsstærke spillere fik vist styrke, men ingen mål.

Så pausestillingen var 1-0 til hjemmeholdet.

Henrik Sømark nåede i den korte pause at få sagt:

— Lad nu være at give de dumme hjørnespark væk. Vi ved, de er farlige på standarder. Og husk: Det her en en smal føring. Der er langt til næste runde, lød beskeden. Der skulle blive længere end beregnet.

Drengene gik til stålet. (Foto: Jørgen Jakobi)
Drengene gik til stålet. (Foto: Jørgen Jakobi)

Anden halvleg blev langt mere jævnbyrdig. Mosedeskolen satsede med flere folk fremme og kom til farlige afslutninger. Men også 'uglerne' havde deres store tilbud. Osman Jabarkhil vil nok i lang tid huske den mega afbrænder, han havde. Han kunne have lukket kampen til 2-0, da han i helt fri position sendte bolden sådan ca. 30- 40 meter over mål.

Dramatisk afgørelse
Efter udligningen til 1-1 på straffe var Mosedeskolen i overtal, men det gav intet spilovertag. Begge hold ville gerne vinde, men de ville slet ikke tabe, så de sidste ti minutter blev en noget taktisk affære. Begge hold tog de indkast og de frispark, de fik, med stor omhu og brugte god tid på udførelsen. Vi der så på kunne godt fornemme, at det her skulle afgøres fra 11-meterpletten. 1-1, da kuglen i fløjten endelig lagde sig til ro.

Mosedeskolen lagde ud med en afbrænder, eller mere korrekt, Simon Rossil havde en god redning. Da Mosedeskolen satte skud nummer tre på stolpen, begyndte det at ligne en hjemmesejr, for Uglegårdsskolen satte de første tre skud  sikkert i kassen. En afbrænder af Victor havde lukket opgøret, men da han scorede sikkert, lå afgørelsen nu hos Uglegårdsskolens målscorer i den ordinære kamp Nicolai Bossen.

Han var helt kold, da han sendte bolden i kassen, og efter få sekunder blev han omringet af en masse glade 'ugler', som hermed er klar til opgøret mod Krogårdsskolen.

Efter kampen skulle vi lige tale med Alexanders 'skygge', som er Gustav Bellaiche.

Han var glad for sejren, og han havde været  lidt nervøs for den bundne opgave, som hans træner havde sat ham på:

— Jeg synes selv, det gik udmærket, selvom han slap fri en eller to gange. Det kan godt være, at jeg får samme opgave i næste kamp, for Krogårdsskolen har også en superangriber. Og hvis jeg skal tage ham, så slipper han ikke fri, lovede Gustav.

Gustav Bellaiche var en glad mand efter kampen. (Foto: Jørgen Jakobi)
Gustav Bellaiche var en glad mand efter kampen. (Foto: Jørgen Jakobi)