TV: Vild, vildere, William

Triumferede: Nettede fem gange på otte minutter

Hjemmeholdets Lauritz Hansen havde en forfærdelig dag på jobbet, da William Hansen nettede syv kasser. Foto: Bodil Zuschlag
Hjemmeholdets Lauritz Hansen havde en forfærdelig dag på jobbet, da William Hansen nettede syv kasser. Foto: Bodil Zuschlag

Selvom vi er langt henne i september, var det første kamp i turneringen for onsdagens to modstandere, Nykøbing F. Realskole og Nørre-Alslev Skole, som stod over for hinanden i dagens kamp. Se kampfakta her.

Haris Christensen, der tørner ud for Nørre-Alslev Skole, fortalte lidt om sit hold, inden kampen blev skudt i gang.

- Det er kun halvdelen af os, der spiller fodbold nu, men flere har spillet før, så jeg føler egentlig, vi har et godt hold. Vi mangler et par spillere i dag, som er på udveksling i Litauen. Går vi videre i dag, kan de dog være med næste gang, sagde han.

Lidt samme melding kom fra den anden lejr. På Nykøbing Realskole er det 9. klasserne, som får chancen for at spille Ekstra Bladet Skolefodbold, og mangler der spillere, er der også 7. og 8. klasser med. Et par håndboldspillere havde sneget sig med på holdet.

Uventet drejning
Kampen startede med klar dominans fra udeholdets side. Allerede i det første minut fik de tilkæmpet sig et hjørnespark, hvor Lau Andersen sendte en hæderlig afslutning mod mål. Udeholdet pressede videre, og størstedelen af spillet foregik på hjemmeholdets bane.

Men pludselig slog hjemmeholdet kontra. Tristan Bienkowski brød igennem på midtbanen, hvorefter han satte kurs mod gæsternes mål. Da Tristan Bienkowski bevægede sig ind i feltet, begik gæsterne et straffespark på ham, og dermed havde hjemmeholdet muligheden for at bringe sig i front.

Her scorede Emil Berner sikkert og bragte således sit hold foran med 1-0. Udeholdet fortsatte dog deres pres, og i det tiende minut gav det bonus.

Se scoringen her:

Se også: Satte tempoet op

Back in business
William Hansen udlignede på et fremragende langskud, og fem minutter senere blev William dobbelt målscorer, da en dribletur blev afsluttet med en fornem scoring. Samme William kunne i denne periode have fuldbyrdet sit hattrick, men på de efterfølgende chancer var han knap så skarp.

Selvom gæsterne stod godt i defensiven, blev der begået endnu et straffespark, og lige inden pausen kunne Emil Berner score endnu et straffesparksmål. Ved halvlegen var det derfor helt lige.

Magnus og Rasmus har netop erobret bolden i denne situation. Foto: Bodil Zuschlag
Magnus og Rasmus har netop erobret bolden i denne situation. Foto: Bodil Zuschlag

Se også: TV: Effektive værter videre

Tilfreds træner
I pausen forsøgte gæsternes træner Jens da også at opmuntre sine spillere:

- Indstillingen hos jer er rigtig fin, men vi mangler skarphed i begge ender. Vi har haft rigelige chancer til en god føring. I skal blive ved med at bakke hinanden op, så skal det nok komme, sagde han.

Nørre Alslev måtte starte anden halvleg med ti spillere, da én af spillerne fik gult kort i forbindelse med straffesparket. Alligevel lagde de pres på deres modstander, og i løbet af de første ti minutter havde William to skud på stolpen. På trods af presset var det lige ved at gå galt i den anden ende. Emil Berner havde frit løb mod mål, men Anders sprintede efter og fik bremset ham i sidste øjeblik.

Gæsternes pausesnak. Foto: Bodil Zuschlag
Gæsternes pausesnak. Foto: Bodil Zuschlag

Se også: TV: Skarpest fra pletten

Gik amok
Og så gik det pludselig stærkt for gæsternes William. I løbet af syv-otte minutter lavede han ikke blot hattrick, men scorede hele fem gange, så stillingen var nu 7-2 til udeholdet. Derefter blev der sat prop i, og der blev ikke scoret yderligere i kampen.

Efter kampen talte vi med målmanden i Nykøbing Realskolens mål, Lauritz Hansen. Trods de mange scoringer havde han en god oplevelse.

- Jeg synes, det gik ok, selvom jeg ikke står på mål til daglig. Jeg spiller håndbold i TSØ på U16-holdet. Jeg prøvede at placere mig, så det var svært for dem at score, men det var nogle gode angribere,  de havde hos Nørre Alslev, afsluttede han.

KAMPFAKTA:

Resultat:
Nykøbing F. Realskole - Nørre-Alslev Skole, 2-7

Prisvindere:
Vindere af fidusbamserne:
Emil Berner, Nykøbing F. Realskole
William Hansen, Nørre-Alslev Skole
 

Vinderen af fairplay-håndklædet:
Laurtiz Hansen, Nykøbing F. Realskole
 

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere