Uafgjort holdt ikke

Delte ved pausen: I anden halvleg satte udeholdet trumf på

Der var tryk på foran mål. (Foto: Bodil Zuschlag)
Der var tryk på foran mål. (Foto: Bodil Zuschlag)

Dagens kamp på Stege Stadion mellem Møn Skole og modstanderne fra Nykøbing Lindeskovskolen blev velsignet af et fantastisk efterårsvejr.
Til gengæld kneb det med at skaffe en dommer, men efter 10 minutters forsinkelse kunne kampen fløjtes i gang.

Der var fin opbakning til hjemmeholdet. (Foto: Bodil Zuschlag)
Der var fin opbakning til hjemmeholdet. (Foto: Bodil Zuschlag)
 

Inden kampen talte vi med Møn Skoles enlige målscorer fra deres sidste kamp Snorre Jensen:

— De fleste af os på holdet spiller fodbold til daglig. Enten her i Stege eller i Østmøn. Jeg må selv spille med hos seniorerne, fordi vi ikke er nok til et U17 hold, lød det.

Lindeskovskolens anfører og topscorer Anders Rasmussen spiller til daglig på Næstveds U17 hold:

— Det er ikke alle på vores hold, som spiller fodbold til daglig. Men vi er enige om, at vi vil gøre vores bedste og kæmpe for hinanden, var meldingen.

Kampen startede nervøst fra begge sider. Spillet foregik på midten, og ingen af holdene formåede at brede spillet ud.

Se kampfakta her.

Se også: Festlig affære

Overvandt nerverne
Efter seks minutters spil fik Møn kampens første hjørne. Sean Mulvihill sendte en perfekt bold ind i feltet, og Snorre Jensen kunne helt umarkeret hoppe op og heade bolden i mål.

Føringen holdt dog ikke længe. Et par minutter senere blev Anders Rasmussen nedlagt i feltet, og han scorede selv på det efterfølgende straffe. 1-1 efter 10 minutter.

Drengene spillede et flot opgør. (Foto: Bodil Zuschlag)
Drengene spillede et flot opgør. (Foto: Bodil Zuschlag)
 

Scoringsmæssigt skete der ikke mere før lige til slut i halvlegen. To mål til hvert hold gjorde, at pausestillingen var uafgjort 2–2.

I halvlegen fik Lindeskovskolens spillere besked på, at de skulle passe rigtig godt på Møn Skoles ene målscorer, Snorre Jensen.

— I skal holde øje med ham hele tiden. Han er en meget bevægelig spiller, så det må I også være, lød det.

Se også: Ruskende oplevelse

Satte tempoet op
I anden halvleg fortsatte Henri Doxi og Anders Rasmussen fra Lindeskovskolen deres fine sammenspil.

Det var først og fremmest i kraft af det, at Lindeskovskolen kunne sikre sig en forholdsvis klar sejr på 5–2.

Anders lavede to mål og Henri et. Særlig 4–1-målet havde høj klasse. De to ping-pongede sig igennem Møns forsvar, og Henri havde sidste fod på bolden.

Det brændte på foran mål. (Foto: Bodil Zuschlag)
Det brændte på foran mål. (Foto: Bodil Zuschlag)
 

Møn Skole havde flere gode chancer for at skabe spænding i kampen, men de manglede den sidste skarphed.

Efter kampen var firemålsskytten Anders Rasmussen især godt tilfreds med forsvaret:

— Flere af dem i forsvaret spiller ikke fodbold til daglig, så jeg synes, de klarede det meget fint. Vi var ikke helt i gear fra starten, men vi kæmpede godt og kom bedre ind i kampen.

Anders indrømmede også, at det ikke er tit, han scorer fire mål i en kamp:

— Jeg er ikke vant til at få så megen plads, når jeg spiller på Næstveds U17. Men det er da fantastisk at lave mål, og det er også med til at hjælpe holdet, var beskeden.