Fairplay fra sidelinjen

Skottegårdsskolens Mathias Gerner Knudsen holdt hovedet koldt i ophedet kamp

- Hvem sagde klumpspil? (Foto: Preben Worsøe)
- Hvem sagde klumpspil? (Foto: Preben Worsøe)

Kampen mellem hjemmeholdet Lundebjergskolen fra Skovlunde og Skottegårdsskolen fra Kastrup endte 4-0 til hjemmeholdet. Umiddelbart lyder det som en sikker og komfortabel sejr, men man skulle helt hen til det 53. minut, før kampen reelt blev lukket med Lundebjergskolens tredje mål. Inden - og efter - havde en heftig og intens kamp udspillet sig.

Op i gear - så ned i gear
Drenge fra Lundebjergskolen bragte sig hurtigt foran med 2-0. Stadionuret havde kun rundet det 8. minut, da det skete. Det ene mål blev scoret på et brag af et langskud fra Haemen Yasins fod, og da troede tilskuerne, at det ville blive en storsejr til hjemmeholdet. Det blev dog ikke tilfældet.

Ikke lige kønt
Skottegårdsskolens drengehold var dog ikke rejst så langt, som de var, for at blive løbet over ende. De kæmpede sig flot tilbage i det, der blev en mere og mere spændende og jævnbyrdig kamp. Den var dog ikke altid lige køn at se på, for begge hold gik meget fysisk til værks, og ikke alt, der foregik på banen, var helt efter reglementet.

Det betød, at der blev begået mange frispark, og dommeren måtte da også have det gule kort op af lommen to gange. Heldigvis var det for mindre forseelser, og ingen af holdene gik decideret over gevind.

Skolefodboldens ånd
I kampens hede faldt der imidlertid også hårde bemærkninger og kommentarer spillerne imellem, og ydermere forsøgte en gruppe tilskuere at piske stemningen i en unødigt grim retning med mindre pæne tilråb. Heldigvis var Skottegårdsskolens Mathias Gerner Knudsen blevet placeret på bænken for en stund, så han kunne tage til genmæle- på den helt rigtige måde:

- Hold nu op, gutter. Lad være med at svare igen, når der bliver råbt grimme ting. Det er skolefodbold, det her - og det er meningen, det skal være sjovt. Der skal være fairplay, sagde han således til sit hold.

Den positive indstilling smittede af, og heldigvis tog kampen ikke en ubehagelig drejning, som tilråbene og de fysiske kampe på banen ellers sagtens kunne have mundet ud i.

- I vores sidste kamp var der en masse ubehagelige tilråb, og det fortsatte over i rigtig hårdt og ondt spil. Det skal vi ikke have noget af i dag, udtalte Mathias også.

Og det havde han helt ret i. Dommeren håndterede sin rolle flot og var med til, at spillernes sind blev holdt i ro.

Lundebjergskolen fik scoret to gange yderligere, så de endte med at vinde 4-0. Dermed er de videre til næste runde.