Redningsmanden

Frederik Holst fra U-17 landsholdet vågnede som Holger Danske først op, da det virkelig brændte på for Rødkilde Skole

Frederik Holst tørrer tre modstandere på vej til afgørende 3-2 mål. Foto: Jakob Jørgensen
Frederik Holst tørrer tre modstandere på vej til afgørende 3-2 mål. Foto: Jakob Jørgensen

–Vi skal bare have gang i Holst, han er jo som et dyr, når han først kører, skreg Rødkilde Skoles Frederik Sørensen, da holdet var bagud med 2-1 mod Frydenhøjskolen.

Og det var heller ikke meget, de mange tilskuere i Hvidovre havde set til stjernen fra Brøndbys juniorligahold, der også spiller på U-17 landsholdet, selv om han kun lige er fyldt 15 år.

–Jeg blev lukket helt ned med en eller to i ryggen hele tiden, jeg kunne høre dem ånde, siger Frederik Holst efter den dramatiske kamp, der bød på hård fight og masser af vilje fra begge hold.

Hjemmeholdet sad på det meste i 1. halvleg, men præcis som træner Thomas Jensen havde frygtet, så gik de ned på fysikken til sidst. Det udnyttede Frederik, der endelig vågnede op til dåd af sin dvale. Med to mål lukkede og slukkede han kampen og gjorde det grimme ved et ellers fint spillende Hvidovre hold.

Lidt af det hele

–Vi troede ikke, de var så gode. Men de gjorde det godt, sagde Frederik efter kampen, der kostede mange kilometer i benene for anføreren dagen efter 3-1 sejren i en træningskamp mod FCK, han var nemlig overalt mellem kridtstregerne. Normalt spiller han back i på klubholdet, på skoleholdet spiller han lidt af det hele. Fra midterforsvarer til spydspids.

–Jeg tager den plads, jeg kan få, siger Frederik, der tydeligvis selv styrede sin placering hos Vanløse holdet. Med sin spæde stemme forsøgte han at råbe de andre op, så de kunne se de huller, der for en spiller af Frederiks kaliber er så tydelige. De normale frispilninger af de andre blev afløst, da der var kort tid tilbage. Han måtte gøre noget på egen hånd.

–Ved 2-2 tænkte jeg bare på at køre selv, det var nok en meget god ide, smiler den halvt spanske knægt med nummer 10 på ryggen.

Glødende FCK´er

Til trods for Frederik slår sine folder i Brøndby, er han stor fan af FCK. Det har han altid været, selv om det koster til træning. Det fik han at føle, da han dagen efter 4-0 sejren til FCK over Brøndby i Superligaen glad mødte op i den forbudte trøje i omklædningsrummet

–Holdlederen klippede den i stykker med det samme, næste gang koster det 499 kroner i bødekassen. Så det gør jeg nok ikke igen, smiler han.

Det er dog i Brøndby han helst vil spille, så det er netop blevet til en kontrakt de næste to og et halvt år med klubben, der har lange traditioner for talentarbejdet

–Brøndby er bedre til at udvikle spillerne, der er også langt bedre mulighed for som ung at få spilletid. I FCK køber de for meget ind, siger Frederik, der faktisk godt kunne ligne en ung udgave af Cesar Santin.

Lækkert hår

For det utrænede øje kan det godt ligne, at Frederik er mere fokuseret på sit hår end bolden. Sådan så det også ud i starten af kampen. Konstant skulle det nusses på plads, så lokkerne sad som de skulle

–Min mor siger også, jeg bruger alt for meget tid på mit hår, griner den unge fyr, som kun lige er blevet 15 år. Udover et kæmpe talent har han noget, de andre ikke er i nærheden af, overskæg. Et kraftigt sort et af slagsen, der allerede har fulgt ham længe

–Mit overskæg giver held, jeg tør ikke fjerne det. Da jeg gjorde det til en turnering, begyndte chancerne at blive brændt. Så jeg tør ikke, konstaterer den unge stjerne, mens han endnu engang nulrer det mørke hår med de lyse striber på plads ned i panden.