Hattrick på ti minutter

Helt: Strandvejsskolens Mikkel Mortensens mange mål sendte Bording ud

Strandvejsskolen forsøger sig. (Foto: Rasmus Straka)
Strandvejsskolen forsøger sig. (Foto: Rasmus Straka)

Strandvejsskolen og Bordings Friskole havde spillet få minutter af anden halvleg. De sortklædte fra Strandvejsskolen førte med 3-0 og cementerede på ti minutter sejren med et vaskeægte hattrick af Mikkel Mortensen.

Se kampfakta

Identiske mål
De tre mål var identiske. Hver gang blev bolden sparket frem til Strandvejsskolens midtbane, der stak bolden dybt til Mortensen som sprintede fra modstanderens forsvar.

Han løb og løb. Han var hurtig. Og når han var alene med målmanden, placerede han bolden stensikkert med en flot og flad inderside. Og Mortensen var i hopla. Han scorede fem mål mod Bordings, der kæmpede bravt, men tabte 9-0.

Se også: Frost på græsset

Bordings startede godt ud
Fra kampens start var begge hold tændte og viste masser af gejst, for der var solide skulderskub, hårde tacklinger og flot fight.

Der blev udvist sejrslyst og mod, hvilket gav spænding og der gik hele 20 minutter før kampens første mål kom.

Målet blev sat ind af Strandvejsskolens tårnhøje angriber Johan Wiingaard, der blev spillet fri og scorede køligt. Og herfra gik det hurtigt, for blot seks minutter efter stod den 3-0.

Se også: Fodbold ved fængslet

Frustrations-fodbold
Bordings Friskole kæmpede og kæmpede, men var bagud. Det skabte frustrationer, der kunne mærkes gennem opgivende råb.

De havde startet flot ud med tekniske detaljer, god organisering, flotte opspil og vist, at holdet så – men også løb – for hinanden. Og de havde ellers flere chancer for at udligne, men brændte.

Og paradoksalt begyndte Strandvejsskolens hattrick-periode efter et flot angreb fra Bordings, hvor deres fløj skabte uro i feltet med et fladt indlæg. Men bolden blev kanoneret ud ad feltet og på banens midte løb Mikkel Mortensen fra alt og alle.

Se også: Overtidsmål sikrede avancement

Holdet skabte sejren
Anden halvleg var som sagt ikke gammel, før den stod i Mikkel Mortensens tegn. Han var her og der og alle vegne. Og han udnyttede til enhver lejlighed sin hurtighed, mens modstanderens forsvar begyndte at virke udkørte.

Mortensens præstation blev skabt af et stærkt og velspillende hold bag ham. I sær anføreren Asger Damgaard var arkitekt bag mange oplæg og viste aldrig frygt for at gå ned i tacklinger eller tage de hårde hovedstødsdueller om banens midte.

Se også: Stærk angrebstrio med Chili i spidsen

En anden profil var angriberen Johan Wiingaard, der scorede tre mål, oftest kom først på bolden og flere gange spillede Mikkel Mortensen og medspillerne fri.

Bordings kæmpede til sidste fløjt
Bordings Friskole tabte 9-0, men udviste ildhu i selv de mest frustrerende tider, hvor i sær midtbanen med Hemming Jürgens, Vilhelm Saxild og Andreas Gulleu forsøgte at holde hovedet koldt med fine finesser.

Se også: TV: Se pigerne sparke straffespark

Også målmanden, Sam Saadon, kæmpede mere end bare bravt, for han frygtede aldrig for at komme ud af sit mål og lavede undervejs flere fantastiske redninger.

Og denne holdindsats må man tage hatten af for. Et ordsprog lyder, at det er ingen skam at falde, men en skam at blive liggende – og dette passer til Bordings Friskole. For de kom, de så og de tabte. Men vigtigst af alt; de gav aldrig op.

1 af 4 (Foto: Rasmus Straka)
2 af 4 (Foto: Rasmus Straka)
3 af 4 (Foto: Rasmus Straka)
4 af 4 Strandvejsskolen forsøger sig. (Foto: Rasmus Straka)