Fik revanche

Dominans: Var bedst fra start til slut

Solen skinnede flot, og hjemmeholdet fik sin revanche. Foto: Rikke Randrup
Solen skinnede flot, og hjemmeholdet fik sin revanche. Foto: Rikke Randrup

På en varm efterårsdag tørnede drengene fra Højdevangens Skole sammen med drengene fra Skolen ved Sundet. Der var lagt op til duel, eftersom de rivaliserende skoler havde mødt hinanden i pigerækken ugen forinden. Skolen ved Sundet trak sig sejrrigt ud af den kamp, og man kan roligt sige, at Højdevangens Skole var kommet for at tage revanche.

Se kampfakta her.

Se også: Målræv på jagt

Hjemmeholdet tog teten
Ibrahim Ibrahim fra Højdevangens Skole skulle ikke bruge mere end to minutter, før han let og elegant kunne løbe fra gæsternes forsvar og lige så stille placere bolden i kassen til 1-0. Og herfra tog det fart for hjemmeholdet.

Adam Ahmad, en enormt driblestærk dreng med teknikken på plads, fik flere gange driblet sig ud af situationer, som selv Messi ville have svært ved. Adam kombinerede sig frem til mange afgørende situationer sammen med Mahdi Alawie.

Det lykkedes de to drenge at score de næste tre mål og dermed bringe Højdevangens Skole foran 4-0. Heriblandt et enkelt skud udenfor feltet fra Adam, som sejlede over målmanden.

Mahdi Alawie udtalte efter kampen, at han kun har boet i Danmark i otte måneder. Han spiller for Roskildes U17 hold og taler engelsk. Fodbold er altså et sprog for sig selv, og det kan alle drengene tale. Her er der ingen uforstående miner eller fejlagtige oversættelser. Det handler blot om at løbe, bruge sit kropssprog og sætte bolden i nettet. Det kan alle forstå! Ibrahim Ibrahim satte også sit sidste præg på første halvleg, hvor hjemmeholdet gik til pause med stillingen 5-0.

Gæsterne kæmpede flot men måtte overgive sig. Foto: Rikke Randrup
Gæsterne kæmpede flot men måtte overgive sig. Foto: Rikke Randrup

Se også: Holdt hovedet koldt

Gæsterne forsøgte
Den tidligere Fremad Amager-spiller, Steven Green, som står i spidsen for Skolen ved Sundets hold, forsøgte energisk at gejle holdet op til anden halvleg. Til en start så det helt bestemt ud som om, det havde virket.

Målmand Mads Schrøder diskede op med flere redninger i anden halvleg, hvoraf han pillede en enkelt helt oppe i krogen. Forsvarsspiller Holger Koch-Klarskov havde flere gode kombinationer med en hårdtarbejdende Lannie Larsen, hvoraf de af flere omgange fik bragt bolden et godt stykke frem på banen. Holger kæmpede en sej kamp på venstre side, men var ude af stand til at få sit hold på rette kurs.

Målet til 6-0 blev sat ind af Mahdi Alawie, som indøvet lavede to finter i træk. Først udenom målmanden og dernæst udenom en forsvarsspiller, som simpelthen måtte se sig overmandet. Publikum gik amok.

Se også: Overlegne i målfest

Sluttede af med perle
Vi nåede også at få et mål direkte på frispark fra midtbanemanden Lavdrim Saini, der gemmem hele kampen havde formået at lave gode pasninger til sine holdkammerater, og dermed satte han alle andre i scene end sig selv. 7-0 til Højdevangens Skole.

Det sidste mål i kampen kom fra en ellers usynlig midterforsvar, August Butzbach. Han stod stille det meste af kampen måske af gode grunde. Men August ville også være med i målfesten. Han driblede hele vejen fra forsvaret og op gennem gæsternes forsvar. Heldigvis for ham kiksede Mads Schrøder sin redning, og August kunne blive noteret for en enkelt basse i den målrige affære.

Dermed fik Højdevangens Skole revanche for pigernes nederlag, og det hele endte med en 8-0-sejr til Højdevangens Skole.