Hurtigt overtag

Klar forskel: Drengene fra Gungehus gik til stålet og hev en sikker sejr i land

Der blev hamret basser ind fra start fra Gungehusskolen.
Der blev hamret basser ind fra start fra Gungehusskolen.

For at veje stemningen fangede vi nogle spillere før kampen.

Den ene spiller var Søren Eiberg fra Gungehusskolen.

— Jeg er god til straffespark, så mon ikke jeg skal skyde, hvis det bliver aktuelt.

Da han blev adspurgt, om han så ville score, forsvandt selvsikkerheden lidt.

— Øh, det tror jeg nok, lød svaret.

Se også: Fart over feltet

På Tinderhøj Skoles hold fangede vi Melina Christensen.

— Jeg træner med drengene til dagligt. Skolen kan ikke stille et pigehold i år, så hvis jeg vil spille, er det her. Jeg har spillet skolefodbold før, men det var på et pigehold, og vi tabte i første runde. Jeg håber, at vi klarer os godt i år, lød det fra Melina.

Det var intet problem for Melina Christensen at spille med på drenge-holdet. (Foto: Steen Madsen)
Det var intet problem for Melina Christensen at spille med på drenge-holdet. (Foto: Steen Madsen)

Se kampfakta her.

Tidlig føring
Kampen gik i gang, og det stod hurtigt klart, at Gungehusskolen var overlegne i fysik og teknik.

De kom da også hurtigt foran. Men Tinderhøj gav ikke op. De spillede flot fodbold, indtil de nåede den sidste tredjedel af banen, så smuldrede spillet for dem. Gungehusskolen trykkede bare på og gik til pausen med en sikker 3–0 føring.

Gungehus-holdet havde mange store chancer i kampen. (Foto: Steen Madsen)
Gungehus-holdet havde mange store chancer i kampen. (Foto: Steen Madsen)
 

Melina Christensen, som var kommet ind på højre back efter blot 10 minutter af første halvleg, kæmpede flot videre i anden halvleg.

Der blev tacklet og brugt krop i hendes spil, og hun fyldte virkelig pladsen ud til fulde.

Reduceringen kom
Tinderhøj havde lagt Phillip Schultz længere op på banen. Det gav pote med en flot reducering til 4–1. Phillip spillede egentlig hockey, men i dag var det fodbold, der stod på menuen. Han var lynende hurtig og en evig trussel mod Gungehus-målet.

Desværre så Mike Elia rødt midt i anden halvleg, da han korrekt blev vist ud efter at have sparket en modspiller. Det var mere end Tinderhøj kunne klare. Endnu en spiller kom ud skadet og Tinderhøj spillede nu med ni mand. Dette udnyttede Gungehusskolen til at score yderligere to mål til slutstillingen 6–1.