'Kaptajnen': Vi kan slå alle

Selvtilliden fejler intet: Men Tugay Turan forudser også en hård kvartfinale

Tugay 'Kaptajnen' Turan går altid forrest på banen. (Foto: Henrik Schou)
Tugay 'Kaptajnen' Turan går altid forrest på banen. (Foto: Henrik Schou)

Torsdag 14. april venter et brag af en kvartfinale. Peder Lykke Skolen tager imod Vemmelev i kampen om en plads i semifinalen. Peder Lykkes anfører er klar. Helt klar. Tugay 'Kaptajnen' Turan har store forventninger til kampen.

- Kampen har fyldt en del på skolen det sidste stykke tid, fortæller Tugay til Ekstra Bladet Skolefodbold.

- Vi glæder os selvfølgelig til at komme i gang.

Se også: TV: 'Kaptajnen' gik forrest foran 1500 tilskuere

Går efter at gøre fansene glade
I kredsfinalen mod Nyager Skole i efteråret spillede holdene foran hele 1500 tilskuere. I kvartfinalen har Peder Lykke Skolen igen hjemmebane, hvilket 'Kaptajnen' er meget tilfreds med.

- Det er en stor fordel at have hjemmebane. Vi har god opbakning, og vi kender banen, lyder det fra 'Kaptajnen'.

- Jeg glæder mig til at gøre holdet og fansene glade, for jeg tror, at vi hiver sejren hjem, lyder det selvsikkert fra Tugay.

Tugay med sin sædvanlige fejring af mål i stil med Felipe Melo. (Foto: Henrik Schou)
Tugay med sin sædvanlige fejring af mål i stil med Felipe Melo. (Foto: Henrik Schou)

Er godt forberedt
Der er gået nogle måneder, siden Peder Lykke Skolen sidst var i aktion i Ekstra Bladet Skolefodbold. Men Peder Lykke-holdet har holdt sig i gang.

- Vi har haft nogle træninger og et par træningskampe. Vi har blandt andet spillet mod Nyager Skole, som vi mødte i kredsfinalen. Men denne gang vandt vi stensikkert 3-0 (I kredsfinalen endte kampen 1-1 red).

Tugay og resten af holdet har dog ikke læst meget om deres kommende modstander. Tugay mener nemlig, at de har recepten på sejr i forvejen.

- Vi har ikke læst så meget om vores modstander. Jeg er af den overbevisning, at hvis vi spiller vores bedste, så vinder vi, lyder den sikre udmelding fra 'Kaptajnen'.

Forventer modstand, men sejr
Selvom Tugay har tiltro til sit eget hold, så forventer han dog stadig, at Vemmelev kommer til at give dem modstand.

- Jeg forventer en hård kamp. Vemmelev har sikkert læst op på vores profiler. Men vi har spillet mod Vemmelev før på klubplan, og jeg tror godt, at vi kan tage dem.

'Kaptajnen' stoler dog blindt på sit hold og turde godt komme med et bud på resultatet.

- Jeg gætter på, at vi vinder 2-0 eller 3-1.

Seneste Skolefodbold
Mest læste Skolefodbold
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere