Maries målfest

Turneringsstart: Første pigekamp sparket i gang med et brag

Niels Steensens piger kunne juble efter 15-0-sejren over Tagensbo Skole. (Foto: Henrik Schou)
Niels Steensens piger kunne juble efter 15-0-sejren over Tagensbo Skole. (Foto: Henrik Schou)

Tagensbo Skole og Niels Steensens Gymnasium havde fået fornøjelsen af at åbne pige-siden af Ekstra Bladet Skolefodbold. På papiret lignede det en overmatchning, da Tagensbo stillede med spillere, som ikke til dagligt dyrker sporten. Niels Steensens derimod stillede med et hold fyldt med klubspillere.

Se også: Så skal der bankes basser ind

Det viste sig også klart på resultattavlen, da dommerens fløjte havde lydt for sidste gang. 15 – 0 stod der. Hvis ikke Melanie Khamrak i Tagensbo-målet havde haft mange redninger, kunne sejren være blevet endnu større. Tagensbo-pigerne tog dog nederlaget med et smil og viste stor kampgejst i hele kampen.

Se også: Bulder og brag i Ryparken

Se også: Mål og matematikpoint

Imponerende topscorer
Marie Vindahl fik i den grad sparket Niels Steensens-pigernes målgennemsnit til tops. Marie fik hamret hele seks mål i kassen, og hun formåede igennem hele kampen at imponere med sit blik for spillet og sin fantastiske sparketeknik. Det er i høj grad en spiller, der er værd at holde øje med i resten af turneringen.

Se også: Sådan arrangeres kampen

Diazshow og gratis VIP-billet til kampen
Søstrene Valeria Diaz og Daniella Diaz underholdte med mange gode detaljer og kom begge på scoringstavlen. Specielt Daniella viste flot overblik og fin forståelse for spillet. Valeria spillede dog også en flot kamp, og søstrene kunne på ingen måde skjule, at de begge spiller i BSF og træner fire gange om ugen.

Sofie Lund vogtede målet for Niels Steensens og var helt arbejdsløs under kampen. Hun nåede aldrig at røre bolden, men hun havde dog fået den bedste tilskuerplads til løjerne. Mon ikke, der bliver lidt mere at se til i næste runde.